Sandheden sætter dig fri

Line Nielsen fortæller om budskabet i sin nye bog, der udkommer i næste uge.

Den nye bog udkommer den 8. april på Udfordringens forlag.

Bogen ”Sandheden sætter dig fri” handler om sandheden og løgnen. For det begyndte med sandheden – og da var det godt. Men så kom løgnen – og det blev rigtig skidt. Frie bliver vi, når vi igen er i sandheden i stedet for at være i løgnen.

Jeg er ikke god nok?

Hun sad overfor mig. Hun græd. Hun var kristen, men havde netop fortalt mig om udfordringerne for hende ved at komme i det kristne fællesskab, som hun var en del af. Hun følte sig bare ikke god nok. Hun kunne bare ikke komme med de erfaringer og oplevelser, som mange af de andre kunne. Hun følte, at der var et pres, og det var så stort – at tårerne trillede.

Hun er ikke den eneste, som slet ikke er fri som kristen, men som er under sit eget eller andres pres. Inden i mig mærkede jeg en enorm trang til at hjælpe med til at sætte fri fra det pres. For Gud sætter fri! Jeg måtte skrive bogen Sandheden sætter dig fri.

Mit dilemma

Jeg tror, at Gud kender mit dilemma, at jeg gør noget, jeg egentlig ikke vil gøre.

”Jeg sad og kiggede fast på teksten:” ’For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg’, Rom. 7,19. Ja, men det var jo lige mig… Og Paulus kendte åbenbart til det. Den frustrerende situation, at gøre noget, som jeg egentlig igen og igen har lovet mig selv, at nu gør jeg det ikke mere. Jo, jeg gjorde altså.

Det var så træls. Jeg var inderligt træt af mig selv. Det gjorde faktisk ondt indeni. Og rigtig ked af det var jeg også. For hvem var jeg egentlig? Kunne jeg overhovedet stole på mig selv? Næh, måtte jeg konstatere.” (Fra Sandheden sætter dig fri).

Sandheden sætter dig fri folder ud, hvordan du sættes fri, når skiftet sker fra, at du har fokus på dig selv til fokus på Gud. Sådan, helt dybtgående.

Andagtsbogen Elsket af Ham er udkommet på Scandinavia.
Løgnens mange ansigter

Dybtgående, ja. For også troende mennesker kan være ofre for deres egne løgne. Fx som Jeremias. Da Gud kaldte ham, troede Jeremias slet ikke på Guds ord…
”Jeg er ung, jeg forstår ikke at tale,” siger han. Det var jo sandt, at han var ung… Og sandt var det måske også, at han ikke var nogen særlig god taler…

Men så alligevel ikke – i denne sammenhæng var hans ærinde ikke at sige sandheden. Det var for at undskylde sig. Jeremias sagde faktisk nej til Gud. Han var fuld af indvendinger. Egentlig sagde han: Men Gud, det kan jeg ikke. Du ved, at jeg er ung og uerfaren. De ældre i folket vil aldrig tro på sådan en som mig. Jeg er slet ikke klar. Jeg har ikke lært nok. Jeg har nærmest ingen erfaring i at tale. De andre er meget bedre end mig. Jeg tør ikke. Jeg har ikke lyst, Gud. … Og jeg tror ikke på, at du kan få det til at være anderledes…

Sagde Jeremias det sidste? Tænkte Jeremias, at Gud ikke kunne? Tænkte han, at det, Gud sagde, var løgn?

Måske ikke direkte – men konsekvensen var sådan set lige det. Resultatet af hans holdning – hvis han havde holdt fast i den – var, at han ikke troede på, at Gud kunne/ville gøre det, han sagde, han ville.” (Fra Sandheden sætter dig fri).

Guds proces

Men Gud havde gang i sin proces – både med Jeremias og med alle os andre. Gud fortæller om sig selv som pottemageren.

Jeg elsker det billede! Det kommer med et sandt svar på, hvordan Gud arbejder med mig, når djævelen peger på, at jeg ikke er god nok.

Djævelen vil så gerne gøre mig fortvivlet ved at sætte spot på alle mine fejl og mangler – og det er svært at svare på, for det er jo sandt!

Det er jo sandt, at dårlige vaner griber mig, eller at min selvoptagethed styrer mig – det sker desværre igen, at det er mig og ikke Jesus, som er centrum i mit liv. Øv – jeg bliver så fortvivlet over mig selv…

Når djævelen vil forsøge at flytte min opmærksomhed fra pottemageren til leret – så må jeg så hurtigt som muligt give pottemageren min opmærksomhed igen.

