Ulla: Jeg blev befriet fra en plageånd

Ulla Auerbach Harrison fra Sønderborg har oplevet et mareridt, som ingen kvinder ønsker at opleve. Gennem mere end et år fik hun besøg af en dæmon, som voldtog hende…

Ja, det lyder lidt utroligt, men Ulla er nu kommet ud på den anden side af den frygtelige tid. Og nu vover hun at snakke om det, hun har oplevet, i håb om, at det kan hjælpe andre.
– Fortæl lidt om din baggrund.

– Jeg er født i Sønderborg. Jeg fandt sammen med en englænder, og vi flyttede i 1987 til Yorkshire, hvor han havde en pub. Så blev vi skilt, og jeg tog hjem igen efter ti år. Jeg har tidligere serveret, men det orkede jeg ikke mere, så jeg fik et job på Haderslev Sygehus med at gøre rent.

Bagefter tog jeg et elektronikkursus, og senere fik jeg et job hos revisionsfirmaet KPMG i seks år. Jeg har også arbejdet som receptionist på epilepsihospitalet i Dianalund.

Så tog jeg hjem til Sønderborg, og idag er jeg pensionist. Jeg har fået to nye hofter og har gigt i knæene, ryggen og nakken.

Men bortset fra at jeg er døbt og konfirmeret, så har mit liv været helt uden Gud, konstaterer Ulla Harrison.

Dæmonen trænger sig på

– Men for fire år siden blev jeg besat af en dæmon. Jeg vidste bare ikke, at det var en dæmon. Jeg forstod ikke, hvad der skete, og jeg kunne ikke tale med nogen om det.

Næsten hver nat kunne jeg mærke, at der var én, der lagde sig oven på mig og voldtog mig.
Det var så virkeligt, at jeg kunne mærke det i kroppen, og det gjorde ondt, og jeg kunne endda se, at der var en fordybelse i dynen, når han lagde sig ved siden af mig.

Det udartede sig

– Hvordan begyndte det?
– Det begyndte lige så småt, ikke noget særligt, og så udartede det til noget forfærdeligt noget. Jeg følte mig besat 24 timer i døgnet. Jeg kunne ikke være til!

– Var det i tankerne, eller var det også fysisk, du mærkede det?
– Det var fuldstændig fysisk, bortset fra, at jeg ikke kunne se noget.
– Hvade du beskæftiget dig meget med det okkulte før?
– Nej, ikke noget særligt.
– Men hvad for eksempel?
– Jeg var hos en spåkone (clairvoyante) for mange år siden.

Gå dog til kirken!

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg var ved at blive skør.
Men jeg var jo ikke syg, så jeg gik ikke til en læge. Jeg var også bange for, at lægen bare ville tro, at jeg var skør.

– Jeg forsøgte at læse noget om, hvad det kunne være. Og jeg kunne se, at mit problem udartede sig ligesom en dæmonbesættelse.

Det havde jeg jo aldrig troet, at jeg skulle blive udsat for. Det var helt fremmed for mig.
Efter et år var der en veninde, der sagde til mig: Gå dog til kirken.

Det havde jeg slet ikke tænkt på. Men jeg havde jo godt set i film, at katolikkerne gav sig af med at uddrive dæmoner.

Svært at få hjælp i kirken

– Jeg kontaktede så den katolske præst i Aabenraa. Men han svarede lidt fortørnet, at det gav de sig sandelig ikke af med.

Nå, men hvad skulle jeg så gøre. Jo, jeg kunne jo prøve at ringe til pastor Lars Messersmidt i København.

– Den katolske kirkes officielle excorsist…?
– Ja, det kalder han sig sig nu ikke selv. Men der var jeg så ovre til samtaler 3-4 gange. Men det blev jo dyrt efterhånden, og der skete ikke rigtigt nogen forbedring.

Jeg prøvede også at tale med præsten i Christianskirken (folkekirken) i Sønderborg, men det fik jeg heller ikke noget ud af.

Slap af med dæmonen – og blev glad igen

– Til sidst blev jeg henvist til den nu pensionerede sognepræst Stig Christensen ved Skt. Marie Kirke. Det prøvede jeg så. Og det hjalp!

Der gik lang tid, før det var helt ude, for det var åbenbart en meget ihærdig dæmon, men det lykkedes at slippe af med den.

Og det betød så, at jeg fik kontakt med kirken, som jeg aldrig havde haft før.
For bagefter inviterede Stig mig med til forskellige arrangementer i kirken, og jeg kom også med i en cellegruppe (en bibelstudiegruppe). Og til sidst begyndte der at sætte sig noget fast af det, jeg hørte.

