Dansker bliver præsident for Y’s Men International

Poul-Henrik Hove Jakobsen fra Aulum Y’s Men’s Club er blevet valgt som kommende præsident for Y’s Men International.

Y’s Men’s medlemmer er aktive mennesker – og for Poul-Henrik Hove Jakobsen fra Aulum bliver de næste tre år ekstra travle.

Valgene til de internationale poster på verdensplan er netop gjort op, og Poul-Henrik Hove Jakobsen fra Aulum Y’s Men’s Club er blevet valgt som kommende præsident for Y’s Men International.

Klubber verden over kunne stemme på forskellige kandidater, og resultatet betyder, at Poul-Henrik Hove Jakobsen bliver den internationale præsident og bevægelsens øverste valgte og administrative leder i klubåret 2020-2021.

Det kommende klubår, 2019-2020, tiltræder Poul-Henrik Hove Jakobsen som IPE, International Præsident elect, som er et forberedelsesår med besøg i de verdensdele, hvor Y’s Men er repræsenteret. Det andet år af valgperioden bliver Poul-Henrik IP, International Præsident og dermed øverste leder på verdensplan. Det sidste år afrundes som afgående præsident, Past International Præsident i det klubår, hvor Y’s Men’s bevægelsen fylder 100 år.

Som præsident skal Poul-Henrik Hove Jakobsen også regne med en hel del rejseaktivitet til møderne i Det Internationale Råd, der består af 15 valgte personer fra klubber rundt i verden.

Ikke en tilfældig person – men efter 33 aktive år

Poul-Henrik Hove Jakobsen siger selv, at han har sine rødder i folkekirken og KFUM og KFUK. Han kom tidligt med i Y’s Men’s bevægelsen. De første år i Roskilde, og derefter har han sammen med sin kone Birgit være aktiv i Aulum Y’s Men’s Club. Som Y’s Men har Poul Henrik stort set prøvet alt inden for bevægelsen i form af både lokale poster og internationale opgaver. Den sidste og øverste post følger nu også som en helt naturlig vandring gennem 33 Y’s Men’s år.

Arbejdsmæssigt har 64-årige Poul-Henrik Hove Jakobsen været bankansat i 47 år, og han er i dag direktør for balance- og kapitaloptimering for Jyske Bank koncernen.

– Det er med stolthed, vi i Region Danmark kan hilsen 3 nyvalgte medlemmer velkommen på internationale poster, lyder det fra regionsleder Birthe Kragh Sørensen. Afstemningen blandt alle europæiske klubber viser, at Bjarne Sønderskov, Kronjyllands Y’s Men’s Club, Randers, er valgt til ICM-medlem, altså et af de 15 medlemmer i Det International Råd – for den kommende periode 2019-2020. Ulrik Lauridsen fra Vejle Y’s Men’s Club 2 er medlem af Det Internationale Råd og tiltræder præsidentposten for de europæiske klubber som Areapræsident.


Artiklen fortsætter efter annoncen: