’Biskop bør undskylde og tage et lederkursus’
Sagen med Haderslev Stifts biskop, som offentligt har kritiseret en sognepræst for hans syn på ”evolutionslæren”, får sindene i kog.
De 44 teologer med Jesper Bacher og Henrik Højlund i spidsen skrev i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad den 3. november, at det kommer bag på dem, at evolutionslæren har status af kirkelære, og Darwin er apostel for biskop Marianne Christiansen.
Teologerne undrer sig over, at biskoppen misbruger sin magt ved offentligt at opfordre sognepræst Mads Jakob Jakobsen til at tage en ”teologisk efteruddannelse/ genopdragelse”, for der er jo netop ikke tale om ”den mindste anfægtelse af folkekirkens bekendelsesgrundlag”.
Det er en betænkelig og fattig magtdemonstration, mener de 44 teologer. ”Tilsyn er noget andet end snæversyn,” slutter de 44 medunderskrivere: Jesper Bacher, Henrik Højlund, Bjarne Hougaard, Lars Morthorst Christiansen, Thomas A. Uth, Morten Mouritzen, Søren Tolstrup Christensen, Morten Vibert, Michael Lerche Nygaard, Jan Mortensen, Frederik Berggren Smidt, Peter W. Bertelsen, Hans-Ole Bækgaard, Flemming Mose Lauridsen, Finn Aa. Rønne, Karsten Christensen, Peder-Henning Rugager Søderstjerna, Børge Haahr Andersen, Flemming Baatz Kristensen, Orla Villekjær, Jørgen Sejergaard, Steen Frøjk Søvndal, Henrik Laursen, Roar Steffensen, Filip Torp Kildeholm, Claus Henry Olsen, Stefan K. Søndergaard, Niels Jørn Fogh, Jakob Legarth, Keld Skovgaard, Johannes B. Glenthøj, Johnny Søndberg-Madsen, Uffe Kronborg, Agnete Raahauge, Anders Raahauge, Elisabeth Krarup Jensen, Robert Landeværn Ryholt, Merete Møllmann Bøye, Claus Thomas Mynster Nielsen, Katrine Winkel Holm, Morten Brøgger, Anders Møberg, Nana Hauge og Thomas Østergaard Aallmann.
’Rystende læsning’
Advokat (H) Allan Ohms fra Roskilde erklærer sig rystet over sagen. I et debatindlæg i Kristeligt Dagblad med overskriften ”Når en biskop gør folkekirken til grin” undrer han sig over, at ”… en chef – her en biskop – i fuld offentlighed og på et grundlag tyndere end papir irettesætter en medarbejder (en sognepræst)…”
Det er hamrende pinligt, storhedsvanvid og et ledelsesmæssigt svigt, mener adokaten, som opfordrer biskoppen til at tilmelde sig en lederuddannelse.
Den mail, biskoppen sendte til sognepræsten ”bærer præg af uskøn sagshåndtering, der tenderer magtmisbrug,” vurderer også retsteolog ph.d. Kristine Garde.
’Ikke en skriftlig irettesættelse’
Udfordringen skrev i sidste uge, at biskop Marianne Christiansen havde givet sognepræsten en skriftlig irettesættelse. Det var dog ikke tilfældet, oplyser biskoppen i en mail til redaktionen.
Biskoppen har i ugens løb skrevet flere indlæg i debatten og blandt andet understreget, at hun frygter, at der skabes et skræmmebillede af ”videnskabelig indsigt”, hvis denne kobles sammen med etisk forfald.
Sognepræst Mads Jakob Jakobsen understreger, at han i sit kirkeblad har skrevet om ”evolutionslærens” negative etiske og teologiske konsekvenser.