Psykologen: Jeg vil stå ved min tro

– Folk, som kender mig, har altid vidst, at jeg er troende. Men nu er jeg også begyndt at tale mere åbent om det, indleder psykolog Kirsten Callesen.

Hun er indehaver af Psykologisk Ressource Center i København, som samarbejder med flere psykiatriske afdelinger.

Hun har især stor erfaring med at arbejde med mennesker med autisme ud fra en kognitiv terapeutisk tilgang. Og med mennesker med angst.

Alle er unikke

– Jeg er kendt for at sige: ”For mig er alle unikke”. Og det er udgangspunktet i mit arbejde med mennesker med udviklingsforstyrrelser. Vi er alle skabt i Guds billede, og det klæder verden, at vi er forskellige. Mit menneskesyn er styret af den opfattelse.

– De, der klarer sig bedre end de mest sårbare, har pligt til at hjælpe. Hvordan skaber vi et samfund, der gør det let nok at leve – også for dem? Så de føler og oplever, at de har værdi?

– Mennesker med udfordringer har altid været en del af vores verden. De minder os om, at vi skal passe på hinanden. Det skal ikke bare handle om darwinisme – om overlevelse af den stærke, siger Kirsten Callesen.

Også forskellige

I øvrigt bryder hun sig slet ikke om at generalisere:

– Mennesker med autisme er lige så forskellige som alle andre. De har hver deres unikke historie. Inden for autismeområdet taler man om neurodiversitet.

– Det skønneste ved autismens væsen er den manglende lyst eller evne til at forstille sig. Evnen til at være ægte til stede.

– Ligesom Obelix, der faldt i gryden som barn … faldt de i sandhedsgryden! Og de formår at være ærlige uden bagtanker.

– Man kan sige, de har en udviklingsforstyrrelse i forhold til konkurrencesamfundets krav. Men hvem har ret til at sige, hvad der er den rigtige måde at leve på, eller hvilke værdier, der er mest sande? pointerer Kirsten Callesen.

Slæk på kravene

Hun mener, det er en god idé, hvis vi lærer at slække lidt på kravene til hinanden.
At vi vælger en overbærende, rummelig og positiv tilgang til hinanden i stedet for den nuværende kurs, hun oplever mange steder. Også i kirkemiljøer:

– Der er så mange krav om det sociale. Om at skulle kunne levere på en bestemt måde. Om at leve op til det typiske normalitetsbillede. Der er megen social angst og depression, der opstår i kølvandet af, at mennesker ikke magter det … Hvis ikke de har knækket koden kommunikationsmæssigt og socialt.

Kolosal stigning i psykiatriske diagnoser

– I øjeblikket ser man en hel epidemi – en kolossal stigning i antallet af psykiatriske diagnoser. Overalt.

– De sidste ti års besparelser på varme hænder og plejepersonale i børnehaver, vuggestuer, skoler og i sundhedsvæsenet har kostet dyrt. Folk troede, at vækst i sig selv var et gode…
Hvad gør vi for at vende vognen, vende udviklingen? Og hvordan får vi det stigende antal sårbare mennesker til at føle sig inkluderede?

Både som menneske og som psykolog oplever Kirsten Callesen, at hun ”kun” kan stille sig til rådighed med sin viden og kunnen – og forsøge at åbne op for at lade Gud forsætte hjælpen.

– Når først menneskesynet er på plads, har jeg tillid til, at den faglighed, de gaver, jeg er udstyret med – de fem fisk og to brød, jeg kommer med – får lov til at virke i dem, jeg hjælper.

– Det er pudsigt og stort, når man oplever, at arbejdet er velsignet. At folk får det bedre, og der skabes gode forbindelser. Det hele er orkestreret af en højere magt. For mig er det Gud.

– Min arbejdstilgang er: Gud, jeg prøver at bruge det talent, du har givet mig, og kærligheden i mit hjerte, og jeg ønsker at få det til at virke i menneskers liv, forklarer psykologen.

At stå ved sin tro

Kirsten Callesen har gjort sig en del overvejelser omkring det at stå offentligt frem med sin tro i faglig sammenhæng.

– Det kan være svært som psykolog at tale åbent om Jesus og kristendom. Om religiøsitet. Jeg har følt mig udfordret med hensyn til at trække Gud og Jesus frem i forbindelse med mit arbejde. Jeg ved ikke engang, om det er ulovligt?… Hvis jeg begyndte at tale om det på en psykiatrisk afdeling, ville jeg jo blive stoppet.

