Fire skridt til at hindre et vredesudbrud
Sidste uge skrev vi om, hvordan man kan undgå, at vrede ødelægger ens relationer. Vi havde egentlig en ekstra ting, vi gerne ville sige om det, men kunne ikke finde pladsen. Derfor vil vi i denne uge gerne beskrive et redskab, der er meget virkningsfuldt i forhold til at hindre et vredesudbrud.
Når vi taler om vrede, er det vigtigt at forstå, at der er to former for vrede. Der er en ødelæggende vrede, og der er en sund vrede.
Den sunde vrede hjælper os til at passe på os selv og sætte grænser. Dette skal gøres på en respektfuld måde, så vi ikke sårer andre.
Den ødelæggende vrede skader andre. Efeserbrevet kapitel 4 vers 26 beskriver forskellen. Der står, at vi godt må blive vrede, hvis vreden ikke er skadelig: ”Bliv blot vrede, men synd ikke.” Det vil sige, at det er synden, som kommer af vreden, der er ødelæggende, ikke vreden i sig selv.
Hvordan kan vi så forhindre, at vreden bliver ødelæggende i relationer med andre mennesker? Vi vil her give fire konkrete skridt til at hindre et vredesudbrud. Disse punkter er bygget op om bogstaverne, der udgør ordet stop:
1. Stop:
Det første skridt er, at du siger stop til dig selv. Det kan du gøre højt eller inden i dig selv. Derved får du skabt en markering, der bremser den uhensigtsmæssige adfærd.
2. Træk vejret dybt:
Det andet skridt er at tage en dyb ind- og udånding, gerne flere gange, for på den måde at signalere til hjernen, at der er ro på og tid til at trække vejret.
Herved vindes også noget tid til at få tænkt sig om, og der skabes ro til at tænke og reagere mere rationelt.
3. Opdag hvad der sker:
Her i tredje skridt opdager du, hvad der sker, ved at stille et spørgsmål. Når du stiller et spørgsmål kommer du i en indlæringstilstand (så du lytter til svaret) i modsætning til en angrebstilstand (hvor du i vrede ønsker at svare tilbage). Spørg fx, hvorfor den anden gjorde det, der gør dig vred.
4. Positive tanker:
Det fjerde skridt er, at du tænker positivt om den anden. Fx at vedkommende ikke har til hensigt at skade eller såre dig; at denne egentlig vil dig det bedste, men måske har en svaghed, der kom til udtryk. Eller at han/hun har måske selv haft det dårligt/været stresset el.lign.
Disse fire skridt er et redskab, du kan tage med dig og øve dig i at bruge, så du undgår, at det går ud over andre, hvis du bliver vred.
Helt konkret kan du skrive de fire skridt på et lille kort og have i lommen, så du husker dem.
Med venlig hilsen
Jørn og Karin