Derfor er fundet af Arken så vigtig

I denne uge bringer Udfordringen et eksklussivt interview med Achmed Ertugal – bedre kendt som bjergbestigeren Parasut. Manden, der fandt Noahs Ark, eller i hvert fald en meget stor trækonstruktion på toppen af Mt Ararat.

Fundet skete allerede i 2008, og blev offentliggjort i 2010 på pressekonferencer i Beijing i Kina, Zeist i Holland og Ankara i Tyrkiet.

Alligevel er det kun få, der véd om det. De fleste tror nok, at det er fup – ligesom de mange andre gange, hvor eventyrlystne folk har villet skabe sig et navn ved at påstå, at de véd, hvor arken befinder sig i snemasserne på Mt. Ararat.

Men dette fund er helt anderledes.
For første gang har vi her ikke blot en skygge under isen, eller gamle beretninger om fund, som er nemme bare at afvise. I 2008 fandt Parasut ikke blot én bjælke, men masser af tømmer fordelt på 7 rum 5-10 meter under is og sten i 4200 meters højde, hvor mennesker aldrig har boet. Der er flere etager/dæk, og træet er bestrøget med beg, ligesom i Bibelen (1. Mosebog 5-9).

Jeg var så heldig at blive involveret, og jeg har skrevet en tyk bog om fundet, som også er oversat til engelsk og spansk. Desuden har vi delt video fra fundet, og jeg har oprettet hjemmesiden noahsark-discovery.com på engelsk.

Mediernes og videnskaben er forudindtaget imod Bibelen

Som journalist har det virkelig undret mig, at verdenspressen og tv-selskaberne ikke har stået på nakken af hinanden for at fortælle om denne enestående nyhed.

Selv om man endnu ikke kan bevise, at det virkelig er Noahs Ark, så lever fundet af den ældgamle trækonstruktion på toppen af netop det bibelske bjerg Ararat rigeligt op til nyhedskriterierne.

Når det – endnu – ikke er sket, skyldes det efter min mening:

1) At medierne og den konventionelle videnskab er blevet så religionsforskrækkede, at de bevidst ignorerer kristendommen og fund, der kan bekræfte Bibelens beretninger.

2) At misundelige kristne ark-interesserede, som aldrig har fundet noget, har givet udtryk for, at fundet var fup. Det gælder især Randall Price.

Derved har de dels givet den verdslige presse og videnskab en undskyldning for ikke at tage fundet alvorligt, og dels har de lagt gift for, at kristne universiteter og organisationer tør risikere navn og penge på at undersøge fundet.

3) Desværre har Parasut og myndighederne holdt fundstedet hemmeligt af frygt for at det skulle blive røvet eller ødelagt, som det er sket med andre fund i området.

Interesse fra polsk universitet

Men nu er der endelig i USA blevet samlet en videnskabelig undersøgelsesgruppe, som vil foretage en ekspedition her i 2019!

Det blev oplyst, da jeg i denne uge var sammen med to amerikanske og to kinesiske ark-interesserede i Polen for at forklare om fundet på et stort universitet i Warszawa. Her blev nye overbevisende videooptagelser præcenteret, som bekræftede os i, at fundet virkelig er ægte.

Jeg skriver lidt mere om det i næste uge. For vi har intet at skjule – tværtimod!
Lad hele verden høre om og se, at Noahs ark og syndfloden virkelig har eksisteret!

Beviserne ligger på Mt Ararat.
Alligevel er det muligt, at den vestlige ateistiske videnskab og de politisk-korrekte medier aldrig vil acceptere, at arken er fundet. For det vil indebære, at de så må tage Bibelen mere alvorligt.

Et tegn til vores tid

Der er nemlig også en åndelig vinkel.

Arken er et tegn ved tidernes ende.

Jesus sammenlignede tiden før den store syndflod, som udrydede næsten hele verdens befolkning for ca. 5.000 år siden, med tiden før hans genkomst. Han sagde:

Som det gik i Noas dage, skal det gå ved Menneskesønnens komme. Dengang fortsatte de med deres fester og bryllupper, lige til Noah gik ind i arken.
Folk forstod ikke, hvad der ventede dem. Det gik ikke op for dem, før vandmasserne kom og skyllede dem alle bort. Sådan bliver det ved mit komme.” (Matt. 24, 37-43)

Det er ikke tilfældigt, at arkjægere de sidste 65 år har søgt intenst efter arken. Og at den nu formentlig er fundet. Det er et tegn til vores tid.

Det skal minde os om den advarsel, som Jesus kom med: At de fleste mennesker ikke vil fatte noget. De vil ikke forstå, at de store forandringer i klima, politik og opfyldelserne af profetierne om Israel og Mellemøsten altsammen er tegn på, at denne tidsalder snart er forbi.

De vil istedet være optaget af deres egen lille verden og af den endeløse underholdning – lige indtil det er for sent…

Desværre. Det er en frygtelig tanke.

Men endnu er det jo ikke for sent.

Endnu er der tid til at vende om, tage imod frelsen ved tro på Jesus – og få en billet til den himmelske ark.

Og hvis du selv er kommet godt ombord, så kast en redningsvest ud til nogle andre!