Jeg mangler venner…

(Læsetid: 4 minutter)
En sand ven fordobler din glæde og halverer din sorg.
Rigtige venner er hos dig i medgang og i modgang… og de løfter dig op i begge tilfælde. Nogle gange går det godt, og du er ovenpå, og der sker ting i dit liv, som du begejstres og glædes over. Da er det vigtigt at have venner, der ikke trækker dig ned og forsøger at mindske din glæde, men i stedet virkelig glæder sig med dig, så din glæde bliver endnu større. Når du oplever sorg, og livet er svært, er det vigtigt, at dine venner ikke holder afstand til dig, men tværtimod holder sig nær, så du oplever, at de bærer sorgen med dig. Har du den slags venner, så fortæl dem, hvor meget de betyder for dig. Har du ikke sådanne venner, så søg med lys og lygte for at finde dem. Ved du ikke rigtig hvordan, så bed Gud hjælpe dig – det vil Han. Sådanne venner findes også til dig.

Kære Præsten og Psykologen
Jeg er meget ensom. Jeg synes, at det er svært at få venner – også i kirken. Jeg er midt i 50’erne og blev skilt for nogle år siden.

Det gjorde også, at jeg mistede en stor del af mit netværk, fordi det var knyttet til min mand, der var meget udadvendt. Jeg synes, at mange mennesker i dag er ligeglade med andre. De hilser måske lidt, men de er ikke interesseret i dybere kontakt.

Jeg ved godt, at jeg er ret indadvendt, men derfor kan det vel ikke være meningen, at man ikke skal have venner? Jeg kan ikke bare lige ændre på mig selv.

Hvad skal jeg gøre?

Den ensomme

Kære ensomme
Vi er kede af at høre, at du er ensom. Mange mennesker oplever dette i dag, men det gavner på sin vis ikke dig at høre det… og dog, måske kan det alligevel bruges til noget.

Jeg (Jørn) vil gerne fortælle dig en lille historie, der måske kan hjælpe dig til et andet perspektiv.

Da jeg var teenager, kom jeg i en kirke, hvor der var en del unge. Til vores aftenmøder gik flere af ”de populære” unge ud med hinanden efter mødet. Jeg ville egentlig gerne være med dem, men jeg stod ofte tilbage, og det endte med, at jeg bare selv gik hjem. Ikke at jeg var meget ked af det, for jeg levede tæt på Gud, og jeg var næsten altid fyldt med glæde og Guds Ånd, når jeg gik hjem fra møderne. Men jeg ville rigtig gerne have fællesskab med andre unge kristne.

En dag opdagede jeg, at jeg ikke var den eneste, der ikke gik med andre hjem. Der stod altid nogle unge tilbage, som ligeså stille gik, én efter én. Jeg boede på et værelse i forbindelse med kirken på det tidspunkt, så jeg tænkte: ”Måske skulle jeg invitere nogle af de unge op til mig efter vores søndags aftenmøde”? Som sagt så gjort. Da der kun var en 5-6 unge tilbage efter mødet, inviterede jeg dem op på mit værelse.

Det gentog jeg søndag efter søndag. Så kunne jeg efterhånden godt se, at de mere stille og ”ikke så populære” blev hængende efter kirketid, for de vidste godt, at hvis de bare blev tilbage indtil sidst, ville Jørn invitere dem op; og det gjorde jeg. Efter lidt over et halvt år kom min præst hen til mig og fortalte, at kirken stod og manglede en ny ungdomsleder, og om ikke det var noget for mig.

Pludselig… eller over lidt tid, var jeg blevet centrum for de unge, og jeg var den, de så hen til; mig, den generte, der ikke turde tage kontakt til andre.

Ja, du ved nok godt, hvor vi vil hen med den historie. Der er mange mennesker, der føler sig ensomme i dag, dejlige mennesker, venlige mennesker, også mennesker der er sjove at være sammen med.

Måske skulle du overveje at tage den tilgang, at du en tid lægger din egen følelse af ensomhed lidt til side og spørger dig selv (og Gud), hvem der måske har brug for, at du er noget for dem. Nu kommer du i en kirke.

Prøv fx dér at bemærke hvem, der måske ikke har nogen at være sammen med, som du kunne invitere hjem eller gøre noget andet for.

Måske kan du finde en at være en ven for og herigennem selv finde en ven?
Med venlig hilsen
Jørn og Karin

Læs også