Bartenderen blev præst efter en omvej

René Bistrup er vokset op i adventistkirken og betegner sin barndom, ungdom og opvækst som rigtig god.

– Da jeg var 13-15 år, havde vi en præst, som virkelig var i stand til at skabe et godt miljø, hvor fællesskab og det åndelige faldt sammen. Han var en inspirerende og nytænkende præst, fortæller René Bistrup.

– Vi lejede os bl.a. ind på et diskotek, hvor vi lavede kristen stand up og holdt kristne rockkoncerter i et forsøg på at række ud.

Det var en eksperimenterende tid, hvor vi sørgede for, at dørtrinnet ikke var så højt… Vi ville gerne være kirke for andre end os selv. Jeg var dengang med i en fin gruppe med jævnaldrende i kirken, og vi havde et sjovt og positivt fællesskab.

Godt fællesskab

– Jeg gik på en af kirkens privatskoler – med både adventister, andre kristne og børn, som ikke var fra frikirker. Og havde mange gode venner uden for kirken – også til fodbold, badminton og i det klassiske drengekor, jeg var med i, fortæller han.

René Bidstrup boede og gik efter folkeskolen også på et kristent gymnasium i tre år. Det var et godt miljø med lovsang, elevledede bønnemøder og tilbedelse – positivt og uformelt, erindrer han.

Diskotekfan

– I teenageårene, hvor man skal blive herre i sit eget liv og opnå selvstændiggørelse, traf jeg mine egne beslutninger, men ikke som et oprør mod mine forældre.

– Som 19-årig valgte jeg at blive døbt, fortæller præsten.

Det var kort herefter, at livet tog en drejning. I stedet for at tiltrække ikke-kristne fra diskoteksmiljøet til kirken, blev René Bidstrup selv tiltrukket af miljøet:

– I forbindelse med at jeg aftjente værnepligt, endte jeg med at bruge mindre tid med venner i det kirkelige miljø. Og i stedet begyndte jeg at komme i ikke-kirkelige miljøer.

Den stod på fodbold, fester og arbejde på diskoteker, hvor jeg bevægede mig i en retning, der var forskellig fra, hvad jeg er opdraget med, siger han.

Samtidig med at han arbejdede som bartender i fem år, begyndte René Bidstrup at læse til fysioterapeut.

Han flyttede også sammen med en kæreste, som havde en helt anden opvækst bag sig – med en mor, som havde været alene med tre børn med forskellige mænd.

Glad for café-kirken

– Min periode som bartender på et diskotek ændrede dog ikke på, at jeg troede på Gud, men det liv hang ikke sammen med min tro. En masse skam byggede sig op i mig … men så fik jeg mit livs første tydelige åndelige oplevelse.

– Jeg var begyndt at komme lidt i en cafékirke i København – og blev mere og mere glad for at komme der.

Her gik jeg til forbøn. Det var angstprovokerende på grund af mine egne tanker om mig selv.

Jeg arbejdede jo på diskotek fredag aften og nat – og vågnede op med hovedpine på en hovedpude, der lugtede af røg. Derfor havde jeg nærmest tømmermænd, når jeg kom i kirke.

Jeg havde enkelte gange min kæreste med. Hun var ikke modstander, men følte sig ikke hjemme i kirken.

Skydeskive på ryggen

– På det tidspunkt boede jeg i Ringsted. Her mødte jeg en gammel bekendt, som havde problemer i et forhold og havde det hårdt. Jeg sagde: ”Tag med i kirke”, og hun kom til at opleve en reel fornyelse, så hendes liv ændredes.

– I kirken kan der ske noget godt for dem, der føler sig uværdige, kunne jeg se, understreger præsten. Da han selv senere gik til forbøn, var der to, som bad for ham.

– Den ene så et billede – hvor jeg havde en skydeskive på ryggen. De kunne se, at jeg led under både anklager fra andre og fra mig selv. Så blev der bedt for, at jeg holdt op med at anklage mig selv – og at jeg blev beskyttet mod at blive styret af andres anklager mod mig.

Jeg havde skam og skulle lære at tilgive mig selv. Nåden skulle have lov til at virke i mig.

Min mor holdt af min ekskæreste, men havde det svært med, at vi boede sammen uden at være gift. For hende og min far at se havde jeg indgået et ægteskab uden at være viet. Det liv, vi levede, var syndigt.

– Forbønnen blev fulgt op med forbøn om ”troens fulde rustning”, og langsomt men sikkert rykkede jeg ind i en dybere forståelse af Gud – for en som har lært alt det rigtige, men finder sig selv et sted, der er helt anderledes.

