D-dag: ’Lukket på grund af bøn’

Bodil Lanting

I maj 1945 fejrede danskerne friheden ude i gaderne sammen med både kendte og ukendte, mens butikkerne havde skilte med teksten ”Lukket på grund af glæde”. Men året forinden, på D-Day, havde USA holdt lukket på grund af bøn.

I år er det 75 år siden, de allierede gik i land i det besatte Europa. D-Day havde været ventet længe. Og da først begivenhederne blev omtalt i medierne den 6. juni 1944, samledes folk til bøn i hele USA.

Amerikanerne stod sammen i bøn for ”drengene”, der skulle hjælpe Europa ud af nazisternes kløer. I butikkerne hang skilte med teksten ”Lukket på grund af bøn”. Der var forbøns-gudstjenester hver time i de større byer, og folk strømmede til, så der var overfyldt til gudstjenesterne i både kirker og synagoger, fortæller Keith Huxen fra USAs National World War II Museum.

New Yorks borgmester ledte sine medborgere i bøn til Gud, mens han sendte denne hilsen til soldaterne: “Vi, borgerne i byen New York, som er samlet her, sender vore bønner til Den Almægtige Gud om sikkerhed og åndelig velfærd for hver eneste af jer, og vi beder ham ydmygt om at give total sejr til jeres styrker i den store og modige kamp for at befri verden fra tyranniet.”

Selv i New Yorks børs holdt man to minutters stilhed den dag!

Millioner af borgere i hele USA hørte også præsident Franklin D. Roosevelts stærke opfordring til bøn: “Mange mennesker har opfordret til, at jeg kalder nationen sammen til en særlig bededag. Men fordi vejen er lang og behovet er stort, vil jeg bede vores folk gå ind i fortsat bøn.

Når vi står op til en ny dag, og når hver enkelt dag er gået, lad der da være bøn på vores læber, så vi anråber Dig om at bistå os i vores indsats.”

Ikke kun USA og Storbritannien men også lande som Canada, Australien, vesteuropæiske lande samt Polen deltog i den store invasion. I alt 156.000 allierede soldater deltog i D-dag, som kostede omkring 10.000 af dem livet. Fra Danmark deltog 800 søfolk fortrinsvis på engelske skibe, hvor de fragtede forsyninger fra Storbritannien til Normandiet.

Mange hjalp til på forskellig vis før og under landgangen i Normandiet, som banede vej for afslutningen af 2. verdenskrig året efter. Men sammen med de allierede tropper stod millioner af mennesker i bøn. Og de store landes politiske ledere gik forrest og bad for troppernes ”sikkerhed og åndelige velfærd”.

Vi har alle sammen en vigtig rolle i den verden, vi er en del af. Vi må bede for alle mennesker og ikke mindst vore politiske og åndelige ledere om ”sikkerhed og åndelig velfærd”. Frugten skal nok komme til sin tid.