Ny bog af Vlado – med kristent aftryk

”Bag enhver handling er der nemlig altid et menneske, og det gør jeg mig umage for at huske på, når jeg står derude på landevejen med bødeblokken i hånden” s.236

Kan man fascineres af tv-udsendelser, hvor politiet jagter fartbøller, spritbilister eller andre galninge, som kører vanvidskørsel, ja så er der nok en bog, der kunne være værd at læse.
Vlado Lentz har i samarbejde med Preben Lund skrevet en bog om sine erfaringer fra færdselspolitiet.

Vilde udflugter

Bogen indeholder en række skræmmende fortællinger om folk, der kører 200 km/t på en landevej eller kører med en alkoholprocent i blodet, som er så høj, at de slet ikke burde være i stand til at bevæge sig, og helt sikkert ikke kan føre en bil uden at være til fare for sig selv og alle andre, de kommer i nærheden af.

Vlado fortæller om de tanker, han gør sig, når han støder på dårlige undskyldninger, som fx ”Jeg bor lige i nærheden…” eller ”der er mange andre, som kører lidt for stærkt” osv. Ikke overraskende har den garvede færdselsbetjent ikke så meget til overs for de mere eller mindre kreative udflugter, der serveres af borgere, som gerne vil undgå en dyr hilsen i e-boksen eller et skæbnesvangert klip i det gennemhullede kørekort.

Betjent med stort B

Vlado er ikke bleg for at diskutere fartgrænser og indrømmer gerne, at ubetydelige overskridelser ikke giver mening at skride ind overfor. Til gengæld er han tydelig i opbakningen til kollegaen, som kørte for stærkt, fordi han skulle tjekke, om en bilist havde sele på, og til kollegaen, som tog fat i kraven på en knallertkører, som ikke havde tænkt sig at stoppe.

Betjente skal ikke dække over hinanden, men der skal være mere plads til menneskelige skøn, mener betjenten.

Der er sikkert dem, der vil mene, at han er lidt for firkantet og tydeligvis fordomsfuld – både når det kommer til lovbrydere og lovudøvere (blot med omvendte fortegn) – men når man har set meningsløse dødsfald, som konsekvens af lovbrud og manglende respekt for andre sikkerhed, er det vel forståeligt, at grænserne bliver stærkt markerede.

Da Vlado fra ‘Politijagt’ så Jesus

Kristen i sidste kapitel

Bogens sidste kapitel er dedikeret til troen.

Vlado fortæller her om sin personlige vej til den kristne tro. Gennem hustruen blev han introduceret til troen og frikirken Impact Church i Roskilde.

De sidste 5½ side af bogen, bliver derfor også de mest interessante for Udfordringens læsere. Meget kort fortæller Vlado, hvad troen betyder for ham, og hvorfor danskerne har brug for at genopdage den kristne tro.

Han fortæller også, hvad det betyder for hans syn på de mennesker, han møder på arbejdet. Det handler om respekt for mennesket, men ikke for lovløse handlinger.

Slutreplikken fortjener at stå tilbage, for kendiseffekt kan enten bruges for egen hæders skyld, eller til at pege hen på noget endnu større:

”Som Kristen har jeg en længsel efter, at folk lærer Jesus at kende, Han er ikke et juleeventyr, men Guds søn, og hos Ham kan man finde en kærlighed og fred, som langt overgår det, verden kan give os.” s.236

Vlado
af Vlado Kobas Lentz og Preben Lund
Hæftet, 2018
201,95 kr.
Forlag Nyt DPIF

Bogen kan købes hos Hosianna.dk