Maria Magdalenes Påske

For nogle år siden udkom bogen og senere filmen om ”DaVinci Mysteriet”. Den påstår kort sagt, at Jesus blev gift med Maria Magdalene, og at hun efter hans død flygtede til Frankrig, hvor hun fødte deres barn…

Bogen og filmen har gjort Dan Brown og en del andre til mangemillionærer, men der er ikke skyggen af videnskabeligt bevis eller indicier for denne historie.

Når bogen fik en så enorm udbredelse skyldes det formentligt, at den antydede, at Paven og den katolske kirke skulle havde skjult ”sandheden”. Det vil mange gerne tro på.

En anden grund til, at DaVinci Mysteriet blev så udbredt var formentlig, at der altid har været interesse for Maria Magdalene.

Hvem var Magdalene?

For at imødegå DaVinci Mysteriet skrev forfatteren Poul Hoffmann bogen Nardusmysteriet kort før sin død om den virkelige Maria Magdalene og hendes virkelige forhold til Jesus.

Her i påviser Hoffmann, at den Maria, som var søster til Lazarus og Martha, er den samme som den ”synderinde”, der ifølge Lukas-evangeliet salvede Jesus’ fødder med kostbar nardus-parfume – til stor forargelse for de religiøse, og specielt Judas, som syntes, det var spild af penge.

Det var den samme Maria, som senere nævnes med tilnavnet Magdalene, og som efter sin omvendelse fulgtes med Jesus, disciplene og nogle andre kvinder på deres vandringer.

En seers stærke syner

Forfatteren Clemens Brentano nedskrev i begyndelsen af 1800 de visioner, som den dødssyge og sengeliggende nonne, Anne Catherine Emmerich (1774-1824) havde af Jesu liv.
Disse visioner var så detaljerede, at de fyldte fire tykke bøger på i alt over 2000 sider. Hertil kom en tyk bog om Maria, Jesu mor.

Clemens Brentano var selv en omvendt ateist fra Berlin, som nu viede sit liv til at videregive, hvad den syge seer gennem flere år næsten dagligt så, mens hun på en overnaturlig måde fik lov at følge Jesus på hans tid i Israel.

Selv om hun aldrig havde været i Israel eller udlandet, indeholder beretningerne så mange detaljer, at hun umuligt kunne have fundet på eller læst sig til disse fakta. Og der er ikke fundet nogen oplagte fejl i beskrivelserne. Når man selv er journalist, véd man, hvor let det ellers kan ske.

Tværtimod har det senere vist sig, at nogle af de ukendte byer, som Anne Catherine så Jesus færdes i, faktisk har eksisteret. En af dem er Siphoris, som blev udgravet for nogle årtier siden.

Magdalum

En anden by er Magdalum, som Maria Magdalene ifølge Anne Catherine levede i. Den by, som vi ellers nu om dage har tillagt Maria er Magdala, et fiskerleje ved Genesareth sø. Men Anne Catherine Emmerich beskriver en borg ved navn Magdalum, som lå en mil derfra på et bjerg. Og nu har man så opdaget dette sted, hvor der ellers ikke har ligget en by i århundreder!

Den slags – og hele den ægte og gudhengivne stil – overbeviser i hvert fald mig om, at det er en ægte åbenbaring.

Disse 200 år-gamle visioner af en enfoldig, syg kvinde, er en fantastisk kilde til at forstå mere af Jesu samtid og de mennesker, der omgav ham.

Vi har tidligere bragt udsnit her i Udfordringen af, hvad Anne Catherine Emmerich så om Jesu fødsel og de vise mænd. I uge 37/2018 bragte vi et afsnit, der beskrev Maria Magdalene – og viste et noget anderledes billede af hende og af søsteren Marta.

Tålmodige Marta

I Lukas 10, 38-42 sidder Maria ved Jesu fødder for at høre hans undervisning.

Den travle søster Marta spørger: »Herre, er du ligeglad med, at min søster har overladt alt arbejdet til mig? Sig dog til hende, at hun skal komme og hjælpe mig.« Men Jesus svarer: »Kære Marta, du er rastløs og gør dig en masse bekymringer! Men noget er vigtigere end andet, og Maria har valgt det væsentlige. Det skal ikke tages fra hende.«

Vi får nemt det indtryk, at Maria var en ren helgen, mens Marta ikke fattede det åndelige.

Men – hvis vi skal tro Anne Catherine Emmerichs beskrivelser – så var Marta den hengivne Jesu discipel. Hun var selvopofrende, tålmodig og overbærende overfor sin meget urimelige søster.

Maria Magdalene var heller ikke en gade-prostitueret, som vi ofte har fået hende fremstillet.

Hun var en velhavende og hovmodig dame, der levede et egoistisk og umoralsk liv – FØR Marta ledte hende til Jesus.

Ifølge Bibelen var der ikke blot tale om en dårlig karakter, men om syv dæmoner, som Jesus befriede hende for.

Efter sin omvendelse ændrer Marias liv sig dramatisk. Hun angrer sit overfladiske luksusliv med forskellige mænd. Hvor hun før gik op i sit tøj og udseende, er hun nu ligeglad med, hvad folk tænker. Hun må bare suge visdommen til sig, når Jesus jævnligt besøger hendes bror Lazarus og søsteren Marta i Betania, lige udenfor Jerusalem.

De tre er hans nære venner. Og da Lazarus dør, græder Jesus, før han genopvækker den døde.

