Besøg ved apostlen Peters grav

Er det virkelig apostlen Peters grav? Den, der ligger under højaltret i Peterskirken i Rom, sådan som katolikkerne har hævdet det siden oldtiden og den tidligste middelalder? Fiskeren fra Galilæa, som Jesus kaldte for den klippe, hvorpå Han ville bygge sin kirke.

Flere meter under Peterskirken findes den ældgamle nekropolis (græsk for dødeby), som i løbet af 1940´erne blev udgravet på initiativ af pave Pius XII.

Historien om udgravningsarbejdet er i sig selv et fascinerende, nærmest Indiana Jones-agtigt drama. Arbejdet med at blotlægge dødebyen skete i dybeste hemmelighed og i ly af fascisternes og nazisternes støvletramp i Roms gader og Anden Verdenskrigs hærgen overalt i Europa.

Da gravearbejdet var færdiggjort, havde man afdækket godt og vel 100 meter gravgade med en blanding af kristne og hedenske mausoleer og mere beskedne grave fra de tre første århundreder. Og vigtigst af alt, havde man til sidst fundet apostlen Peters formodede grav præcist dér, hvor kirken påstod, at den var: Under Peterskirkens højalter og direkte under Michelangelos enorme kuppel.

Max 200 om dagen

Hver dag besøges Peterskirken af 30.000 turister og pilgrimme. Men det er et fåtal af dem, der når ned under kirken og ser gravgaden, for Vatikanet tillader max 200 besøgende om dagen. Der er givetvis mange turister, der ikke aner, at muligheden er der, og desuden er det også lidt omstændeligt, fordi man skal søge om tilladelse i god tid i forvejen.

Det har jeg selv gjort. Så en dag i januar går fruen og jeg igennem Berninis kolonnader og under de enorme søjler til venstre for Peterskirken, får vores tasker scannet i politiets sikkerhedskontrol og papirerne tjekket af et par schweizergardister i deres karakteristiske, opslidsede renæssancedragter, inden vi pludseligt befinder os inde bag murene i den lille pavestat. Italienske Christina skal i halvanden times tid være guide for os og for tre andre par, to amerikanske og et canadisk, på turen gennem Vatikanets nekropolis.

Ned til oldtiden

Vi kommer ned til udgravningerne via en indgang på Peterskirkens sydside og skal altså ikke ind i kirken først. Inde i Ufficio Scavi, der er Vatikanets kontor for fremvisninger, fører en stejl trappe de flere meter ned til en helt anden virkelighed: Pludseligt befinder vi os i en oldtidsverden, der står i skærende kontrast til det moderne Rom med sin hær af larmende Vespa-scootere og hylende ambulancer, vi for en halv time siden stod midt i. Her er stille som i et – ja, gravkammer – og varmere, end vi havde forventet. For at bevare de originale freskoer på væggene holdes luften kunstigt varm og relativt fugtig.

Foran os strækker gravgaden sig med smalle, ind imellem klaustrofiske korridorer og slutter i den modsatte end ved kirkens højalter. Til siderne møder vi en blanding af kristne og hedenske mausoleer, der ofte var gravpladser for hele familier, nogle af dem nu bag glas af bevaringshensyn, og kunstfærdige marmor-sarkofager, mosaikker, originale antikke freskoer og rester af murede vægge fra den første Peterskirke, som kejser Konstantin den Store lod bygge i begyndelsen af 300-tallet, alt sammen blandet med nyere støttemure fra 1940´erne.

Glimt af Peterskirkens helligste sted

Gravgaden kan virke lidt indelukket og kælderagtig. Men man skal forestille sig, at det for 1700 år siden stadig var en udendørs kirkegård på Vatikanhøjen, med træer og buske og græs og højt til himlen. Med lidt fantasi kan man forsøge at forestille sig, hvordan romerne har vandret rundt på denne kirkegård, og at det for de kristne i perioder har været forbundet med store fare.

