’Udfordringer giver plads til mirakler’

Martin Tangstad var en af hovedtalerne på årsmødet og generalforsamlingen for Danske Idébaserede Lokale Elektroniske Medier og Den Kristne Producent Komité den 27. april i Kulturcentret på Drejervej. DILEM og DKPK organiserer 20 lokale kristne radio- og tv-stationer.

Direktør for Copenhagen Media Facility, Martin Tangstad, talte lørdag på DKPK’s årsmøde og generalforsamling i Kulturcentret på Drejervej 15 i København. Han ønsker at inspirere lokale radio- og tv-folk til ikke at lade sig slå ud af svære omstændigheder.

Den 36-årige mediedirektør, Martin Tangstad, var en af hovedtalerne, da Danske Idébaserede Lokale Elektroniske Medier (DILEM) og Den Kristne Producent Komité (DKPK) holdt årsmøde og generalforsamling.

Martin Tangstad håber at kunne inspirere de lokale producere, studieværter og teknikere til at møde udfordringer med rejst pande. Det er nemlig i udfordringerne, at der er plads til Gud:

– Jeg håber, at folk bliver inspireret til at tænke: ”Lad dig ikke slå ud af omstændighederne. For når omstændighederne er hårde, er der plads til mirakler.” Hvis det var let, så gjorde alle det, og så var der heller ikke plads til, at Gud kunne komme ind og gøre en forskel, lyder opmuntringen fra mediedirektøren.

En humblebi, der flyver

Martin Tangstads udsagn udspringer af hans egen erfaring som direktør i Copenhagen Media Facility – et produktionsselskab, der blev grundlagt af Kirken i Kulturcentret på Drejervej i København og i dag laver alt fra studieudlejning til medieproduktion til at eje en kristent satellit-tv-kanal i Mellemøsten.

– Hvis vi som almindelig kirke i Nordvest med vores begrænsede midler kan drive en succesfuld kristen kanal i Mellemøsten og gøre en forskel, så er det en humlebi, som ikke burde kunne flyve, konstaterer Tangstad og reflekterer videre:

– Det er ligesom den gode gamle klassiske bibelfortælling om Gideon, hvor Gud siger til ham, at hans hær er for stor. Hvis de vinder krigen, så vil de ikke give Gud æren, og så sorterer Gud ellers hæren ned, fortæller Tangstad, der selv er vokset op i det kirkelige miljø i Danmark.

Udvikling eller afvikling

Netop Martin Tangstads barndomsminder spillede ind, da han søgte stillingen i Copenhagen Media Facility:


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Jeg kan huske KKRtv fra min barndom, for når man spurgte folk dengang, hvordan de kom med i kirken, var det altid på grund af ALPHA-kurser eller KKRtv. For mig var det en unik mulighed at tage et brand, som er udfordret og sige: ”Enten udvikler vi det, eller også afvikler vi det”. Vi må ikke bare acceptere stilstanden, lyder det begejstret fra Martin Tangstad.

– Sandheden er jo, at KKRtv i tidernes morgen, da monopolet blev brudt, havde en stemme og blevet taget seriøst, fortsætter han. – Det er den stemme, vi søger tilbage mod.

Verdensomspændende virksomhed

Passionen for branding og strategiudvikling går mange år tilbage for Martin, der er uddannet i kommunikation og forretningsudvikling på Copenhagen Business School. Inden sin nuværende stilling arbejdede han syv år hos én af verdens største virksomheder, Proctor & Gamble, der blandt andet står bag giganterne Gilette, Pampers og Head & Shoulders. Her oplevede han en stejl læringskurve de første år, men det blev i længden for trist og kedeligt, fortæller Martin:


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Jeg nåede nok min eksistentielle 40-års krise som 35-årig, hvor jeg tænkte: ”Der må være mere i livet end at have en god løn, pensionsopsparing og firmabil.” Jeg kunne ikke se mig selv arbejde til jeg er 72 med at sælge barberblade og shampoo og vente på næste lønstigning og karrieremulighed. Der måtte være noget mere, husker han.

Brug for kristent tv

I Copenhagen Media Facility fandt han følelsen af at gøre en forskel, og han håber, at DKPK’s medlemmer har det på samme måde, for der er brug for kristent tv, mener Martin Tangstad:

– I Danmark har vi brug for kristent tv, for ellers er det nogle andre, der får lov til at tegne medievirkeligheden. Hvis du kigger på mediebilledet i dag, er det ”Onkel Reje”, ”Paradise Hotel” og ”Ex on the Beach”, der tegner billedet. Det er en populærkultur, der er funderet i, hvad du gør og kan, og hvordan du ser ud. Der er intet med, hvem du er, og hvorfor du er her, reflekterer han.

– Jeg håber, at der sidder nogle kristne radio- og tv-producere og tænker: ”Her er der en mulighed for mig til at gøre en forskel. Det kan godt være, at det ikke giver økonomisk succes, eller du får rejst en statue, men du får lov til at gøre en evig forskel, slutter Martin Tangstad.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Se mere på www.dkpk.dk.