USA lover hjælp til ofre for folkemord i Irak og Syrien
Kristne og andre fordrevne minoriteter i Syrien og Irak vil kunne få mere hjælp, efter at præsident Trump den 11. december underskrev resolutionen The Iraq and Syria Genocide Emergency Relief and Accountability Act.
Resolutionen roses af menneskeretsaktivister og religiøse ledere. De forventer, at der nu vil være hjælp at få for de religiøse minoriteter, som forfølges i Irak og Syrien, skriver The Christian Post.
“Vi håber, at dette vil betyde en ny tid med støtte og hjælp til vore hårdt prøvede mindretal og at vi vil se et fokus på sand retfærdighed og ansvarlighed i forhold til det, som er sket,” udtalte den kaldæisk-katolske ærkebiskop Bashar Warda. Hans ærkestift i Erbil har ansvar for at hjælpe tusinder af fordrevne kristne i Kurdistan.
Resolutionen betyder, at USAs regering kan støtte velgørende grupper og NGO’er, som fx. trosbaserede grupper. Regeringen skal ifølge resolutionen gribe ind overfor den humanitære nød i området.
– Jeg sagde til ham: ”Hr. Præsident, vi må implementere denne lov hurtigst muligt og jeg ved, at du kan gøre det, for du er en mand, der får tingene gjort”. Han svarede mig på stedet”: ”Det vil vi,” fortæller ærkebiskop Warda om samrbejdet med Trump.
Resolutionen blev enstemmigt vedtaget, først af Senatet i oktober og derpå – i november – af Repræsentanternes Hus.
Iagttagere oplyser, at antallet af kristne i Irak er faldet fra 1,5 millioner i 2003 til omkring 20.000.