Vi bevæger os rundt i en oldtidsverden, der var så meget anderledes end vores. Kristendommen var ung, ja, Bibelen var endnu ikke blevet samlet og kanoniseret, og kirken endnu ikke samlet til en enhed, og de romerske kristne havde allerede fået kejserens jernnæve at føle. Jeg går mellem mausoleerne og prøver at forestille mig, hvordan det må have været for de romerske kristne, som betrådte den samme bare jord, som jeg nu træder på.

Til sidst ender vi dér, hvor apostlen Peters grav siges at være. I et smalt rum får vi igennem en åbning i den rå væg mulighed for, én for én, fordi der ikke er mere plads, at få et glimt af det, der regnes for kirkens allerhelligste. Vi ser dele af de to søjler og et lille udsnit af den røde mur, der var del af det oprindelige gravmonument, som omkring år 160 blev bygget over Simon Peters jordgrav. I en anden niche i muren, i den såkaldte graffitivæg, viser Christina os de små plasticbokse, der siges at indeholde de jordiske rester af apostlen (herom senere).

Apostlens Trofæ

Historien om apostlens grav tager sin begyndelse kort tid efter Roms brand i år 64, da den gale kejser Nero kaster skylden for branden på byens kristne, som henrettes i stort tal.
Ifølge traditionen blev Peter korsfæstet i Neros cirkus, som lå dér, hvor Vatikanstaten nu ligger, og som fortrinsvis var en væddeløbsbane, men efter branden blev brugt til henrettelse af kristne. Peter blev korsfæstet med benene op og hovedet ned, fordi han mente sig uværdig til at blive korsfæstet på samme måde som sin herre, Jesus Kristus. Peter er død et sted mellem år 64 og 67.

Ved siden af Neros cirkus lå en hedensk kirkegård op ad Vatikanhøjen, hvor Peter siges at være blevet begravet af romerske kristne. Man kan forestille sig, at byens kristne har husket på og æret jordgraven, men det var først omkring år 160, at der blev bygget det gravmonument, som vi stadig kan se resterne af, ifølge den kristne romer Gaius kaldet for ”Apostlens Trofæ”. Arkæologiske undersøgelser har påvist, at monumentet er bygget over en jordgrav.

Første Peterskirke

Efter at den romerske kejser Konstantin den Store var blevet kristen, lod han sammen med Roms biskop (pave) Sylvester opføre den første Peterskirke over apostlens grav. Kirken stod færdig i ca. 326 og var valfartssted for millioner af katolikker i 1200 år, indtil den i 1500-tallet var blevet så nedslidt og hårdt plaget af fugtskader, at den blev revet ned og erstattet af den nuværende Peterskirke.

Konstantin må have troet på, at det virkelig var apostlens grav, for det var noget af en opgave at rejse kirken. Vatikanhøjen måtte først planeres og mausoleerne fyldes op med grus og sand for at skabe fundamentet til den store kirke. Desuden havde de gamle romere så stor respekt for de døde, at det var helt utænkeligt, at man sløjfede en kirkegård, med mindre der var væsentlige grund til det.

Udgravningen

Kirkegården lå begravet i sand og grus i henved 1600 år. Det var lidt af en tilfældighed, at man fik den udgravet i 1940´erne. Den indirekte årsag var pave Pius XI død i 1939. Han skulle stedes til hvile i Vatikan-grotterne umiddelbart under Peterskirken, hvor mange pavers sarkofager står.

For at skabe plads skulle gulvet sænkes omkring en meter, og under det arbejde gravede man lige ned i toppen af et muret mausoleum, der var fyldt med jord. Den nye pave, Pius XII, besluttede at foretage en hemmelig arkæologisk udgravning af området under Vatikan-grotterne, i første omgang med klart forbud mod at røre området omkring højalteret, hvor Peters grav skulle ligge.

Selv om man godt kendte til dødebyen nedenunder, kom omfanget alligevel bag på alle, der var involveret. Med spader, skovle og spande fjernede arbejderne tonsvis af grus og sand, og efterhånden kom det ene mausoleum efter det andet, fine, gamle freskoer på væggene og romerske mosaikker på gulvene, til syne. Men arbejdet skred kun langsomt frem, og undervejs måtte bygges støttemure, så Peterskirken ikke led skade. Undervejs fandt man inskriptioner med bønner til Simon Peter, og paven gav nu grønt lys til, at arbejdet kunne udvides til området ved højaltret.

