MAFs ’første-pilot’ var en fighter

Kristen N. Kristensen ”gav evangeliet vinger”.

Luftkaptajn Kristen Nørgaard Kristensen døde pludseligt den 12. maj, 87 år gammel.

Kristen Nørgaard Kristensen var efter 8 år i flyvevåbnet luftkap-tajn i SAS gennem 30 år.

Han oplevede som mange andre en åndelig opvågning i 70-80’erne og kastede sig med stor iver ind i arbejdet for det daværende Kristeligt Folkeparti (nu Kristendemokraterne).

Han blev valgt til organisatorisk næstformand og fungerede i praksis som ulønnet partisekretær, idet han brugte næsten al sin fritid udenfor SAS til at inspirere og organisere partiet.

Når han mødte på arbejde, havde han allerede været et smut i New York eller Helsinki.
Senere brugte han som pensionist sin store energi på at arbejde med Mission Aviation Fellowship (MAF), som han var med til at stifte i Danmark. MAF hjælper med at flyve missionærer og nødhjælp rundt i verden.

Den tidligere SAS-kaptajn satte med sin personlige kristne livsholdning et meget betydeligt præg på MAF’s udvikling fra starten i 1989.

”At give evangeliet vinger” var hans valgsprog, når han med stor indlevelse udbredte kendskabet til MAF’s flymission,” fortæller Arne Puggaard fra MAF.

Kristen N. Kristensen var i en årrække også medlem af MAF Europe’s bestyrelse og interesserede sig med sin faglige ekspertise specielt for flyvesikkerhed, bl.a. med at indføre GPS navigationssystemer i MAF’s fly.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Bisættelsen fandt sted Store Bededag i Jyderup Kirke. Her levede Kristen de sidste år som aktiv havegartner.

Hans datter Vibeke Muasya skriver: ”Han var ekspert i at nyde livet til fulde. Han udviklede sig fra en streng regelbundet far til en kærlig, nærværende og omsorgsfuld bedstefar. Som årene gik, blev han blødere og gladere og forblev 100% skarp, nysgerrig, opmærksom og engageret indtil sidste sekund. Farvel, min far. Du har altid ønsket at gå fra pilot til astronaut – nu kan du indtage universet.”