Blev forsvundet 3-årig beskyttet af en bjørn?

En helikopter,600 frivillige og mange professionelle ledte efter Casey i skoven.
I den lokale kirke holdt de bøn og hjalp de frivillige.
Politiet brugte denne plakat, som oplyser Caseys alder, højde, vægt mm., mens de søgte efter ham.

Ordet ’bjørnetjeneste’ har to betydninger. Den første betegner en ’velment handling, som gør mere skade end gavn’. Den anden betegner en ’kæmpetjeneste’. Men i USA får ordet måske en tredje betydning: Lille Casey Hathaway siger nemlig, at Gud sendte en bjørn for at beskytte ham langt ude i skoven…

Der var minusgrader, regn og blæst i North Carolina, da treårige Casey Hathaway forsvandt fra sin bedstemors baghave den 22. januar. Efter en større eftersøgning blev han fundet i god behold i skoven to dage senere – og han fortalte en utrolig historie.

Casey Hathaway havde leget sammen med to andre børn i sin bedstemors have i Craven County forrige tirsdag, før han forsvandt. Folk begyndte at lede efter ham, men efter 45 minutter kontaktede de politiet for at melde ham savnet.

Menigheden i den lokale kirke, New Haven Church, blev kaldt sammen, og de ”bestormede himlen med bøn”, da de hørte om den lille drengs forsvinden.

Ifølge den lokale tv-station WTVD begyndte 600 frivillige at lede efter drengen i den nærliggende skov.

“Vi gik gennem skoven, gennem tykt krat og torne i tre-fire timer. Det var forfærdeligt. Det var rigtig forfærdeligt derude. Da det blev mørkere, var det uhyggeligt. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan en treårig ville have det derude,” sagde en af de frivillige, Donna Harris, til WTVD.

Indsatsleder: Nogen har holdt hånden over ham!

Det blev Shelley Lynch, der på vegne af FBIs kontor i Charlotte Field torsdag aften kunne fortælle den gode nyhed, at Casey var fundet i god behold i kratskoven, mens han kaldte på sin mor.
– Nogen har holdt hånden over ham. Det var Gud, der greb ind, sagde indsatsleder Shane Grier, der ligesom de øvrige professionelle og frivillige var dybt berørt af oplevelsen.

’Gud sendte en bjørn’

Caseys tante, Breanna Hathaway, skrev på Facebook:
“Casey er sund og rask, smiler og snakker. Han siger, at han var sammen med en bjørn i to dage, at Gud sendte ham en ven for at beskytte ham. Gud er en god Gud. Mirakler sker virkelig!”

Casey Hathaway var kold og våd, da han blev bragt til hospitalet Carolina East Medical Center. Men han meldes sund og rask til trods for sin mangelfulde påklædning i det kolde, våde vejr, fortæller Shelley Lynch.

Fredag blev der fejret velkomstfest i New Haven Church, og folk takkede Gud for miraklet.