Åndeligt venskab – svaret på kirkens største udfordring

Min svigermor var medlem af folkekirken, men hun sled ikke kirkebænken op i den lokale sognekirke. Hun tænkte sikkert sit, da hendes datter i en alder af 17 år begyndte at komme i en frikirke, men hun accepterede datterens nye åndelige interesse.

Selvom min svigermor aldrig talte meget om tro og Gud, var hun et gudfrygtigt og troende menneske. Hun havde haft en lærer i landsbyskolen på Holstebroegnen, som havde gjort et stort og godt indtryk på hende. Han havde lært sine elever bibelhistorien, så min svigermor kunne sin bibel. Hun repræsenterede en generation af danskere, som havde en privat tro, og som ikke desto mindre var relativt solidt forankret i en kristen etik og et kristent verdensbillede.

Jeg havde min folkeskoletid i 1970’erne. Vi sang morgensang og bad fadervor de første par år. Så blev det afskaffet. Kristendomsundervisningen var ikke meget bevendt, særligt ikke da vi fik en lærer i overbygningen, som var glødende kommunist og hellere ville tale om sildekvoter end Simon Peter (vi kaldte ham Silde-Johnny). Mine klassekammerater fik slet ikke den indføring i det bibelske univers, som min svigermor havde fået i 1940’ernes landsbyskole. Tiden var gennempolitiseret og generelt religionsfjendsk.

I dag søger mange tilbage til vores kristne rødder, men de fleste fra min og de efterfølgende generationer kender ikke de bibelske beretninger, der bærer det kristne verdensbillede. Tilbage er en svævende tro på næstekærlighed og at der er ’mere-mellem-himmel-og-jord’.

I vores tid må man gerne være religiøs, hvis bare man dyrker sin religion i det private rum. At religion er en privatsag, er en typisk nutidig tanke, som mange danskere gentager som et mantra. Religion og tro kan ikke bevises videnskabeligt, og derfor kan man ikke bruge troen som argument for offentlig etik og moral i et modernistisk verdensbillede.

Man skal ikke pådutte andre sin (uvidenskabelige) tro, hvorfor begrebet mission har fået et særdeles dårligt image i nutiden. Troen hører hjemme i det subjektives verden: ”Hvad der er sandt for dig, er ikke nødvendigvis sandt for mig. Så bliv mig fra livet med din tale om en religiøs tro, som er sand for alle!”

Elementer i det nye åndelige klima er en kulturkristen klangbund, en vis fastholdelse af samtidens fjendtlighed over for religion, østlige religioner som livsforbedrende teknikker og et konfliktfyldt forhold til islam og herboende muslimer. I dette klima går danskerne stadig meget lidt i kirke.

Forskellige undersøgelser opgør antallet af kirkegængere til at være mellem 2 % og 4 %, altså mellem 100.000 og 200.000 på en given søndag. Det gør os til et af de folk i verden, der går mindst i kirke.

Hvad var spørgsmålet?

Jeg satte mig for at finde den manglende forbindelse mellem den voksende åndelige interesse i befolkningen og det organiserede kirkelige liv. Det afføder to spørgsmål, hvor det første retter sig mod mennesker uden fast kirkelig kontakt:

Hvad hjælper, og hvad hindrer kristen konversion [omvendelse] og discipelskab blandt danskere, der er vokset op uden en fast relation til et kristent fællesskab?

Det andet retter sig indad mod kirken:

Hvilke indre forandringer er nødvendige, for at evangelisk-karismatiske kirker kan modtage og inkludere nye grupper af interesserede og søgende danskere?

Man kan noget forenklet inddele det kirkelige landskab i Danmark i tre grupper: folkekirken, den katolske kirke og frikirkerne. I runde tal er der godt 2.000 sognekirker, 50 katolske kirker og godt 300 frikirker.

Jeg valgte at lave min undersøgelse i den karismatiske gren af frikirkeligheden, fordi den er min egen kirkefamilie og derfor har min naturlige interesse.

