Menighetsfakultetet i Oslo ændrer navn og tilbyder nye fag
Det teologiske menighedsfakultet skifter nu navn til ”MF vitenskapelig høyskole for teologi, religion og samfunn” eller MF Norwegian School of Theology, Religion and Society.
Menighetsfakultetet er allerede kendt som ’MF’. Men nu forsvinder ’menighetsfakultet’ fra den private uddannelsesinstitutions navn.
– MF er en uddannelsesinstitution på højeste akademiske niveau med et særligt ansvar for at uddanne kandidater til arbejde i menighederne, siger rektor Vidar L. Haanes i en pressemeddelelse.
Det nye navn skal ”vise bredden i skolens fagområder, og studenterne skal stadig uddannes til opgaver i kirke, skole og samfund”.
Fakultetet har siden 2005 været en akkrediteret videnskabelig højskole. MF blev oprettet i 1908 som et alternativ til Det teologiske fakultet ved Oslo Universitet, som mange mente var alt for liberalt. MF er i dag Norges største teologiske uddannelsesinstitution med omkring 100 ansatte og 1.200 studenter.
Siden 1967 har MF tilbudt undervisning i kristendomskundskab foruden en række studieprogrammer på ph.d.-, master- og bachelorniveau.
– MF er stadig optaget af at have tæt kontakt med Den norske Kirke og drive kirkelig teologi. Vi er en institution, som uddanner for kirken. Samtidig er vi en selvstændig, videnskabelig skole med akademisk frihed, både formelt og reelt, siger rektor Haanes til avisen Vårt Land.