Ingen dokumentation for tilfældig ny DNA-information

Spørgsmål: Er der virkelig ikke eksempler på ny information i DNA’et, som er opstået ved tilfældig mutation (fejl i koderne)?

Flere af kursusdeltagerne var meget forbavsede over, at både Kristian og jeg hævdede, at evolutionisterne endnu ikke kan dokumentere, at ny DNA-information kan opstå ved tilfældig mutation. Forbavselsen udspringer desværre af den udbredte manipulation, som finder sted, når det handler om undervisning i evolution.

Man får evolution til at se plausibel ud ved at hævde, at tilfældige fejl, som så rigeligt kan dokumenteres, kan resultere i ny information. 150 års ensidig promovering af evolutionsteorien har således fået det til at se ud, som om evolution i princippet kan lade sig gøre.

Deltagerne ved kurset var naturligvis i forvejen evolutionsskeptikere, men de var altså på trods af det stadig overbeviste om, at denne del af evolutionsteorien var velfunderet.

Kristian viste i sit foredrag, hvordan ændringer i organismer i visse tilfælde kan fejlfortolkes som evolution, fx karper, som helt kan ændre facon. Ændringen sker imidlertid så hurtigt, at man kan se, at noget andet end tilfældig mutation er på spil. Karpens DNA indeholder simpelthen allerede informationen til den anden kropsform; det er stoffer i miljøet, som udløser den nye kropsform ved så at sige at tænde for denne information. Der eksisterer en mængde af disse ændringer indenfor en art, som kan ligne evolution, men fælles for dem er, at ændringerne er produceret af allerede eksisterende information.

Hunderacer som bevis?

Evolutionsteoriens største bannerfører, Richard Dawkins, bruger flittigt hunderacer som bevis for evolution. I sin bog ”The Greatest Show on Earth”, siger Dawkins, at hvis vi ser på de mange hunderacer, som er frembragt på nogle få hundrede år, er det ikke svært at forstå, hvad evolutionen kan frembringe af forskellighed på hundrede millioner år.

At Dawkins bruger hunden som eksempel viser med al tydelighed, at evolutionsteorien opererer på et meget tyndt grundlag, da alle hunde netop har opnået forskellighed ved defekte gener. Hunde er altså ikke bevis på evolution, men det stik modsatte. Når Dawkins bruger argumentet i en ret ny bog, viser det, at der ikke er bedre eksempler at trække frem. Havde der eksisteret bedre eksempler på mikroevolution, havde han naturligvis brugt dem i stedet for det åbenlyst forkerte eksempel med hunden.