Man kunne med rette spørge, hvorfor jeg kun undersøger frikirker og ikke folkekirken, der med sit medlemstal på 75 % af befolkningen er langt den største kirke her til lands?

Svaret ville være, at frikirkerne af historiske grunde har andre vilkår og en anden rolle i de fleste danskeres bevidsthed end folkekirken (hvis de overhovedet figurerer i bevidstheden). Derfor ville det nemt blive ufokuseret, hvis jeg inddrog lokale folkekirker i undersøgelsen.

Frikirkerne har også et andet forhold mellem medlemskab og kirkegang end folkekirken. En undersøgelse fra 1991 viste, at 26 % af samtlige kirkegængere på en tilfældig søndag sad i en frikirke. Hvis det tal er repræsentativt, vil det betyde, at frikirkerne har lige så mange kirkegængere en tilfældig søndag, som de har medlemmer, hvorimod folkekirken har knap 2 % af sine medlemmer i kirke på en given søndag.

Det er mit håb, at ”Åndeligt venskab” også er relevant uden for frikirkeverdenen, ligesom jeg ofte bliver inspireret og udfordret af, hvad mine kolleger fra folkekirkeligt og katolsk hold spiller ind i debatten.

Fire centrale ord

Jeg valgte at fokusere på fire emner, der for mig at se er helt centrale for at kunne bygge bro mellem folk og kirke, hvoraf det første, konversion og discipelskab, er processen, der begynder, når en person indser sit åndelige behov, uanset hvordan personen måtte beskrive dette. Processen fortsætter, indtil personen beslutter sig for at vende sig til Gud for at tro på evangeliet og efterfølge Jesus.

Omvendelse er et mere mundret dansk ord for det samme. Jeg vælger dog at bruge ordet konversion, da omvendelse i mange kirkefolks bevidsthed beskriver en konkret hændelse (”da jeg tog imod Jesus”) frem for en proces.

Discipelskab er den efterfølgende virkeliggørelse af denne beslutning. Jeg vil også kalde virkeliggørelsen for medvandring for at understrege, at discipelskab er en relationel proces. Disciplen vil gennemleve mange efterfølgende konversioner i sit ønske om at følge efter Jesus, men dette er så en daglig virkeliggørelse af den grundlæggende konversion.

Begge definitioner lægger op til livsprocesser. Disse processer kan naturligvis stoppe. Man kan erkende et åndeligt behov, men aldrig komme til tro på evangeliet, eller man begynder at efterfølge Jesus for senere at foretage valg, der bringer en på større og større afstand af ham.

De tre øvrige emner er senmodernitet, der til en vis grad er brudt sammen som en samlet livstolkning; det efterkristne samfund, hvor kirken er kaldet til at fortælle om den kristne tro, og hvad den betyder for den enkelte troende, og ikke til at kontrollere og tvinge anderledes tænkende; og evangelisk-karismatiske frikirker.

Til det sidste emne vil jeg kort tilføje, at som mangeårig praktiker med en frikirkelig baggrund er det min overbevisning, at frikirkerne bliver nødt til at aflægge unødig historisk bagage for at lære, hvad det vil sige at være et discipelskabende fællesskab.

Jeg hørte engang en kirkeleder sige med passende selvironi: ”Hvis 1970’erne kom igen, så var vi klar.” Spørgsmålet er, om vi er klar i dag? Det vil kræve ændringer i forståelse, vaner og praksis at skabe fællesskaber, der formår at kalde afkristnede, senmoderne danskere ind i konversion og discipelskab. Hvordan ved jeg det? Jo, hvis vi allerede var lykkedes med det, ville kirkelivet i Danmark se anderledes ud.

Vores næste skridt bliver at lytte til dem, som kommer som mere eller mindre interesserede gæster i en kirke. Jeg håber, at du ligesom mig er dybt interesseret i at høre, hvad de har at sige.

---

Uddrag fra bogen ”Åndeligt venskab – svaret på kirkens største udfordring”, ProRex Forlag 2017