Nåden vil høste hvad den sår (II)

Wagners prædikensamling til 1. tekstrække er af samme kaliber som den foregående.

Tidligere sognepræst Hartvig Wagner har udgivet en prædikensamling ud fra teksterne til 1. tekstrække, dvs. de ulige årstal. Prædikenerne er således aktuelle i det nye kirkeår, som startede 1. søndag i advent.

Hartvig Wagner (88) har tidligere i år udgivet prædikener til alle søndage i kirkeåret ifølge 2. tekstrække.

Ligesom den første prædikensamling er også denne en sand guldgrube. Bogens titel er meget dækkende for indholdet, for ”Nåden vil høste hvad den sår”, som Grundtvig udtrykte det.

Der er virkelig åndelige sandheder at finde i bogen. Her forties det ikke, når prædiketeksterne siger noget, som ifølge vor tids normer – både i samfundet og langt ind i kirkefolkets rækker – er politisk ukorrekt. I prædikenerne tales der fx om fortabelsens mulighed. Og Wagner fastholder, at den kristne tro bygger på historiske kendsgerninger. Bibelens ord er Guds Ord.

I prædikenen til 25. søndag efter Trinitatis, hvor teksten fra Matt. 24 handler om ”Ødelæggelsesn vederstyggelighed”, advarer Wagner mod totalitære despoter, som opkaster sig til herrer over menneskers tro og samvittigheder.

Men han advarer også mod alt andet, som kan tage Guds plads i et menneskes liv: penge, levestandard og sex, hvor Guds bud og ordning sættes til side. Selv et demokratisk folkeflertal – og kirken selv kan blive til en ”Ødelæggelsens vederstyggelighed”, hvis kirkens ledelse og det enkelte medlem ophøjer sig over Guds bud og kræver blind lydighed.

”Hold jer klar af oprøret mod Gud! Sluk for de dårlige, voldsomme og sjofle udsendelser i fjernsynet. Køb ikke de beskidte blade. Tro ikke sexprofeternes propaganda! Pjank ikke med en andens kone eller med kontordamen. Tjen ikke penge på tvivlsomme fiduser! Bliv hellere til grin!”

Men intet menneske kan i sig selv stå imod de gudløse magter. Kun den opstandne frelser kan hjælpe os.

”Der er intet andet at gøre end at flygte til Kristus, Frelseren og Herren. Holde sammen om hans ord og sakramenter i lovsyngende menigheder og derved villigt udsætte sig for verdens spot og hån. Der er og bliver kun det ene håb at klynge sig til, når det kaos bryder løs, som vi hører om i teksten,” skriver Hartvig Wagner.

Ligesom i ”Nåden nr. I” er prædikenerne her både solide og letforståelige med tidløse, bibelske budskaber.

Hartvig Wagner: Nåden vil høste hvad den sår
303 sider • 249,95 kr. • Lohse