– Guldlok ville vælge Grejsdalen
På Grejsdalens Efterskole mener man, at skolen er et godt bud på, hvor Guldlok fra eventyret med de tre bjørne, ville gå på efterskole. Den er ikke for stor, og den ligger midt i naturskønne omgivelser.
Midt i naturskønne omgivelser ved Vejle ligger Grejsdalens Efterskole. Det er en lidt mindre efterskole med 80 elever, og alle kender hinanden.
Og de elever, skolen har spurgt, er godt tilfredse med størrelsen.
– Den er ikke for stor og ikke for lille. Man kan være lidt for sig selv, eller man kan være sammen med andre. Det er lige tilpas, siger 16-årige Anna Nase, som er begyndt på sit andet år på Grejsdalens Efterskole.
Hendes klassekammerat Daniel Toft Bundgaard er enig.
– Det er en lille skole, hvor man lærer hinanden at kende. Her er du ikke bare et nummer. Men samtidig så sker der altid noget i dagligstuen, så man har altid nogen at snakke med, forklarer han.
Skolen har cirka 80 elever ad gangen. For moderne efterskoler er det måske en beskeden størrelse, men eleverne mener, det har sine fordele.
– Det er trygt, at man kender alle på skolen. Og når man føler sig tryg, føler man sig ikke så usikker fagligt. Jeg var ikke så fokuseret i 8. klasse, så jeg tog et stort spring fremad på kort tid, efter at jeg begyndte her på efterskolen, ikke mindst fordi jeg kunne få mere hjælp her, fortæller Anna.
Daniel klarede sig godt i folkeskolen, men han har også forbedret sig.
– Jeg er blevet bedre i alle fag. Undervisningen foregår i en lille klasse, så hver enkelt elev får mere fokus fra lærerne, siger han.
Plads til det kreative
Efterskolelivet er meget mere end dansk og matematik. Anna har valgt kunstlinjen.
– Sidste år fik vi udleveret en dør. Så kunne vi tegne, male og udsmykke den. Jeg er ikke så god til at tegne, men så kan man finde på noget andet. Vi har for eksempel også lavet print på trøjer, syet og strikket, fortæller hun.
Daniel har valgt ”Tro” som fokuslinje for 10. klasse.
– Tro-linjen handler om at fordybe sig i forskellige emner, for eksempel næstekærlighed. Vi har et projekt, som hedder ”Elsk Vejle”, hvor vi har været på banegården for at dele kaffe ud og sprede god stemning, forklarer Daniel og fortsætter:
– Skolen har et kristent grundlag, men man behøver ikke være kristen for at gå her – og det er langtfra alle, som er det. Det er faktisk superfedt, at man ikke går rundt i en osteklokke, hvor alle har de samme holdninger, men i stedet møder et bredere livssyn, siger han.
Vigtigt at føle sig værdsat
Forstander for Grejsdalens Efterskole René Brorson lægger størst vægt på, at eleverne føler sig værdsat som mennesker.
– Vi investerer meget i at lære eleverne at kende, mere end bare deres navne. Nogle har ”spøgelser” med fra tidligere skoler, mens andre har brug for et efterskoleår til at forbedre sig fagligt eller som modningsår inden gymnasiet. Vi har respekt for dem, de er, siger han.
Skolens motto er ”Velkommen hjem”, og sådan føles det også, siger Anna:
– Når jeg har besøgt mine forældre i weekenden, så siger jeg faktisk tit, at jeg skal ”hjem” til skolen.
Fagligheden er i top på Mariager Efterskole