Religiøse ledere bør tale om det, de ikke er enige om

(Læsetid: 2 minutter)

Pave Frans er netop hjemvendt fra sit besøg i De Forenede Arabiske Emirater, som strakte sig over tre dage. Det var det første pavelige besøg på den arabiske halvø og faldt sammen med 800-året for den hellige Frans of Assisi’s møde med Sultan al-Malik al-Kamil.

Frans af Assisi tog med på det femte korstog i 1219, fordi han håbede på at kunne omvende sultanen, som han mødte i Damietta i Egypten. Det lykkedes ikke for Frans, men historiske kilder beretter om, at sultanen blev venlig stemt overfor Frans, da han hørte ham tale, og forærede ham et horn, som i dag er udstillet i San Francesco Basilikaen i Assisi.

Det var ikke omvendelse, men det menneskelige fællesskab og broderskab, som var i centrum for pave Frans. Overfor de ”muslimske brødre”, som han kaldte sine værter, kaldte han sig en ”troende, der tørster efter fred”. Sammen med Al-Azhar’s storimam, Ahmed At-Tayyeb, skrev han under på en erklæring om menneskeligt broderskab, som paven kaldte et nyt skridt fremad: ”Vi bekræftede alle menneskers kald til at være brødre og søstre, fordi alle er Guds børn”.

Paven og storimamen underskrev yderligere et dokument, som forkaster retfærdiggørelse af vold i Guds navn og peger på, at terrorismen har dybe rødder i nihilisme. Der er ikke bare tale om fejlagtige fortolkninger af religiøse tekster, men også et væsentligt ”moralsk forfald og svækkelse af åndelige værdier og ansvar”. Paven forklarede, at meningen med at underskrive dokumentet var at give et ”klart og entydigt” tegn på, at “på trods af en mangfoldighed af kulturer og traditioner værdsætter og forsvarer den kristne verden og den islamiske verden fælles værdier”.

Den slags hensigtserklæringer viser en god vilje, men så længe religiøse ledere ikke tør – eller af politiske hensyn ikke kan – adressere de virkelige problemer, og at de ikke har den samme opfattelse af, hvem Gud er, når det kommer til stykket, så bliver de tomme og virkningsløse.

Hvad der er udeladt i disse erklæringer, er spørgsmålet om sandhed. Men så længe man går i en bue udenom sandheden, kommer der heller ikke fred. Kærlighed og broderskab er ikke muligt uden sandhed. Kærlighed bygger på sandhed. Det er derfor den interreligiøse dialog i vore dage har meget lidt effekt, hvis da overhovedet nogen.

Derfor ville det være ønskeligt om religiøse ledere turde begynde at tale mere om det, som faktisk adskiller os, og ikke hvad vi på et overfladisk plan kan foregive, at vi er enige om.

Læs også