Ny dansk organisation taler Israels sag på internettet
På knapt et år har Med Israel for fred – MIFF Danmark fået flere end 300 medlemmer. Via hjemmesiden og Facebook når MIFF ud til flere tusinde danskere hver dag.
Det oplyser MIFFs daglige leder, Dina Grossman.
– Vi vil, at Israel kan leve i fred – fred fra dæmonisering og i fred med omverdenen. Har du nogensinde lagt mærke til, at de mest højrøstede stemmer ofte hører til dem, som egentlig ved mindst om Israel? MIFF vil gerne bidrage til, at danskere kan forholde sig mere konstruktivt til Israel. Derfor udgiver vi – gratis – artikler og andet materiale på dansk med saglig og alsidig information om Israel. Vi gør det nemmere for folk at komme i tale med familie, venner, kolleger, naboer, forklarer Dina Grossman.
Den 70-årige Dina Grossman arbejder som frivillig for MIFF Danmark. I februar fik hun journalist og markedsansvarlig, Rika Greenberg, (50) med på holdet i en 80 procent stilling.
– MIFF er en enestående organisation, som giver plads til alle med et positivt syn på Israel uanset deres religion, politiske ståsted eller etnicitet, understreger Rika Greenberg.
MIFF Danmark får hjælp fra Norge
MIFF blev etableret for godt 40 år siden i Norge. Organisationen støtter det jødiske folks ret til et nationalt hjemland i Israel. MIFF støtter samtidig en løsning på flygtningeproblemerne, som ikke indebærer en trussel mod Israels eksistens som en jødisk stat.
”Vi mener, at konflikten mellem Israel og dets naboer bør løses ved direkte forhandlinger mellem parterne. Vi tager afstand fra organisationer, som ikke vil anerkende staten Israel. Og ellers stiller vi os neutralt med hensyn til livssyn og er politisk uafhængige,” oplyser MIFF Danmark.
I Norge er der flere end 11.000 medlemmer og 30 aktive lokalforeninger. I 2018 var der 2,7 millioner sidevisninger på hjemmesiden. MIFF når ud til millioner af mennesker gennem de sociale medier, mediekampagner og -omtale. Alt finansieres gennem medlemmernes kontingent og gaver. Sidste år besluttede MIFF at gå internationalt, med Danmark den 19. april 2018 og Island den 27. marts 2019.
– De første par driftsår dækkes næsten alle udgifterne til MIFF Danmark af Israel-venner i Norge. Det har givet os en mulighed for at drive en internetredaktion med daglige nyheder fra Israel og analyser af danske holdninger, samtidigt med, at vi øger medlemstallet i Danmark, siger Dina Grossman.