76 meter høj Jesus-statue skal opføres i Mexico
En kristen Hollywood-skuespiller fra Mexico vil bygge verdens hidtil højeste Jesus-statue i sin hjemby, Ciudad Victoria, i delstaten Tamaulipas.
Det skriver The Christian Post.
Eduardo Verástegui, der er katolik og pro-life fortaler, vil kalde statuen ”Christ of Peace” (Fredens Kristus). Byen Ciudad Victoria er en af de farligste i Mexico med over 82 drab for hver 100.000 indbyggere. Skuespilleren håber også, at statuen vil trække flere turister til hjembyen.
Med en højde på over 76 meter vil den nye Jesus-statue være næsten dobbelt så stor som ’Christ the Redeemer’ i Rio.
Kristne principper
Eduardo Verástegui er både model, musiker og skuespiller, men afviser roller, der er i konflikt med hans katolske tro. Han fortæller i et interview, bragt i Catholic Report, at han dagligt går til messe, læser Bibelen, beder – og går til skrifte mindst en gang i ugen.
Under forberedelserne til sin rolle i filmen ”Bella” besøgte skuespilleren en abortklinik, hvor han talte med et par af spansk herkomst. Da han fortalte dem om sin kommende rolle og filmen Bella, opgav de at gennemføre den planlagte abort. Senere fik de en søn, som de opkaldte efter skuespilleren.
I 2008 udsendte Eduardo et længere video-budskab, som fordømte den høje abortrate blandt de spansktalende i USA. Han fordømte også Barack Obamas støtte til abort, fordi det efter hans mening især går ud over USAs hispanske minoritet.
Senere etablerede Eduardo pro-life organisationen Manto de Guadalupe, som tilbyder hjælp til udsatte gravide af spansk herkomst.
Berømte Jesus-statuer
Christ the Redeemer i Rio er den 5. største Jesusstatue i verden, med en højde på 30 meter. Samtidig står den på en ti meter høj sokkel på det 700 meter høje Corcovado bjerg. Statuen var færdigbygget år 1931.
Christ the King i Polen, som indtil videre er verdens højeste, er 52 meter høj. Statuen stod færdig i 2010.
Cristo della Minerva står i kirken Santa Maria Sopra Minerva i Rom. Statuen er designet af Michelangelo og stod færdig i 1521. Den måler kun 2 meter, men er blandt de mest populære Jesusstatuer.
Cristo de la Concordia står på toppen af San Pedro bjerget i Cochabamba, Bolivia. Statuen, som stod færdig i 1994, måler 40 meter. Turister må klatre til toppen af denne statue om søndagen.
Cristo Rei i Lisabon er inspireret af Jesus-statuen i Rio. Cristo Rei (Kristus Kongen) måler 28 meter og står på en 82 meter høj sokkel. Statuen blev bygget i perioden 1959-1969 og blev betalt af medlemmer af netværket Apostleship of Prayer. Angiveligt repræsenterer statuen portugisernes taknemlighed for beskærmelse under 2. verdenskrig.