Richard måtte flygte fra Danmark

Det er nu 75 år siden, at danske borgere med jødisk baggrund måtte flygte for deres liv – fra Danmark.

(Læsetid: 7 minutter)
Journalisten Richard Oestermann og Iris på Vesterbrogade i København en dejlig sommerdag i august 2009.

”Du og din familie må omgående forlade jeres hjem og søge tilflugt. Ellers er I dødsens.”

Den besked fik Richard Oestermann på gaden i København den 26. september 1943 – på kong Christian X’s fødselsdag.

Det var vennen Pedro Biker, der advarede om, at nazisterne en af de næste dage ville indfange de danske jøder ved en razzia – og sende dem i kz-udryddelseslejre.

Pedro Biker var en kendt jazz-trommeslager og radiomand. Han var med i modstandbevægelsen.
Efter advarslen skyndte Richard og to søstre sig sammen med moderen til Østerport Station. De tog toget til Holte, hvor de nogle måneder forinden havde lejet et sommerhus. Men nu blev de afvist af udlejeren.

– Husets ejer og hans kone bortviste os af frygt for, hvad der ville overgå dem, hvis de skjulte jøder, huskede Richard, da jeg mødte ham i København mange år efter.

Tyske soldater i toget

Desperate tog familien tilbage til Humlebæk. I toget var der mange tyske soldater, men de bemærkede heldigvis ikke den flygtende familie.

– Vi havde ingen bagage med og så derfor ikke ud, som om vi var på flugt. Jeg havde tre skjorter på. Det var alt mit gods.

I Humlebæk blev familien heldigvis varmt modtaget af en anden sommerhusejer. Moderen og søsteren Lilian slog sig ned her, mens Richard og søsteren Margot fortsatte med toget til Snekkersten. Her fik de lov at bo hos en fælles ven, Eyvind. Han var kun 19 år og medlem af modstandsbevægelsen. Hans far havde et stort hus, hvor 20-30 flygtende jøder overnattede på gulvet på madrasser eller puder natten til den 1. oktober 1943.

Angsten for Gestapo

Richard husker angsten for at blive opdaget af Gestapo, mens de ventede. Det ville være svært at flygte, hvis tyskerne kom med hunde.

– Vi levede fra time til time. Det var planlagt, at vi skulle med en båd fra Gilleleje til Sverige, men hvis vi havde brugt den flugtrute, var vi nok blevet taget af tyskerne. 80 jøder blev angivet af en dansk nazist og arresteret på kirkeloftet over Gilleleje Kirke og alle deporteret til Tyskland.

Vi undgik den skæbne, fordi Eyvind havde fundet en anden flugtforbindelse.

1000 kr. for en billet til friheden

Den hemmelige overfart til Sverige kostede 1.000 kr. pr. person, en månedsløn. Så mange penge havde moderen ikke. Men et familiemedlem betalte de 4.000 kr.

– Vi vidste også, at ingen flygtning uden penge blev ladt tilbage i Danmark. Danskere stod last og brast med deres jødiske medborgere, siger Richard – trods de svigt, han oplevede. Fiskerne risikerede deres liv ved at smugle jøder til Sverige.

– Vi flygtede til Sverige samme nat, som den tyske razzia mod jøderne begyndte. Eyvind, min søster Margot og jeg kørte på cykel gennem skovene nogle kilometer fra kysten for at samle min mor og Lilian op til overfarten. Vi kørte uden lygter i aftenmørket. Vi kendte alle skovstierne og nåede helskindet frem – fem personer på tre cykler.

Vi efterlod to cykler hos ægteparret i Humlebæk og fortsatte gennem Lave Skov mod Nivåbugten. Min mor led af en hjertesygdom. Men den nat var hun i god form.

Skrig fra land…

– Da vi nåede frem til Strandvejen, så vi Gestapos biler køre forbi på jagt efter jøder. Vi gik hurtigt over vejen og ud ad landtangen, hvor en fisker Andersen skulle hente os med sin båd kl. 22.

Det var en kold og tåget oktoberaften. Inde fra land kunne vi nu og da høre skrigene fra jøder, der var blevet fundet af Gestapo på deres skjuleste­der. Vi gøs. Klokken blev 23, og der var ingen båd. Vi frøs i nattekulden og frygtede det værste. Det blev midnat. Så hørte vi en tøffen fra en bådmotor. Andersen dukkede op med sin fiskerbåd og fortøjede den til cementbroen.

”Der ligger en kommunist nede i lasten,” sagde Andersen. ”I skal alle ned i lastrummet – med undtagelse af dig,” sagde han til mig. ”Du skal have en blå fiskertrøje på og være min medhjælper. Vi skal spille tyskerne et puds.”

