Kristian Andersen skal sælge billetter
Vestjyden kan – måske – sikre KristenDemokraterne et vestjysk kredsmandat i Folketinget.
Kristian Andersen fra Tarm poppede i mandags op som trold af en æske og kom i landsmedierne, fordi han muligvis kan sikre KristenDemokraterne et kredsmandat i Vestjylland. Og en plads i Folketinget.
Men vi skruer lige tiden tilbage: For 3-4 år siden rejste journalisten og københavneren Martin Kongstad med toget til Skjern for at mødes med efterskoleforstander Kristian Andersen over en frokost bestående af skrubber fra fjorden og pariserbøf på Hotel Skjern. Det kom der en times spændende samtale ud af på Radio 24syv.
Det hele begyndte med, at københavnerjournalisten var tydeligt overrasket over, at Kristian Andersen gerne ville have en øl til maden. Det viste sig, sikkert også til forbløffelse for mange af Radio 24syvs lyttere, at hér var en helt almindelig mand, tænk en gang.
Hermed var fordom nummer ét gjort til skamme. Den kristne og missionsk opdragne Kristian Andersen kan godt drikke en øl til sin frokost og samtale reflekteret omkring livets udfordringer. Samtalen rundede Andersens hjertebarn, familiepolitikken, og kom også godt rundt om emner som seksuel afholdenhed før ægteskabet, unges drukvaner, unges pornoforbrug, og blev i det hele taget et nærbillede af en mand, som har et klippefast værdisæt, men også en rummelighed for mennesker, der mener noget andet – alt sammen udsprunget af en stærk tro på Gud.
Stemmesluger
Kristian Andersen er ikke blot forstander på efterskolen Solgården med rødder i Luthersk Mission, men også 2. viceborgmester i Ringkøbing-Skjern og kommunens store stemmesluger ved kommunalvalget i 2017.
I mandags kom så nyheden om, at den inkarnerede vestjyde, 51 år, gift med Ebba og far til fire børn, sportsmand og lystfisker, skulle være trækplaster for KristenDemokraterne ved det kommende folketingsvalg.
Partiet meldte ud, at landsformand Stig Grenovs rolle i de afsluttende partilederrunder skulle overlades til Kristian Andersen og dermed give fuld eksponering af vestjyden, i det lønlige håb at Andersen kan sikre KD et kredsmandat i Vestjyllands Storkreds og dermed en plads i Folketinget. Det kom der en masse ”ballade” ud af, for både TV2 eller DR stod hårdnakket på en regel om, at partiformanden skulle deltage i partilederrunderne.
Ikke desto mindre viste manøvren, hvor benhårdt KristenDemokraterne satser på, at Kristian Andersen kan vinde et kredsmandat. Ved folketingsvalget i 2015 fik han 3.860 personlige stemmer, og ved kommunalvalget i 2017 blev han største stemmesluger med 3.200 stemmer og fordoblede dermed partiets antal af byrådsmedlemmer til seks.
Det lå dengang til, at Kristian Andersen skulle være borgmester, men socialdemokraten Søren Elbæk ville ikke pege på en borgmesterkandidat, der nægtede at vie homoseksuelle.
Rundt om blokken
Det var rigtigt nok: Kristian Andersen ville ikke vie homoseksuelle. Men ellers var balladen slet ikke udtryk for, hvordan Andersen ser på mennesker, der er anderledes end ham selv, inkl. homoseksuelle.
Det var også det indtryk, han efterlod i den spændende og personlige samtale med Martin Kongstad på Radio 24syv.
Vist er Kristian Andersen opvokset i et missionsk hjem i Videbæk, med trofast kirkegang om søndagen, bordverset ”Alle gode gaver” før aftenmaden og et andagtsstykke og bøn bagefter, men han har været rundt om blokken, som man siger i byerne.
Som helt ung i Livgarden i 12 måneder, hvor han på Høvelte Kaserne i Nordsjælland skilte sig ud fra de andre livgarder ved ikke at gå i byen torsdag aften og drikke sig beruset, men ellers var han en del af sjakket, soldaterhumoren og fik gode kammerater.
Senere blev han uddannet som lærer og som familieterapeut og blev blot 31 år gammel forstander på Solgården. I 2009 blev han indvalgt for KristenDemokraterne i byrådet i Ringkøbing-Skjern og fulgte dermed i fodsporene på sin far, der sad i byrådet for Kristeligt Folkeparti i en menneskealder.
Ny situation
To gange har Kristian Andersen stillet op til et folketingsvalg, og han havde egentligt opgivet at få en landspolitisk karriere.
Men da Venstres miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, der var valgt i Vestjyllands Storkreds, for et år siden pludseligt meddelte, at han forlod politik og ikke ville genopstille, opstod en ny situation. Kristian Andersen øjnede muligheden for, at KD kunne snuppe en del af Lunde Larsens 10.000 personlige stemmer fra sidste folketingsvalg.
Kristian Andersen tror, at det vil være muligt at opnå de 18.000 stemmer, det vil kræve for at få et kredsmandat i Vestjylland.
Hvis ikke, skal han alligevel ud i et jobskifte. For efter snart 21 år som efterskoleforstander er han pr. 1. august ansat i en nyoprettet stilling som familiekonsulent i Luthersk Mission.