Konference om at sætte aftryk af tro i hverdagen
Gå ud i alhverdagen er overskriften på LIFT 2019- konferencen i Åbenkirke i Herning, lørdag 16. marts.
Åbenkirke inviterer til en dag, hvor deltagerne kan blive inspireret til at sætte konkrete aftryk af deres kristne tro og værdier i hverdagen.
– Vi sætter faktisk aftryk af Guds Rige, når vi fx gør noget godt for et andet menneske, siger Allan Høyer, som er præst i Åbenkirke og DR-journalist.
Forskellige aftryk
– Udgangspunktet er, at Helligånden sætter aftryk i vores liv. Herfra kan vi så sætte aftryk i den gode samtale med en kollega eller en nabo. Og vi sætter aftryk, når vi når et menneske med et smil eller en opmuntring, siger Allan Høyer.
Man kan også sætte aftryk af tro ved at involvere sig i sin kirkes udadrettede sociale aktiviteter.
For her rækker man ud til mennesker, som kan have behov for praktisk hjælp. Eller man inviterer måske ind til en biografoplevelse i kirken.
Aftryk har betydning
– Der er ikke langt fra det at være kristen til at være menneske. Jeg tror, at vores liv på den gode måde råber meget mere, end vi umiddelbart regner med. Det kan være i relationen med vores arbejdskollegaer. Her kan vores liv og vores aftryk have haft en langt større betydning, end vi selv aner, siger Allan Høyer.
Præster og hverdagsfolk underviser
Underviserne ved konferencen er præster fra Åbenkirke og Andreas Mathew fra Projekt:Kirke i Hjørring. Andreas Mathew er præst, og han har sit eget eventbureau.
’Kristne hverdagsfolk’ vil også byde ind med eksempler på, hvordan de sætter aftryk af tro i hverdagen. Fx i gode samtaler eller i opslag på de sociale medier og som medlem af en bestyrelse.
Bred målgruppe
Konferencen henvender sig til medarbejdere og ledere i kirkerne rundt om i Danmark og til de mange kristne, som i dagligdagen er sammen med fx arbejdskollegaer, naboer og fitnessvenner.
I programmet er der sat god tid af til pauser, så deltagerne fra de forskellige kirker har muligheden for at netværke og hygge sig med hinanden.
På aabenkirke.dk er der flere informationer om LIFT 2019- konferencen. Tilmeldingsfristen er 10. marts.