Mand på 60-70 år

I første omgang fandt man ikke spor efter Peter, men derimod en masse andre knoglerester, også fra kvinder, børn og sågar dyr. Man fandt også inskriptioner, som ingen formåede at tyde, og det var først da den italienske arkæologiprofessor og agnostiker Margherita Guarduc-ci i 1952 blev tilknyttet, at der igen kom skred i tingene. Hun fandt, gemt væk i en niche, nogle knoglerester, som hun mente kunne stamme fra apostlen, og som hun mente var blevet flyttet fra den oprindelige jordgrav i tiden omkring kejser Konstantin. Undersøgelser viste, at knogleresterne stammede fra en robust bygget mand på 60-70 år, som levede i det 1. århundrede efter Kristus, og at knogleresterne på et tidspunkt havde ligget i jorden.

De eneste legemsdele, man ikke fandt knoglerester fra, var fødderne. Ifølge traditionen blev Simon Peter korsfæstet med fødderne op, og kan det tænkes, at hans bødler efterfølgende har kappet hans legeme over ved anklerne, da han skulle tages ned fra korset?

Det lykkedes også Margherita Guarducci at tyde nogle kryptiske inskriptioner i nærheden af Peters grav, bl.a. den såkaldte ”graffitivæg”, der viste sig at indeholder bønner til apostlen om forbøn, og et fragment af en sten, hvorpå Guarducci mente, at der på græsk havde stået ”Petrus eni” (Peter er her).

En trossag

Vatikanet har aldrig skråsikkert hævdet, at det er apostlens knoglerester, man fandt. Det tætteste, man kommer det, er nok pave Paul VI´s bekendtgørelse fra 1968 om, at man sandsynligvis havde fundet apostlens knogler, og pave Frans´ fremvisning af ni knoglestykker ved en messe på Peterspladsen i 2013. Vatikanet lod ved den lejlighed forstå, at der var tungtvejende grunde til at tro på, at det kunne være Simon Peters knoglestykker, men at man ellers ikke ville gå længere end til at sige det.

Christina, vores italienske guide, trækker da også bare på skulderen på spørgsmålet og siger noget med, at det til syvende og sidst må være op til hver enkelt, hvad man måtte mene. Det er og bliver en trossag.

På et tidspunkt, da vi er i den smalle korridor tæt på højalteret, og vi bliver vist plasticæsken i nichen i væggen med knoglerester, siger Christina, at hun nogle gange har turister med, som ønsker at knæle og bede en bøn foran nichen i væggen, og at vi er velkomne til at gøre det samme. Ingen i gruppen tager dog imod invitationen. For mit eget vedkommende, fordi jeg er protestant, og jeg har en interesse for historien og ind imellem også for relikvier, men jeg ønsker ikke at ”dyrke” og tilbede dem.

Måske har de andre i vores gruppe det på samme måde. Jeg har i øvrigt heller ingen holdning til, om knoglestykkerne stammer fra Simon Peter eller ej, men nøjes med at fodre min nysgerrighed og ind imellem forundres.

Få selv en tour

Vil du selv besøge Vatikanets nekropolis kan du i god tid i forvejen skrive til Ufficio Scavi på mail scavi@fsp.va og oplyse om ønsket dato, navne på deltagere og på hvilket sprog, rundvisningen skal foregå. Der er ingen adgang for børn under 15 år. Prisen pr. deltager er 13 euro, som dækker aflønning af guide. Der er fotoforbud i gravgaden, hvorfor alle inde-fotos i denne artikel er Vatikanets officielle fotos.

Efter besøget i nekropolis fortsætter man op til Vatikan-grotterne med de mange pave-sarkofager og kan vælge at gå ind i Peterskirken og dermed slippe udenom den lange kø, der altid er.