”Som det gik i Noas dage, vil det gå ved Menneskesønnens komme.”

Ingen dømmes ude, fordi deres synd er værre end andres; men fordi de er selvoptagede og ikke har tid til Gud.

(Læsetid: 6 minutter)
Jesus nævner to dramatiske historiske begivenheder som en advarsel til os: Syndfloden, som ingen ville tro på, og dommen over Sodoma og Gomorra, hvor Lots hustru ikke kunne slippe byen og blev til en saltstøtte.

De sidste tider nærmer sig. Det ser vi bl.a. af det, der sker lige for vore øjne. Det største tegn er, at Gud, efter 2000 års landflygtighed, atter samler jøderne i deres eget land.

Derfor er det betydningsfuldt at beskæftige sig med opfyldelsen af skriftens profetier, for der er lovet os et 1000-årigt fredsrige på jorden, med Jerusalem som verdenshovedstad, og herfra skal der udgå retfærdighed og fred til alle verdens nationer.

Det rige kommer snart.

Med hensyn til de sidste tider, så er det vigtigt at skelne mellem, hvad Skriften siger til det jødiske folk, og hvad der bliver sagt til den kristne menighed.

Det, som siges til jøderne, finder vi særligt i de synoptiske evangelier (Mattæus, Markus, Lukas).

Det, som siges til menigheden, finder vi særligt i brevene, selv om der også her er enkelte udsagn, der gælder det jødiske folk.

Har vi ikke denne to-deling for øje i forståelsen af Ny Testamente, efterlades vi med mange uafklarede spørgsmål.

Et indre åndeligt rige

I Lukas 17,20-33 stiller farisæerne Jesus dette spørgsmål: ”Hvornår kommer Guds rige?”
Om de er oprigtige, eller det er en fælde eller skjult kritik, er lidt usikkert.

Jøderne ventede nemlig på Messias, og i deres forståelse skulle Messias samle folket og med våbenmagt befri Israel fra den romerske besættelsesmagt og genoprette riget for Israel. Men Jesus passede ikke ind i det billede, derfor var man mistroisk og forfulgte ham.

Det svar, som Jesus giver, viser os, at Riget ikke først og fremmest er et land, som man finder på landkortet.

Riget er et ”indre åndeligt rige” med sine åndelige love, hvor det er de åndelige principper, der tæller. ”Indre” i den græske tekst kan også betyde ”iblandt”; det sidst nævnte er nok den mest korrekte oversættelse.

Den peger hen på Jesus Kristus som person. Det er i ham, at Gudsriget findes. Han er vejen, sandheden og livet. Med sit virke rundt i hele Israel præsenterede han Gudsriget for dem.

Han helbreder alle syge for at vise, at i riget, som kommer, er der ingen sygdom eller død.

Han uddriver dæmonerne og de onde ånder og sætter mennesker fri for at vise dem, at han har besejret alt det onde.

To gange, kun med nogle få brød og et par småfisk, bespiser han tusindvis af mennesker for at vise dem et rige uden tørke og sultproblemer.

Han byder over søen og stormen, at de skal lægge sig og være stille, for at vise dem, at han er herre over naturens kræfter, over klodens CO2-problemer og al forurening. Messias stod midt iblandt dem, i Jesu Kristi person, og tilbød dem at oprette riget; men de vil ikke kendes ved ham.

Med lynets hast

Farisæerne forlader ham og vil ikke høre mere. Jesus henvender sig nu til sine disciple og fortæller, at der kommer onde tider med meget forvirring forud for hans andet komme.

Men hans andet komme bliver synligt for alle, uanset hvor man befinder sig på jorden. Hans herlighed vil gennemtrænge alt, og så bruger han et stærkt billede på, hvordan det bliver ”som lynet lyser fra den ene ende af himlen til den anden, sådan skal Menneskesønnen vise sig på sin dag.” Det vil sige hurtigt og meget overraskende.

Før Messias kan herliggøres, må der gå noget forud – Jesus er nu tilbage i sin egen nutid – ”Først skal han lide meget og forkastes af denne slægt.”

En vældig kontrast til det, som lige er beskrevet, om himmelsk herlighed og majestætisk kraft.

For vejen til den herlighed, Jesus taler om, var lidelse, forkastelse og død. Han skulle bære verdens synd, så at enhver, der vil tro på ham, ikke skal fortabes. Han fornedrede sig så fuldstændigt og bar syndens straf for os alle. Derfor har Gud ophøjet ham og givet ham navnet over alle navne.

To dramatiske historiske hændelser

Så hentes to meget gamle beretninger frem fra historien, som skal fortælle noget om advarsel og dom, hvis vi ikke tager advarslen alvorlig.

Den første er i Noas dage, hvor de blev advaret mod, at der ville komme en vældig vandflod, som ville rive dem alle bort.

Beretningen bliver hentet frem for at fortælle, hvordan verden vil reagere på den dag, som kaldes Menneskesønnens dag, når kaldet går ud til os alle med budskab om at omvende os og tro på Jesus Kristus. For denne dag vil blive både til frelse og dom. Dengang brød de sig ikke om advarslen, men levede videre på samme måde som før. Det, de foretog sig, var ikke galt i sig selv, men hvis man kun tænker på at spise, drikke og nyde livet, så bliver selv det, som ellers er godt nok, bare helt galt. Det bliver til synd og overfladiskhed.

Den næste historie forstærker den første. Tilstanden på Lots tid var lige som i Noas dage. Hverken Noa eller Lot var fuldkomne mennesker; men de forstod at lade sig advare mod en katastrofe, som nærmede sig, og de tog det alvorligt og handlede på advarslen.

Budskabet om Kristus’ forsoning er noget, man skal åbne sig for og tage imod. Gud sendte sin søn til verden, for at enhver som vil tro på ham ikke skal fortabes, men have et evigt liv.

De talte for døve ører

Begge disse mænd, Noa og Lot, bliver nævnt som retfærdighedens forkyndere (1. Pet. 3,20); men deres forkyndelse var på den tid for døve ører. Den var forgæves, og dommen kom.
I det første tilfælde var det en vandflod, som næsten udslettede hele menneskeheden.
I andet tilfælde var det ved ild, som udslettede en hel by.

Jesus’ forudsigelse er en advarsel, rettet til hele verden, når det gælder hans andet komme. Ingen dømmes ude, fordi deres synd er værre end andres, men fordi de er selvoptagede og ikke har tid til Gud.

Lots hustru var så tæt på udfrielse, som man kan komme; men hun oplevede den ikke. Hun blev ført ud af byen og var på vej mod redning og udfrielse; men hun omkom sammen med dem, som døde inde i byen. Hun så sig tilbage.

Det var ikke hendes øjne, det var galt med, men hendes hjerte. Hun kom nok ud af Sodoma; men Sodoma kom ikke ud af hende. Hun ville ikke miste sit liv i Sodoma. Lot derimod var rede til at miste sit liv i Sodoma, og derved vandt han livet.

Læs også