Etiopisk folkemord på vej?

– Jeg boede på gaden i Addis Abeba fra jeg var 13 til 15 år. Hjælpen kom gennem mennesker, som fortalte mig om Jesus og viste hans kærlighed, fortalte Mikael Negussie, da han besøgte Udfordringen i Christiansfeld forrige torsdag.

Den nu 33-årige har en BA i engelsk fra Gonder University og har læst journalistik i Addis Abeba. Han har været ansat i gadebørnsprojektet Win Souls for God, dels som bogholder, dels i det opsøgende arbejde.

Gadebarn i to år

– Mine forældre blev skilt. Derefter boede jeg hos min onkel, og det var ok, indtil han giftede sig igen. Det gav problemer, så jeg kom til at bo på gaden i to år, fra jeg var 13 til 15.

Men nogle kristne fra Win Souls for God tog kontakt med mig. De fortalte mig om Jesus og viste mig kærlighed gennem ½ år. Efterhånden blev jeg selv en del af WSfG og kom til at bo på skolehjemmet. Det var ikke komfortabelt, men folk var meget imødekommende, fortæller Mikael.

Han husker med taknemlighed flere af de tidligere medarbejdere, blandt dem den nu afdøde missionær, Hanne Tudlik Jessen fra Dansk Ethioper Mission (Promissio).

Gennem WSfGs arbejde skete der store ting i Mikaels liv.

– Jeg tog imod Jesus som 16-årig, siger Mikael, som begyndte i 6. klasse på WSfG. Efter skolen kom han selv med i organisationens arbejde.

Han havde et stort ønske om at studere politik, men det kunne ikke lade sig gøre. I stedet blev han sendt til byen Gonder i det nordlige Etiopien for at læse engelsk litteratur. Senere vendte han tilbage til Addis Abeba, hvor han tog en masteruddannelse i journalistik.

– Regeringen har en ordning, hvor man betaler efter uddannelsen er afsluttet, og det er et rimeligt beløb, fortæller Mikael. Han blev efter endt uddannelse ansat af undervisningsministeriet i Harar som universitetslærer. Det gav en fast indtægt, men en dag indså han, at han skulle hjælpe WSG – for penge er ikke alt.

Farligt politisk arbejde

Herefter kastede Mikael sig over mediearbejde. Han lavede radioprogrammer om sociale forhold, fx gadebørn og prostituerede. Han udgav også en trykt avis (Addis Menged, ”ny vej”) om ting, der ifølge regeringen var kontroversielle emner. Fx har den magtfulde Tigray-minoritets strid med amharerne om retten til et frugtbart område i nord.

– Jeg var med i regeringspartiet EPRDF (som kalder sig revolutionære demokrater), mens jeg læste på universitetet – for ellers kunne jeg ikke få et job. Senere begyndte jeg at skrive kritisk om politik, og lederen af partigruppen sagde til mig: ”Du har været i Satans hus!”

– Men hvorfor kan vi ikke bare alle sammen være etiopere, spørger Mikael. Han vil ikke selv identificere sig ud fra stammetilhørsforhold, da hans forældre hver for sig har blandet baggrund. Men han blev tvunget til at vælge – eller rettere: pasmyndighederne valgte for ham.

For kun etniske grupper kan have statsborgerskab, forklarer han og betegner sig selv som statsløs.

Hadpropaganda

– Efter valget i 2010 gav den nye regering amnesti, så tusinder af folk som mig blev frigivet fra fængslerne. Men det sluttede for to måneder siden.

Den nye etiopiske regering, som bliver berømmet af blandt andet Danmark, er på en farlig kurs, mener Mikael og nævner ”Genocide Watch”, (en målestok for folkemord), hvor trin 8 er Forfølgelse med identifikation af fjender. Det skete i Rwanda før det frygtelige folkemord. Det sker også i Etiopien, siger Mikael.

Den nye premierminister (fra oromogruppen) omtalte for 9 måneder siden tigrianerne som ”hyæner, der jager i fuldt dagslys”. Det er hadproganda, og det er meget farligt, fastslår Mikael.

Han ser løsningen i at lade folk selv bestemme.

– En forfatning skal kunne rumme alle borgere. Og det er vigtigt at huske, at græsrødderne føler sig mere som etiopiere end som deres etniske identitet. I skolen lærer vi om demokrati og ytringsfrihed, men det bliver ikke gennemført, og det fører landet mod kaos. Regeringen hævder, at den søger forsoning – men det er ikke alvorligt ment. Vi har brug for en egentlig kommission. Ellers må FN involveres, for der er en reel trussel, understreger Mikael.

Politiske kirker

– Kirkerne skulle blande sig helt uden om politik og bare prædike Jesus. Lige nu er kirkerne politikernes arme og ben. Jesus ville ikke være glad, mener Mikael.

Han forklarer, at oromoerne ser kristendommen som abbessiniernes (dvs. amharernes og tigrianernes) religion. Mange oromoer er muslimer, selv om den nuværende premierminister kalder sig kristen. Faktisk ønsker mange ikke-muslimske oromoer nu at genindføre traditionel religion med tilbedelse af hellige bjerge, træer og floder.

De fleste topledere i den lutherske Mekane Yesus kirke er oromoer, og det giver konflikter langt ind i menighederne. Den samme politiske sygdom findes i moskeerne og i de sociale organisationer og bevægelser, mener Mikael.

På vej tilbage

– Når jeg kommer hjem, bliver jeg nok sat i fængsel i to år. Derefter vil jeg gerne starte et trykkeri igen og skrive om sociale forhold og gøre folk opmærksomme på deres rettigheder.

Jeg kan ikke arbejde gennem nogen af kirkerne, for mange kirker er meget optaget af fremgangsteologi, dvs. at lederne ”malker folket”. Jeg vil hellere være min egen chef og gøre det rette og støtte gadebørn med overskuddet. Jeg er ikke kaldet kun til kirken, understreger Mikael, som nu vil samle penge til at udleve sin drøm om eget trykkeri.

– Jeg gør intet her i Danmark, og det er mental tortur. Men lige nu må jeg afvente afgørelsen på min asylsag. Så vender jeg hjem, for min forlovede venter på mig. Jeg har fortalt hende, som det er, at jeg nok skal i fængsel i to år. Og derefter vil jeg heller ikke kunne forsørge hende med det samme, slutter Mikael Negussie, før Gunnar Nørby kører ham og hans to landsmænd tilbage til Løgumkloster.

Regeringen
The Ethiopian People’s Revolutionary Democratic Front (EPRDF) er en venstreorienteret koalition. EPRDF består af fire etnisk definerede partier, nemlig Tigray People’s Liberation Front, Amhara Democratic Party, Oromo Democratic Party og Southern Ethiopian People’s Democratic Movement.