Danmark og Israel mindes Oktober-43
Israels præsident og Lars Løkke Rasmussen mindes i Gilleleje de 7000 danske jøder, der blev reddet for 75 år siden af civile danskere.
Sikkerhedsopbuddet var enormt i Gilleleje, hvor et stort område var afspærret, mens politibiler og sorte biler fra efterretningstjenesten fyldte i de små gader. ”Hvad er det, der sker?” spørger en kvinde bag mig. ”Det er det der med jøderne,” lyder svaret fra en anden tilskuer.
Det mere præcise svar er, at Israels præsident, Reuven Rivlin, besøgte Gilleleje sammen med statsminister Lars Løkke Rasmussen denne solbeskinnede 11. oktober.
Ved en mindehøjtidelighed markerede statsministeren, at det i år er 75 år siden, at over 7.000 danske jøder blev reddet fra Nazitysklands forfølgelser.
Under den tyske besættelse af Danmark iværksatte besættelsesmagten en aktion natten mellem d. 1. og 2. oktober 1943 for at fange danske jøder og sende dem til koncentrationslejren Theresienstadt; derfor kaldes episoden for Oktober 1943.
Cirka 500 danske jøder endte i koncentrationslejren, men over 7.000 blev altså reddet i sikkerhed i det neutrale Sverige, hvilket svarede til cirka 95 procent af de danske jøder.
Glem ikke uhyrlighederne
Redningen skete ved, at civile danskere hjalp de forfulgte danske jøder over Øresund i private både og fiskekuttere.
Mange af de danske jøder blev sejlet fra Gilleleje til Sverige, og derfor foregik mindehøjtideligheden ved Gilleleje Havn. Her lagde statsminister Lars Løkke Rasmussen og præsident Reuven Rivlin en krans ved mindesmærket Skibsstævnen, som netop er rejst til minde om Oktober 1943.
Statsministeren ønsker at markere 75-årsdagen for Oktober 1943, fordi det er en central del af vores fælles historie, udtaler han i en pressemeddelelse fra Statsministeriet.
”Vi må aldrig glemme de uhyrligheder, der fandt sted under 2. Verdenskrig. Det er vigtigt, at vi mindes og lærer af fortiden. Derfor ser jeg frem til at kunne mindes de danske jøder, der mistede livet under flugten eller døde i Theresienstadt.”
Men statsminister Lars Løkke Rasmussen ønskede også at hylde redningen af de danske jøder for 75 år siden.
”Samtidig skal vi hylde den medmenneskelighed, som redningen af over 7.000 danske jøder markerer. Det mod, som danske borgere udviste for 75 år siden, kan stadig røre mig den dag i dag. Vi skal bruge 75-året til at se hinanden i øjnene og huske på de centrale værdier, der er grundlaget for vores fælles civilisation,” sagde statsministeren.
I en meget talstærk kortege af politi og sikkerhedsfolk begav statsministeren og præsidenten sig til Gilleleje Kirke, hvor den officielle mindehøjtidelighed foregik.
Her deltog særligt inviterede fra bl.a. Det Jødiske Samfund i Danmark og andre officielle personer, bl.a. kultur- og kirkeminister Mette Bock og overrabbiner Jair Melchior. Om aftenen talte statsministeren i synagogen i København.