Hvad frelses vi fra i Værges kristendom?

(Læsetid: 3 minutter)

”Dét må være den store, endelige genoprettelse og helbredelse, helbredelsen af fælleskabet mellem Gud og menneske og mellem os mennesker indbyrdes. Dét er fuldendelsen; det ufærdige menneske når sit mål” s.205

Johannes Værge skriver sin bog om kristendommen. En bog som han i en vis forstand betragter som et forsvar for kristendommen og en ”venligere Gud”. Bogen er fyldt med opmuntrende budskaber om den kristendom, som Værge bekender sig til, hvor fuldendelsen er en fuldstændig genoprettelse af mennesket. Som teolog vedgår Johannes Værge, at bogen er en tolkning, og derfor ikke kan siges at være ”..det endegyldigt sidste ord”s.15. Det er bestemt en formidlende omstændighed, at forfatteren således gør opmærksom på, i bogens indledning, at hans tolkninger ikke er endegyldige sandheder, for undervejs i bogen udfordrer han mange væsentlige ”sandheder” i den gængse kristendomsopfattelse.

Gud med stort eller lille bogstav?

Værge er bestemt ikke den første teolog, som har villet tolke bibelen, så den bliver lidt nemmere at sluge for moderne oplyste mennesker. Men han gør det langt hen ad vejen på en intelligent og respektfuld måde. Det lader sig ikke skjule, at han ikke opfatter fx skabelsen og jomfrufødslen som skildringer af faktiske hændelser. Men forklaringerne på, hvilken funktion disse beretninger så har, når nu man ikke skal opfatte dem bogstaveligt, virker meget overbevisende.

Der er således ingen tvivl om, at Værge selv er overbevist om, at han gør kristendommen en tjeneste ved at formidle en kontekst og fortolkningsramme, som gør det plausibelt at anvende beretningerne, uden at forholde sig til naturvidenskabernes dogmer. Det er som sådan også interessant at læse om, hvilke overvejelser evangelisterne kan have haft om betydningen af Jesu’ oprindelse i forhold til deres lære om hans menneskelige og guddommelige natur. Og meget andet positivt kan siges om forfatterens indblik i kultur, kirkehistorie og så videre. Men problemet er helt grundlæggende, at Gud reduceres til gud, som primært spiller inden for den menneskelige fatteevne. Man kan derfor blive helt grundlæggende i tvivl om Værge egentligt tror på ”Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber” eller for den sags skyld, om han mener Jesus er Guds adoptivsøn, altså et menneske som levede op til sit iboende guddommelige potentiale, og derfor opfattes som Guds inkarnation og så fremdeles.

Frelse fra hvad?

Teologisk set er Johannes Værge ikke en del af det, som han betragter som de konservative kristne. Det betyder, at hans forhold til helvede, og jeg skriver bevidst med lille begyndelsesbogstav, er ganske anderledes end den folkelige overlevering. Helvede er, mener Værge, ikke et sted, ej heller noget der har afgørende betydning i Det Nye Testamente. Han argumentere således med, at det nævnes få gange, mens Himmelen og Himmeriget optræder hyppigt. Faktisk går han så langt, at han hævder at læren om den dobbelte udgang af livet (Himmel eller Helvede) finder sin forklaring i den juridiske prægning, som kristendommen fik i Romerriget, og sidenhen på grund af den katolske kirkes magt og økonomiske vinding ved netop truslen om en evig fortabelse i Helvede. De bibelske begrundelser for at tale om offer/ stedfortrædende død og befrielse fra fortabelsen er tilsyneladende ikke eksisterende, når Værge læser sin Bibel. Langt hen ad vejen giver forklaringerne og argumenterne rigtig god mening, for meget er gjort og sagt for at skræmme og holde folk på plads, og det i kristendommens navn, selvom evangeliet jo netop skulle være det glædelige budskab. Alligevel står jeg tilbage med nogle centrale skriftsteder, som behændigt er udeladt af Værges tolkning. Og konsekvensen bliver for mig at se spørgsmålet, hvad er det vi frelses fra i Værges kristendom? Og var det Guds afmagt eller almagt der førte Jesus til korset?

Johannes Værge: Det ufærdige menneske og Gud
216 sider. 249,00 kr. Akademisk Forlag

Læs også