Og jeg blev gladere og gladere. Og det havde jeg ellers ikke været i lang tid. Det var bare så godt. Nu går jeg stort set i kirke hver søndag, fortæller Ulla.

Familien tog afstand

– Da jeg begyndte at blive troende, inviterede jeg min familie til en kop kaffe og fortalte dem om, hvad der var sket med mig.

Straks kunne jeg mærke, at de tog voldsomt afstand. Den ene søster rejste sig op og sagde: Du skal i hvert fald ikke bede for mig!

Og så gik de. Og jeg hørte ikke fra dem i lang tid.

Så mødtes vi igen til en fest, og folk gik rundt og sagde goddag. Men min familie vendte ryggen til mig og ville ikke engang give mig hånden. Det var meget mærkeligt, og jeg har undret mig over, at de reagerede så mærkeligt.

Jeg blev meget ked af det og gik hjem med en følelse af, at jeg intet var værd.

Fik et syn af Jesus

– Næste dag efter den oplevelse med min familie sad jeg bare og kiggede ud af vinduet.
Jeg lagde mærke til, at der skete noget med skyerne. Og pludselig så jeg Jesus komme gående ligesom ud fra en sky og henimod mig. Det var så tydeligt. Og det virkede, som han han kom meget tæt på.

– Hvordan vil du beskrive ham?
– Jeg kunne klart se ham. Han havde en hvid kjortel på. Han havde mørkt krøllet hår. Men jeg kunne ikke se hans ansigtstræk.

– Men du var ikke i tvivl om, at det var Jesus…?
– Nej. Overhovedet ikke. Der var ingen tvivl.
– Og det var ikke bare et billede, du kunne se i skyerne. Han bevægede sig?
– Ja, han kom hen imod mig. Jeg véd ikke, hvor lang tid, der gik. Måske var det kun et øjeblik.

Men så gik han ind i en sky igen og forsvandt. Jeg tænkte åh nej, kom igen! Og det gjorde han! Han kom ud af anden sky. Og nu havde han et barn ved hånden. Det var en lille pige på 8-10 år. De kom henimod mig, og så var de væk, husker Ulla.

– Dagen efter snakkede jeg med Stig Christensen om det. Han sagde: Den lille pige, det er dig. Og det tror jeg, det er. Jesus tog mig ved hånden – og det har han så gjort for resten af mit liv, siger Ulla med taknemlighed.

Engle udenfor

– En aften efter denne oplevelse sad jeg i min sofa, da jeg pludselig ud af vinduet så noget hvidt bevæge sig. Jeg gik hen til vinduet og så fire-fem engle danse rundt udenfor. Jeg tror, de dansede rundt og legede med hinanden i ti minutter, mens jeg bare forbløffet så til.

– Har du let ved at se den slags overnaturlige fænomener?
– Åbenbart. Da jeg lige var blevet kristen, lå jeg en dag på min sofa. Da jeg åbnede øjnene så jeg et ansigt, som jeg tror var Gud.

– Hvordan så det ud?
– Som et menneskeligt ansigt.
– Men hvordan vidste du, at det var Gud?
– Det vidste jeg bare. Det var jeg ikke i tvivl om.
– Hvad betød det for dig?
– Det betød meget for mig, fordi jeg havde mødt den modstand fra min nærmeste familie. Det opmuntrede mig.

I dag tænker jeg ikke ret meget på den modstand.

Oplevelse i Føtex

Ulla havde også en speciel oplevelse i et Føtex supermarked.
– Der var en ældre dame ved kassen, som tabte en bakke leverpostej ned på gulvet. Hun kunne slet ikke bøje sig ned efter den, så jeg sagde, at det skulle jeg nok klare. Men da jeg forsøgte, væltede jeg lige så lang jeg var. Og folk stod bare og kiggede, selv om jeg ikke rigtig kunne komme op.

Men pludselig mærkede jeg, at der var én, der tog fat under armene og løftede mig lige så forsigtigt op.

”Ja, man vil så gerne hjælpe, og så kan man ikke alligevel,” sagde jeg til vedkommende. ”Det tror jeg nu nok, du kan,” svarede han, som om han kendte mig.
Men da jeg vendte mig om, var der ingen…

Jeg tror, det har set mærkeligt ud, at jeg kom op igen på den måde og talte med nogen. Men de stod bare og kiggede med åben mund. Ingen sagde noget. Der var fuldkomment stille.