Karsten Pultz går fejl af min klumme
Brian Duus Nørgaard, folkeskolelærer
7400 Herning
Tak til Karsten Pultz for kommenteringen af min klumme med overskriften ”Kan tro og videnskab spille sammen?”
I min optik går Karsten Pultz fejl af min klummes intention og budskab.
Fx er Karsten Pultz i tvivl om, hvad jeg mener, når jeg bruger ordet videnskab.
Her undrer jeg mig. For klummen er jo ikke tænkt som en begrebsafklaring, hvor min hensigt er at definere og forklare ordet videnskab.
Derimod nævner jeg tre konkrete naturvidenskabelige antagelser om alderen på jorden, mennesket og dinosaurerne. Disse eksempler fra videnskaben ser jeg som brikker. Sammen med brikker fra min kristne tro danner de et puslespil, som udgør mit verdensbillede.
Hurtigt i sin kommentering stiller Karsten Pultz skarpt på emnet om materialistisk filosofi. Og han siger, at videnskaber, der bygger på denne filosofi, ikke er forenelig med den kristne tro. Her er jeg enig med Karsten Pultz. Materialistisk filosofi anerkender nemlig ikke eksistensen af en Gud.
Men igen undrer jeg mig. For i min klumme fremgår går det, at jeg tror på, at Gud er til. Og at jeg i Bibelen finder svar på mine eksistentielle spørgsmål. Derfor er det underforstået, at når jeg taler om videnskab, så har jeg allerede på forhånd afskåret den materialistiske filosofi ift. at kunne bidrage med brikker til mit verdensbillede.
Set med mine klummebriller kunne det have være interessant og relevant, hvis Karsten Pultz havde kommenteret min klummes eksempler, præmisser og argumenter.
Fx når jeg udtrykker, at min tro på Gud godt kan gå hånd i hånd med en videnskabelig antagelse om, at jorden er 4,54 milliarder år gammel. Hvad kunne Karsten Pultz så mene om sådan en betragtning? For en udbredt opfattelse blandt nogle kristne er, at jorden kun er omkring 6000 år gammel.
Det blev ytringerne om materialistisk filosofi, der satte dagsordenen for Karsten Pultz kommentarer.
Desværre kan jeg ikke se en sammenhæng mellem disse kommentarer og de refleksioner, jeg har udtrykt i min klumme.