AP: Kina gør ’ambitiøs indsats’ for at udrydde kristendommen

Myndighederne i Kina har fjernet kors fra mange kirker, og flere af dem er blevet helt ødelagt.

Nyhedsbureauet AP beskriver i en større baggrundsartikel, hvordan det kinesiske regime systematisk bekæmper kristendommen i landet.

I artiklen fortæller en kristen ved navn Guo, hvordan embedsmænd afbrød en gudstjeneste og beordrede alle ud.

Derpå fik kirkens ledere besked om at fjerne et kors, et bibelvers og et maleri af Den sidste Nadver fra kirkevæggen.

– Jeg har altid bedt for vores lands ledere, for at vores land må blive stærkere, siger Guo, som ikke tør offentliggøre sit fulde navn. ”De har aldrig før været så strenge, siden jeg begyndte at gå i kirke i 80’erne. Hvorfor siger de nu, at vi skal holde op?” spørger han.

I de seneste måneder har de kinesiske myndigheder lukket hundreder af kinesiske husmenigheder, konfiskeret bibler og forbudt online bibel-salg. Nogle steder har myndighederne hindret børn i at komme i kirke, og i et område er de kristne blevet opfordret til at udskifte billeder af Jesus med billeder af præsident Xi Jinping.

Der er også rapporter om flere razziaer under kirkelige arrangementer og forhør af kristne.

Præsidenten er ’skabs-Maoist’

Under Xi oplever de kristne, at ”deres frihed skrumper dramatisk, mens landet oplever en religiøs vækkelse”. Ifølge eksperter udøver Xi netop nu ”den mest alvorlige systematiske undertrykkelse af kristendommen, siden forfatningen sikrede religionsfrihed i 1982”.

Xis mål er at ”kinesere” nationens religioner, så de får ”kinesisk karakter”. Det vigtigste karaktertræk i denne sammenhæng er loyalitet overfor kommunistpartiet.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



”Xi er en skabs-Maoist – han er meget opsat på at udøve tankekontrol,” forklarede Willy Lam fra det kinesiske universitet i Hong Kong i et interview med AP. ”Han ønsker absolut ikke, at folk er trofaste medlemmer af kirken, for så vil de udtrykke lydighed mod kirken frem for partiet, eller mere præcist, overfor Xi selv.”

Også muslimer og buddhister i Kina har oplevet undertrykkelse og krænkelser af religionsfriheden under præsident Xi.