Som et strejf af en dråbe
I forbindelse med Kim Larsens død har mange sagt, at han var ”lydsporet” til deres ungdom. Sådan har jeg det også selv.
Da jeg var teenager i halvfjerdserne, var det hver søndag aften Kim Larsens stemme, jeg havde i øret, lige før jeg faldt i søvn. Når ungdomsradioen P4 i P1 – eller Tværs – henad 23-tiden lukkede og slukkede, var det med Gasolins korteste sang overhovedet.
Som et strejf af en dråbe
Fik vi lov til at håbe
På de ting som skal komme
Før end tiden er omme.
Når man er 13-14 år og søndag efter søndag lægger sig til at sove til de nænsomme toner og de finurlige sætninger, gør det noget ved én. For mig åbnede det sproget op og gav mig lyst til mere. Som et strejf af en dråbe – smukt!
Op gennem halvfjerdserne købte jeg alle Gasolins plader og Larsens soloalbum, Værsgo. Jeg kan stadig huske, at jeg stod i kø foran Fona, da den legendariske Gas 5 udkom i 1975 (den med Kvinde Min og Rabalderstræde), og jeg genkalder mig stadig følelsen af at gå hjem med vinylpladen og forsigtigt trække den ud af papcoveret og så ud af den beskyttende plasticlomme og andægtigt lægge skiven på pladespilleren. Et magisk øjeblik.
Der var selvfølgelig musikken. Lige fra den upolerede rock til de stille ballader. Men teksterne var helt anderledes end de gængse rocktekster i halvfjerdserne, der ofte var politiske og tit dræbende kedsommelige. Eller bare banale. Kim Larsen skrev tekster, der skabte billeder i vores hoveder, om det så var om skæve typer på Christianshavn, eller han bare satte ord på vores drømme og længsler og gav én lyst til at komme deruda’.
Der var på en mærkelig, udefinerbar måde ”ånd” i foretagendet. I interviews kaldte Kim Larsen det selv Helligånden, der rørte ham, når han om natten sad og komponerede nye sange, og inspirationen kom til ham. Om han var kristen i egentlig forstand, må stå hen i det uvisse, for Kim Larsen var et uhyre privat menneske, som ingen skulle komme og sætte i bås. Men teksterne indeholder tit referencer til dét, der er større end os, en spirituel afsøgning af livet og af det himmelske.
Da Gasolin i 1979 indspillede en rockversion af Ingemanns salme ”Dejlig er jorden”, skete det i en tid, hvor det ikke var særlig progressivt i rockmusikken at sætte Gud på vinyl. Men i Kim Larsens mund lød det helt naturligt. Det samme, da han senere som solist indspillede en stribe kendte julesalmer på albummet ”Sange fra glemmebogen – jul og nytår”, intenst, levende og med respekt for de gamle salmedigtere.
Nåden blev noget af det sidste, som Larsen skrev om. På sidste års album Øst for Vesterled blev nåden på den særlige larsenske måde beskrevet i sangen ”Den lige vej”. Om at være et Guds problembarn, som har brug for nåden, og dermed taler han sådan set på vegne af os allesammen:
Når mit regnskab det ska’ gøres op,
så tror jeg nok Vor Herre får en prop
For jeg har syndet, så det stod i stænger,
men det vil jeg ikke længere
Jeg er ikke en af de flinke,
det tør jeg sige uden at blinke
Der er sikkert flere minusser end plusser,
plus det løse, som ingen husker.
Så vis mig nåde og miskundhed
Der var momenter af kærlighed
Og øjeblikke, hvor mit mismod ikke
tyngede mig ned
Og jeg gik den lige vej op
Op til himlen, op til dig
Men for det meste var det ligesom om
Det gik den anden vej.
God søndag!
