Jakobine hjælper grønlændere til tro i København

– Jeg blev frelst i 2002, siger Jakobine Filemonsen.

– Jeg er vokset op i en bygd i den sydlige del af Diskobugten, som hedder Akunnaaq.

Den ligger mellem Aasiaat (Egedesminde) og Qasigiannguit (Christianshåb).

– Vi var dengang troende og kendte kristendommen fra folkekirken, og fra Brødremenigheden fra Hernnhutternes tid.

Ingen fangere og fiskere tog fx ud på fangst eller fiskeri om søndagen.

Ødelagt af danskere

Men så blev det hele radikalt ændret i 70’erne med G-60 planen. Mange danske håndværkere kom til Grønland for at modernisere Grønland. Og de kom med deres danske livsstil, med megen druk i weekender. Og desværre var der mange grønlændere, der tog den livvstil på sig.
G-60 planen gik ud på at grønlænderne skulle ”fordanskes”.

De skulle have samme velstands-niveau som danskerne i Danmark. Derfor blev befolkningsgrupper mere eller mindre tvangsflyttet til de større byer, hvor de blev genhuset i moderne betonbyggeri.

Desuden kom mange på skole i Danmark langt fra deres forældre og hjem.

Men det, der var ment godt, skabte store sociale problemer for det grønlandske samfund. Mange grønlændere, der var opvokset i små bygder i samspil med naturen, kunne ikke trives i det moderne og materialistiske samfund. Mange fik uoverskuelige sociale problemer og blev henfaldne til alkoholmisbrug.

Flyttede til København

Jakobine flyttede også til Danmark. Hun har sammenlagt boet i Danmark omkring 27 år. Sidst var hun hjemme i Grønland fra 1998-2002.

– I november 2001 mærkede jeg en indre stemme fortælle mig, at jeg skulle tilbage til Danmark.

Jeg tog tilbage, og den 17. september 2002 blev jeg frelst, fortæller hun.

– Jeg tog derefter på bibelskole i Mariager, og her profeterede en af lærerne, Anders Ova, at jeg skulle ”øse fra frelsens kilder til frelse og helbredelse for mit folk”.

Dét, han profeterede, havde jeg drømt, da jeg var 12 år gammel, jeg vidste, at det var sandt.
Anders Ova er for min tjeneste, som Elias var for Elisas tjeneste.

Derfor evangeliserer jeg blandt grønlændere i København og for patienter, der kommer fra Grønland.

Jeg er ansat i Københavns Kommune, i Kultur- og Fritidsforvaltningen, HR, Strategi & Økonomi, jeg er stedfortræder for chefsekretæren.

Ledte 15 til Jesus

– Jeg taler og beder med mange, som er til behandling på Rigshospitalet og bor på Det grønlandske Patienthjem på Østerbro.

I 2017 ledte jeg 15 grønlændere til frelse og helbredelse, fortæller Jakobine i al ydmyghed.

Om tirsdagen tager jeg tidligt på arbejde og holder tidligt fri, så jeg kan være med til grønlandsk middag i Grønlændernes Hus, Løvstræde 6. Her kan vi få fisk og andre madvarer fra Grønland. Så her er vi mange, der mødes.

I starten var det op ad bakke at tale med mine landsmænd om troen på Jesus. Men den 12. juli var der gennembrud, som ændrede situationen. Allerede nu har jeg bedt 11 herboende grønlændere til frelse og 5 patienter, og desuden 1 dansker.

Rykker kræft op med rode

Jakobine fortæller, at når Herren viser hende en person, hun skal kontakte, så beder hun altid om et skriftord, som hun skal stå på, når hun skal bede for den person, Herren har vist hende.

– I 2007 var jeg på vej til patienthjemmet for at bede for en cancer-patient. Da begyndte Helligånden at tale til mig, han fortalte mig, at når jeg skal bede for cancer-patienter, så skal jeg bruge Jesu egne ord, der står skrevet i Mattæus evangeliet 15:13 ”Enhver plante, som min himmelske fader ikke har plantet, skal rykkes op med rode”.

Derfor grunder jeg mine bønner for cancer-patienter på det skriftord.

Adlyde Herrens befalinger

Når Jakobine oplever så mange helbredelser, ved hun, at det alene hænger sammen med, at hun adlyder Herren.

Sådan var det også i hendes hjembygd på Grønland – før danskerne kom og indførte den moderne verden med alle dens fristelser og tvivl.

Da jeg selv begyndte at studere Bibelen og var nået til Apostelenes Gerninger, kunne jeg genkende meget fra min hjembygd. Man troede på Bibelen og gjorde, som der stod.

En bro til Grønland

– Mens jeg var på Bibelskole, talte Herren til mig om, at han vil bygge en bro mellem mig og Det grønlandske Folk.

Da jeg hørte det, tænkte jeg, at det var umuligt at bygge en bro mellem Danmark og Grønland. Men da jeg begyndte at bede for grønlandske patienter, forstod jeg, at det skal forstås åndeligt. For jeg har bedt for grønlændere fra bygder og fra alle byer på kysten, lige fra Qaanaaq/Thule til Østgrønland. Når Herren sender mig tilbage til Grønland, så er jeg allerede kendt på hele Grønlands kyst. Tak og Amen Gud til ære! slutter Jakobine.