Krænkelser i kirken? Kvindelige præster ved, hvad de går ind til.
Er det en krænkelse af kvindelige præster, hvis man mener, at kvinder ikke bør være præster? Spørgsmålet er blevet aktuelt igen i kølvandet på sagen om den kristne friskole Jakobskolen i Risskov nord for Aarhus, som aflyste en julegudstjeneste i december på det lokale plejehjem. Det gjorde skolelederen fordi den præst, der skulle forestå gudstjenesten, var en kvinde.
I en undersøgelse, hvor 631 kvindelige præster har deltaget, svarer 158, at de på et tidspunkt har følt sig diskrimineret af en mandlig kollega på baggrund af deres køn. Det vil sige cirka 25 procent af de adspurgte.
I en tid, hvor #metoo bevægelsen har sat krænkelser på dagsordenen siden 2017 kan det faktisk undre, at spørgsmålet om krænkelse af kvindelige præster i folkekirken først kommer op nu. Folkekirken er nemlig på dette punkt faktisk fritaget for ligestillingsloven, fordi der er tale om et trossamfund. Modstand mod kvindelige præster vækker naturligvis harme og hovedrysten mange steder i samfundet og ikke mindst i den del af kirken, som går fuldt ud ind for kvindelige præster. Set ud fra et samfundsmæssigt og demokratisk perspektiv kan det virke “grotesk” som biskoppen i Aarhus, Henrik Wigh-Poulsen, har formuleret det.
Når rummeligheden i folkekirken betyder, at man kan tækkes tidsånden, er alt i sin skønneste orden, men når rummeligheden skal gælde for den minoritet, som har en tro, der fortæller dem, at præsteembedet ikke bør beklædes af en kvinde, vækker det masser af vrede og foragt. Det er jo ikke, fordi de har noget imod kvinders frigørelse generelt, men fordi de har et helt bestemt syn på kirke og embede, som teologisk er fuldtud forsvarligt.
Enhver kvinde, der vælger at lade sig ordinere som præst i folkekirken, ved, at de vil kunne møde kollegaer og medlemmer af folkekirken, der vil mene, at det var forkert, at de lod sig ordinere. Det er en kirke, der også rummer den form for tro, som de siger ja til at blive præst i. De ved så at sige, hvad de går ind til. Derfor nytter det heller ikke at komme bagefter og klage over, at man føler sig diskrimineret. Kvindelige præster må også udvise respekt overfor dem, hvis tro indeholder et andet syn end deres eget, hvis de ønsker være præster i folkekirken. Det er urimeligt, at det kun er den ene part, der er under anklage, når kontrakten mellem alle parter i folkekirken – på papiret i hvert fald – er, at dens kendetegn skal være rummelighed.