– Nåden, tilgivelsen og forvandling kom jeg nu til at opleve i mit eget liv, forklarer han.

Kom som du er

Med taknemlighed ser han tilbage på den tolerance, han dengang blev mødt med.

– Hånden blev ikke skåret af mig i frikirkemiljøet, selvom jeg levede sammen med en kæreste, og de vidste, at jeg arbejdede på et diskotek. Der blev taget imod mig med: ”Kom som du er til din Frelser”. Det blev til virkelighed. Jeg skulle ikke have styr på alt i mit liv, før der var plads til mig.

Hvis ikke det havde været sådan, havde det ikke rykket ved min personlige tro, men skammen havde nok vokset sig stor.

I stedet blev nåde og tilgivelse den drivende kraft i mit liv, siger René Bidstrup.

Svigt koster

– Min daværende kæreste var vokset op i et kompliceret hjem.

Hun havde mistet sin far, som hun derfor savnede. En far, der nok aldrig havde været en ”rigtig” og stabil far i hendes liv.

Familien betød alt for hende, men det var også et ømt punkt… Hun havde også været i et vanskeligt forhold med en tidligere kæreste, der ikke havde bidraget til større tillid til en mand.

– Det er ikke svært at forestille sig, hvorfor hun svingede mellem mistillid og stor tillid til mig på grund af min personlighed og integritet fra min kristne opdragelse, når jeg samtidig arbejdede på diskoteket om natten og flirtede med gæsterne…

Forholdet kom i krise, og mistilliden fik overhånd. Kæresten stillede et ultimatum. Hun ønskede, at der skulle afklaring på fremtiden og sagde, at hun ville have børn.

– Jeg var ikke parat, og det afslørede, at relationen var usund for os begge. Hun gik fra mig, og det betød stor sorg og krise for mig. Men det var samtidig krisen, der satte mig i gang med at søge Gud mere, siger han.

Mødte tillid

Midt i smerten blev han spurgt, om han ville være med i et lovsangsteam i Cafékirken.

– Til trods for forbøn og at jeg troede på Gud med nåde og tilgivelse, var det først, da jeg blev spurgt, om jeg ville være lovsanger, at jeg forstod og troede på, at Gud godt kunne bruge sådan én som mig.

Efter et år blev jeg leder af det team og også en del af ledelsen. I en glidende overgang gik jeg fra at føle mig lidt for syndig til at blive en del af den daglige ledelse.

– Bartenderjobbet afsluttede jeg et års tid efter, jeg blev single. Jeg fik et tæt og godt forhold til præster i kirken.

Gud mødte mig, der hvor jeg var – og navigerede mig langsomt til at træffe bedre beslutninger, forklarer René Bidstrup.

Præst?

Da han var færdig med fysioterapeut-uddannelsen, var der flere, som spurgte ham, om ikke han skulle overveje at blive præst. Og en præst på besøg fra Californien inviterede ham i 2011 til en konference i Atlanta – for præster, teologistuderende og andre interesserede.

– I USA mødte jeg en præst med hjertet på det rette sted. På en diner blev jeg spurgt: ”Hvorfor er du her?”.

Først svarede jeg bare, at jeg var blevet inviteret. Men så kunne jeg mærke, at jeg ikke kunne fortælle sådan en hvid løgn.

”Jeg tror, jeg er her for at beslutte, om jeg skal være præst”, sagde jeg. Så var der en anden præst, der lagde hånden på mig:

”Jeg vil bede for, at Gud vil vejlede dig til at træffe en beslutning”.

I løbet af konferencen blev alle mine undskyldninger og forbehold fejet væk. Under lovsang og med tårer i øjnene sagde jeg til Gud: ”Det er dig, der har besluttet det her for mig”.

De undskyldninger, jeg havde opstillet, var mine undskyldninger – og Gud ville, at jeg skulle søge at blive præst, følte han.

Fik en familie

To måneder efter USA-turen mødte René Bidstrup sin hustru, Kirstin, på en kristen on-line datingside, som en bekendt anbefalede. Kirstin kommer fra Pinsekirken,

– Kirstin kontaktede mig, og vi mødtes på en café i København og talte i flere timer. Vi betalte hver for sig, så hun troede, at det var det.

– Men jeg kontaktede hende igen, selvom jeg vidste, at jeg snart skulle flytte til England for at studere teologi.

Her 7½ år senere er jeg præst, vi er gift og har to små piger, som er til stor glæde og en stor opgave, slutter han.