Forskellige elever farver Frydensberg

Efterskolen Frydensberg ved Mariager har en af landets højeste andele af elever med anden etnisk baggrund end dansk. Mødet mellem de mange forskellige kulturer sætter sit præg på hverdagen.

Frydendals tre kerneværdier er: ægte fællesskab, udfordrende undervisning og oprigtig tro.

Det er ikke en helt almindelig efterskole, som ligger klos op ad skov og fjord i Mariagers allervestligste udkant.

Når man i middagspausen træder ind i spisesalen, er det en i bogstavelig forstand farverig flok, som løfter ansigterne mod én. Helt præcis har hver fjerde af de 116 elever en anden etnisk baggrund end dansk – og det er en af de højeste andele for alle efterskoler i landet.

Det delvist internationale miljø sætter sit præg på hverdagen.

– Mange af dem er meget udadvendte og aktive, og det skaber en masse glæde, fest og farver, fortæller forstander på Frydensberg, Gideon Jakobsen.

– Dertil kommer, at de fleste af dem er vant til sammen med deres familier at være aktive i migrantkirker eller internationale kirker, hvor gudstjenestens udtryk er meget livligt og ublufærdigt. Det mærker vi, når vi holder vores egne gudstjenester på skolen kaldet ”Frydkirke” – da er der altså gang i den, siger Gideon.

Naturlig tilgang til tro

Den meget ublu tilgang til den kristne tro betyder også, at det er helt normalt for disse elever at sidde og snakke om tro, Gud og Jesus under frokosten, på værelserne eller i vaskeriet.

– De er meget afslappede omkring deres tro, og den er helt naturligt integreret i deres hverdag – ligesom den i øvrigt er for de få muslimske elever, som vi har her. Det betragter jeg kun som en positiv udfordring for vores øvrige elever. På den måde bliver de tvunget til at forholde sig til, hvad de selv mener og tror, anfører han.

På Rudehøj navigerer de efter værdikompasset


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Elever rykker sig

Langt de fleste af eleverne er dog etnisk danske, og sproget, der tales på skolen, er dansk. Og det er en stor hjælp for de tosprogede elever, forklarer Gideon Jakobsen:

– En del af dem har nogle udfordringer med det faglige, men de rykker sig helt vildt i løbet af et år på efterskole, fordi de bliver trænet i dansk nærmest 24-7.

– Dertil kommer hele elementet omkring integration, for der ligger et stærkt dannelseselement i at være elev her hos os. Man lærer demokratiske og danske værdier og dansk kultur i både teori og praksis, så man står godt rustet til at kunne begå sig som en ansvarlig og engageret samfundsborger.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Vi er imponerede over, hvor modne og reflekterede mange af vores unge udvikler sig til at være, mens de er på Frydensberg.

Stadig præst af gavn

Gideon Jakobsen er relativt ny på posten som forstander for Frydensberg. Før det har han gennem 16 år arbejdet som præst, og mange af erfaringerne fra præstegerningen har han god nytte af i sit nye job.

– Det handler om omsorg for mennesker både som præst og som forstander på en efterskole. Derfor kan jeg bruge mange af de redskaber, som jeg har med mig i værktøjskassen – det gælder for eksempel, når jeg skal motivere og inspirere, bidrage til konfliktløsning eller få meget forskellige mennesketyper til at spille sammen.

– Og så er jeg så heldig, at jeg stadig får mulighed for at prædike engang imellem. Både ved gudstjenesterne her på skolen, men også rundt om i landet, når kirkerne inviterer mig. Så selv om jeg er efterskoleforstander af navn, oplever jeg i høj grad stadig at kunne være præst af gavn, siger han.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Vivianna, 9. klasse
– Frydensberg er en efterskole med plads til alle slags personligheder. Skolen formår at skabe et godt fællesskab, god undervisning og en hyggelig atmosfære.

 

 

 

 

 

 

Powell, 10. klasse
– Fællesskabet på Frydensberg er anderledes end på min gamle skole. Der er plads til en, og man bliver accepteret, som den man er.

 

 

 

 

 

 

 

Esther, 8. klasse
– Jeg synes, det er megafedt, at en efterskole går op i Gud og at lære eleverne om Bibelen. Når jeg spiller klaver til vores gudstjenester, er det helt fantastisk at se unge mennesker samles for at lovprise Gud.