Når djævelen vil forsøge at flytte min opmærksomhed fra pottemageren til leret – så må jeg så hurtigt som muligt give pottemageren min opmærksomhed igen. For djævelens såkaldte sandhed om min syndige tilstand er pakket ind i hans mange løgne.

En af dem er løgnen om, at hvis jeg nu er mere fokuseret på leret, så bliver det bedre… Billedet om pottemageren fortæller mig, at den løgn er indlysende tåbelig – leret kan ikke af sig selv blive til en brugbar skål! Men i det virkelige liv, så forsøger jeg faktisk igen og igen at gøre mig selv bedre… Men det virker ikke!

En anden af hans løgne griber mine følelser med tanker som:
Jeg får det aldrig til, det bliver aldrig bedre, jeg vil nok egentlig slet ikke Gud, når jeg nu gør det forkerte igen, jeg kan lige så godt give op.

Og det, der gør den løgn så effektfuld, er, at den faktisk er fyldt med sandhed… For jeg kan jo ikke – men den sandhed er pakket ind i løgnen om, at jeg (i al fald en lille smule) skal lykkes selv.
Den samme løgn ligger til grund for, at jeg nok alligevel ikke vil Gud, når jeg nu gør det forkerte – igen! Det er løgnen om, at jeg skal behage Gud. At det er mig, som ved min gode livsførelse skal vise Gud og omverden, at jeg er en god kristen. Fokus er på mig og min godhed – frem for på hans nåde og kærlighed.

Pottemageren har fat i leret. Hans øvede hænder rører hvert eneste korn i leret, og på samme måde påvirker Guds kærlige hænder hver eneste del af mit liv.

Pottemageren har fat i leret. Hans øvede hænder rører hvert eneste korn i leret, og på samme måde påvirker Guds kærlige hænder hver eneste del af mit liv. Jeg overgiver mig til arbejdet, som hans hænder har gang i. Jeg tager imod hans plan for, hvordan mit liv skal formes, i stedet for min egen. Det er frihed og fred. Og sandheden er, at en dag – så har pottemageren lavet en smuk krukke. Når jeg blot giver ham lov, så bliver han ved, indtil han når sit mål. For sådan er arbejdet som pottemager.” (Fra Sandheden sætter dig fri).

Og hvordan gør man så?

Sammen med Gud, altså.
I Sandheden sætter dig fri kan du læse om, hvad livet i friheden egentlig betyder i praksis. Om hvad det vil sige, at man aldrig laver fredsaftaler med det onde i sit liv. Om autonomiens bedrag – at frihed ikke er autonomi – men at friheden findes i et tæt og afhængigt forhold af Jesus.
Nogle gange kan det godt stritte indeni os, når vi møder denne sandhed – men når den ses i sammenhæng med, hvor vidunderlig Jesus er – så bliver det fantastisk, at vi kan komme så tæt på ham. Et ægte kærlighedsforhold.

Tag Jesus i hånden

Jesus er svaret – og det svar bliver praktisk og virkeligt i mit liv, når jeg tager ham i hånden i mit liv. Lad mig dele lidt om, hvad det betyder for mig at tage ham i hånden.

Jeg har opdaget, at Jesus er den mest fantastiske, der findes. Jeg blev klar over, at han er interesseret i mig med en stærkere kærlighed, end der findes noget andet sted. Og så har jeg valgt at ”kigge tilbage”. Du kan sammenligne det med, at du bliver bevidst om, at en er forelsket i dig – og så vælger du at ”kigge tilbage”. Det begynder selvfølgelig småt et sted – men vokser, jo mere du kigger…

Når jeg kigger tilbage på Jesus, så er det med fuld bevidsthed om, at det er ham, der kigger først. At han er en, der åbenbarer sig for mig – og jeg ønsker mere og mere af ham. Jeg kigger efter ham – i Bibelen, i naturen, i mit almindelige daglige liv med mennesker og opgaver. Og idet jeg kigger efter ham, så ser jeg, at han er der – og vi kigger hinanden i øjnene!”
Dette uddybes i bogen Sandheden sætter dig fri. Opgiv aldrig at blive sat fri – det er muligt!

Bogen Sandheden sætter dig fri er på 274 sider i a5-format. Den udkommer mandag den 8. april og kan bl.a. bestilles på netboghandlen Hosianna.dk.