Hedemølle kom godt fra start på outdoor-tur til Bornholm

Hedemølle Efterskole tilbyder sine elever en hverdag med kristen forkyndelse, bred faglighed, masser af valgfag og fælles ture ud af huset.

På Bornholm var Lærke L. J., Rebekka H. og Heidi B. klar til rapelling ved Opalsøen.

Hedemølle Efterskole i Bjerringbro fokuserer som kristen efterskole på at give eleverne det bedste grundlag for livet. Hedemølle er oprettet af Evangelisk Luthersk Missionsforening og har et tre-delt formål: At forkynde, at undervise og at opdrage.

– Vi vil forkynde evangeliet om Jesus, vi vil give undervisning med højt fagligt niveau, hvor der samtidig er plads til ekstra støtte for den, der har brug for det, og vi vil give sund opdragelse og vejledning, fortæller forstander Jens Dam.

Skolen prioriterer en god hverdag højt for sine 109 elever, hvor der skal være plads til alvor og sjov. Målet er at give eleverne et godt kammeratskab og kristent fællesskab.
Der satses bredt fagligt med alle de almindelige boglige fag, og samtidig er der et alsidigt tilbud af valgfag med alt lige fra Cambridge-engelsk over acrylmaling, spring og volley til first LEGO og e-sport.

Fælles ture ud af huset

Alle skoleår indeholder fælles ture for alle elever. Efterårets tur er en 3-dages outdoor-tur. I februar i ugen op til vinterferien er alle på skiskole i Østrig ved Zell am Zee. Forårsturen er en rejse til en europæisk storby og et naturområde. Sidste år var skolen i Liverpool, og i år er målet Slovenien og Venedig.

Hold mørkeblå nyder pausen ved Sandvig Strand.
Ryste-sammen-tur til Bornholm

Dette års outdoor-tur gik til Nordbornholm og indeholdt mange aktiviteter. Efter en dag med tog- og busrejse var der tre nætter og to dage på øen.

Der blev satset på teambuilding, samarbejde og udholdenhed. Alle sov i telte – på lejrstedet Klippen eller Egesløkkegård. Dagene gik med oplevelser i naturen. Der var historie om russerne på Allinge kirkegård, svævebane og rapelling ved Opalsøen. Der blev serveret bornholmske smagsprøver, og aftensmaden bestod af bålmad. Der var en kajak-tømmerflåde-øvelse, og alle fik en tur i Den sorte Gryde ved de imponerende Helligdomsklipper.

Hedemølle ligger i naturskønne omgivelser få kilometer nord for Bjerringbro i Viborg Kommune. Beliggenheden udnyttes til at afslutte skoleåret med en to-dages kanotur på Gudenåen.
De godt 100 elever er fordelt på 8., 9. og 10. klassetrin.

Magnus træner med superligaholdet, mens han går på efterskole


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Forskellige elever farver Frydensberg