– For 17-18 år siden var jeg med til at lede en bevægelse, Teleios, som arbejder med sjælesorg i kirkesamfundet.

– Peder Poulsen, som var med til at starte Aarhus Valgmenighed og som i dag arbejder meget med sjælesorg, rådgivning og som terapeut, var med. Jeg spurgte ham på en Oaselejr for 14 år siden: ”Hvordan kan man stå ved sin kristendom i sit verdslige arbejde?”

– Han svarede: ”Alle dem, som du hjælper … se dem som din menighed. Bed for dem, og lad Guds ånd gøre arbejdet. Du er de hænder, Han bruger”.

– Den tilgang fik det hele til at falde på plads for mig. Jeg afstemmer hver eneste arbejdsdag ud fra, hvad jeg er, hvem jeg er.

– Mange sager er så komplekse og fastlåste. Jeg skal ikke fikse det, fikse dem, men give mennesker nogle psykologiske værktøjer, der gavner, og så tror jeg på, at Gud tager over, forklarer hun.

De bedste planer

Tilliden til at Gud har det store overblik og tager sig af os, sparer hende for megen uro – også i arbejdssammenhæng. Både når hun hjælper klienter, og når der er brug for fysiske forandringer.

– For eksempel skulle vi på et tidspunkt flytte til nye lokaler. Vores lejemål udløb snart, og mine kolleger blev mere og mere bekymrede. Så sagde jeg til dem:”Den lejlighed, vi skal have, er allerede clearet fra oven. Det er sådan, Gud er”. En måned senere fandt vi et nyt og bedre sted.

– Vi skal have tillid til, at Gud ønsker det bedste for os og giver os det, vi har brug for. Vi må give slip på vores bekymringstanker og i stedet sige: ”Gud har styr på det”.

Gider ikke holde mund

– Både som privat- og fagperson vil jeg gerne i langt højere grad kunne sige til alle: ”Jeg vil gerne bede med dig nu, for Gud ser dig – og Jesus gav sig selv for dig!”.

– For jeg tror også, det ville have betydet noget for mig selv som yngre at læse en respekteret fagperson udtale: ” Jeg tror, Jesus lever og kan gøre en forskel”. Det er så sandt – og hvorfor snyde mennesker for en chance for at få øje på tro?

– Jeg gider ikke længere holde mund! Min tid er kommet til at åbne munden, siger Kirsten Callesen.

Men hun er samtidig blevet mere forsigtig med sine egne meninger. Enhver antydning af skråsikkerhed kommer hun længere og længere væk fra.

Det store overblik og den sande forståelse har kun Gud, har også hun erkendt. Det vigtigste er at leve med og i den dybe tro, hvor fred og kærlighed hersker. Også i hverdagen:

– Jeg tænker ofte på, at Jobs venner sagde alle de rigtige ting, men de tog totalt fejl…

At miste en bror …

– Det, som har gjort stor forskel for mig personligt, er, at min lillebror Peter Dyhr døde for et år siden. Han havde hele tiden for øje: Hvad er det, Gud ønsker, vi skal gøre?

– Udover, at det var et chok og komplet absurd, uforståeligt, at han skulle dø – og det værste, der er sket i mit liv, har det også gjort, at jeg i dag føler: Der er ikke noget værre, der kan ske. Det har givet mig: Prøv at høre venner: Livet er kort. Og over for Gud står du nøgen.

– Gud ser dit hjerte. Hvordan administrerer du dit liv?

– Hvordan har mennesket det åndeligt talt? I relation til Gud? Det her liv handler jo om at skabe Guds rige på jord.

– Et af de mennesker, jeg skulle dele livet med, er her ikke længere. Min ven, min præst, min bror. Der er bare ikke nogen sikkerhed.

– Det værste, der kan ske, er, at man begynder at tænke: ”Hvorfor ikke bare kollektivt checke ud? … mange knokler så meget…

– Min bror er hos Gud. Det er en fest at være hos Gud. Men det er ikke en fest for os, der savner ham helt vildt.

– Gud, hvis bare jeg kunne se verden med dine øjne … kunne jeg bare fjerne noget af sløret fra mine øjne, tilføjer hun…

Så kunne man virkelig gøre gavn her på jorden. Men vi kan kun hele tiden øve os i at blive bedre til at se, forstå og gøre Guds vilje. Ikke ved at forsøge at leve op til normerne – kulturen i en dysfunktionel verden, men ved at leve vores værdier.