Kristent julemagasin husstandsomdeles i Aulum

Frivillige fra Indre Mission i Aulum uddeler 1.500 eksemplarer af ’24:12’ til alle husstande i den lille vestjyske by.

Det skriver Luthersk Mission. Med det gratis magasin følger en hilsen fra det lokale Indre Missions-fællesskab med ønsket om en glædelig jul og en invitation til et kristendomskursus i kirkens menighedshus.

– Vi søgte Indre Missions missionspulje om penge og fik 20.000 kroner til at købe de fleste magasiner for. Resten har vi selv betalt fra foreningens kasse,” siger formand Leif Mortensen, der har organiseret uddelingen.

Uddelingen er en anledning til at invitere alle interesserede til fællesskab i missionshuset og til et kristendomskursus i Aulum kirke, som frivillige ved kirken står for med hjælp fra folk fra missionshuset.

”Vores største ønske er, at mennesker må møde Jesus,” siger Leif Mortensen. LogosMedia, som er tilknyttet Luthersk Mission og er en del af Forlagsgruppen Lohse, har siden 2008 udgivet Julemagasinet 24:12.