Fisker Andersen tændte en lygte på masten og satte kursen direkte mod Sverige.

”Det er et led i min plan. Ikke noget fordækt,” sagde han. Det var nat. Himlen var sort og fuld af stjerner. Skyerne var forsvundet. Vi så ingen andre fartøjer. I det fjerne kunne vi skimte lysene fra Sverige. Bag os var der mørklægning.

Tysk patruljebåd

– Men midt ude på Øresund blev vi råbt an af en tysk patruljebåd. Andersen og jeg lod, som om vi halede fisk i net om bord, og råbte højt til hinanden om den gode fangst. Patruljebåden drejede af.

Med tyskerne bag os fortsatte vi til Hven. Omkring 100 meter fra kysten loddede Andersen med en åre, at vandstanden var en meter, og sagde, at her måtte vi af, for han turde ikke lægge ind i svensk havn af frygt for, at hans båd måske ville blive beslaglagt af svenskerne for denne ”illegale” handling. Og han ville tage tilbage til Danmark og hente flere flygtninge.

Men vandet gik mig til halsen. Margots regnfrakke var ved at blive viklet ind i bådens skrue, og der opstod en uventet, farlig situation. Jeg råbte til Andersen, at han skulle standse motoren. Min mor kunne ikke svømme, men mine søstre tog sig af hende.

I dagbrækningen svømmede og vadede vi op mod øens høje skrænter. Jeg mærkede, at jeg skar mig til blods på skarpe klippestykker og glasskår.

To svenske soldater betragtede fra en skrænt den ynkelige lille skare.

”Välkomna till gamla Sverige”, sagde de og græd af bevægelse. Og det gjorde vi også. For vi var blevet frelst fra at blive sendt i nazi-koncentrationslejr.

8.000 jøder reddet

Ca. 8.000 danske jøder undslap på grund af danskeres hjælp. Kun 481 blev taget og ført til Theresienstadt.

Den danske indsats skyldtes ikke mindst, at Danmarks biskopper i september 1943 tilstillede de tyske myndigheder en protestskrivelse, der blev oplæst fra samtlige landets prædikestole:

”Forfølgelse af jøder strider mod den menneskeopfattelse og næstekærlighed, som er en følge af det budskab, Kristi kirke er sat til at forkynde.

En sådan forfølgelse strider mod den retsbevidst­hed, som råder i det danske folk, nedfældet i vor danske kristelige kultur gennem århundreder … Vi vil kæmpe for, at vore jødiske brødre og søstre bevarer den samme frihed, som vi selv sætter højere end livet.”

Så vidste folket, hvad der var deres kristne pligt.

Altid uro

Siden dengang har jøderne ofte været truet, også i deres genoprettede Israel. Som journalist i Jerusalem har Richard Oestermann selv berettet om bl.a. 6-dages krigen i 1967, hvor han sad under et skrivebord og sendte sin radioreportage.

Da Israel blev angrebet af de arabiske naboer på sin største helligdag, Yom Kippur 1973, lagde Richard mærke til, at de unge mænd hastigt forlod synagogen, og han ringede straks til Danmarks Radio og fortalte i en direkte udsendelse, at krigen var brudt ud.

Da Israel angreb det islamistiske Hamas fra magten i Gaza, fordømte alverdens ledere Israel. Men Oestermann bemærkede, at den daværende danske statsminister Anders Fogh, fastholdt, at Israel har ret til at forsvare sig.

Hamas havde i de foregående 9 år sendt 8.000 raketter imod israelske byer.

Glad for Danmark

– Han glæder sig hver gang til at komme til Danmark, fortalte hans kone, Iris, mens vi gik rundt i København.

– Når jeg fra flyet kan begynde at se landet mellem skyerne, nynner jeg sangen: ”Der dukker af disen min fædrene jord”, smilede han rørt.

Oestermann huskede de danske sange fra sin gode skoletid på Østre Borgerdydsskole.

Som journalist for bl.a. Politiken, Stifttidenderne og Kristeligt Dagblad har han talt med mange kendte personer, fx filmstjernen Sophia Loren og forfatteren Karen Blixen.

Da han fik en halv time med USAs daværende præsident Harry Truman, blev han selv spurgt ud om Danmark, men protesterede lidt frækt: – Ikke i min halve time, mr. præsident.

Det samme gentog sig, da han talte med frihedshelten Ben Gurion og udenrigsminister Shamir, som også ville vide mere om Danmark, som havde beskyttet dets jøder imod nazisterne.

– Først ville jeg have mit interview, så kunne de spørge bagefter! sagde Oestermann.

Han skrev næsten daglige artikler indtil det sidste.

Jeg besøgte ham en sidste gang i Jerusalem i 2015. Kun to måneder senere døde han – på sin 89 års fødselsdag.

Læs også