Marias påske…

Da Jesus til sidst bliver taget til fange og udsat for frygtelig tortur, bryder verden sammen for Maria.

Hun beskrives som én, der er gået fra forstanden. Helt fanget i sin lidenskabelige smerte.

Hendes klæder, som hun tidligere gik så højt op i, hænger nu sjusket og iturevet på hende. Våde og plettede af mudder. Hendes lange hår, som hun tidligere satte op i flotte frisurer, hænger nu udslået og sjusket under det våde slør, som hun skødesløst har skjult sit ansigt med.

Hun ser bleg, ynkelig og forgrædt ud. Har blodskudte øjne. Kradser sig endda i ansigtet, så blodet løber, fordi det bedste og mest kærlige menneske, hun har kendt, bliver så urimeligt pint.

Anne Cathrine Emmerich beskriver også Jesu lidelser. Tidligere virkede de overdrevet på nogle, men aftrykket på Torino Ligklædet bekræfter nu, at seeren talte sandt om lidelserne.

Filmen ”The Passion”, om Jesu lidelser, bygger i høj grad på de beskrivelser, som Anne Catherine fortalte 200 år tidligere. Mel Gibson fandt dem frem til sin film.

Hun så til på afstand

Da Jesus bliver drevet gennem byen med sit kors på skuldrene, følger den rædselsslagne Maria med. Nogle af disciplene har gemt sig af velbegrundet frygt for, at de ellers kunne blive korsfæstet. Men Maria Magdalene vover at se det frygtelige drama ”på afstand”, står der.

Evangelierne fortæller, at Jesus’ mor, som også hed Maria, og disciplen Johannes befandt sig helt tæt på korset.

På et tidpunkt siger Jesus nemlig til sin mor, at hun skal betragte Johannes som sin søn. Og til Johannes siger han, at han nu skal betragte Maria som sin mor og tage sig af hende. Det gør Johannes også. Under forfølgelserne flygter de sammen til Efesus i Tyrkiet, hvor han indlogerer Moder Maria i et hus.

Anne Catherine Emmerich beskriver huset i sine syner – og hundrede år senere fandt man et ældgammelt hus, som svarede til beskrivelsen…!

Udtrykte sin respekt

Efter at Jesus Langfredag er død, får den rige Josef af Arimetæa lov at tage liget af Jesus ned fra korset før sabbatten. Han og Nikodemus smører liget ind i 30 kg salve, før de placerer det i ligklædet i Josefs egen gravhule.

Men Maria Magdalene og de andre kvinder bemærker på afstand, hvor graven findes.

Næste morgen, mens det endnu er mørkt, løber Maria ud til graven for at vise Jesus en sidste ære og smøre hans blodige naglemærkede fødder med vedduftende salver, ligesom hun engang tidligere hældte en kostbar parfume ud over hans fødder.

I vores tid er det nok vigtigt at nævne, at der slet ikke lå noget seksuelt i dette. Det var normalt at vaske og salve de tørre og støvede sandal-fødder.

Når Maria netop beskrives som ”siddende ved Jesu fødder”, og når hun salvede hans fødder med dyr pafume, var det et udtryk for hendes dybe respekt og ærefrygt. Hun følte sig på fod-niveau i forhold til denne hellige mand.

Dengang var forholdet mellem mænd og kvinder ligesom vi endnu kan opleve det i isolerede stammer i Afrika, hvor kvinder nærmest er på slave-niveau.

Jesus var desuden en kendt læremester, som man viste respekt. Men frem for alt angrede Maria Magdalene så lidenskabeligt sit tidligere syndige liv, at hun slet ikke følte sig værdig.

Påskemorgen

Men da Maria kigger ind i gravhulen, er den tom. I stedet ser hun to engle, som siger, at Jesus er opstået, som han selv tidligere har sagt, han ville.

Men Maria er alt for opløst og fortvivlet til at fatte det.

”Hvis det er dig, der har taget ham, så sig mig, hvor du har lagt ham,” jamrer hun, da hun fornemmer, at havemanden står bag hende. Hun kigger slet ikke op.

Og så hører hun den velkendte hjertelige stemme sige hendes navn: ”Maria!”

Endelig fatter hun det ufattelige, at han virkelig er blevet levende igen. ”Mester!” udbryder hun.

Ikke noget med knus og kram, for det føler hun sig slet ikke værdig til. Hun famler i stedet efter at røre hans fødder, men Jesus beder hende om ikke at gøre det, for hans krop er endnu ikke klar til at blive rørt ved – han har jo ligget i graven i to-tre dage.

Men han giver hende ansvaret for at fortælle det utrolige budskab om hans opstandelse til mændene. Et tegn på hans tillid.

Ude af sig selv – men nu af begejstring – løber hun hjem og hamrer på døren ind til det rum, hvor disciplene sover. ”Herren er opstanden! Jeg har set ham!”

De tror, det har slået helt klik for hende. Men Peter og Johannes løber selv ud til graven, som ganske rigtigt er tom. Jesus er væk. Maria kan fortælle, at de kan møde ham ved Genesaret Sø.

Her får de et fantastisk gensyn, før Jesus 40 dage senere tager afsked med dem og udsender dem til hele verden for at fortælle, at der er tilgivelse for synder.

Maria Magdalene har uden tvivl været en af de ivrigste. For hun vidste, hvad det betød at blive tilgivet alt og få et nyt liv.