KD: Udemokratisk, hvis store partier vil hindre små partier i at komme ind
– Det er udemokratisk og det er en indskrænkning af demokratiet, siger partisekretær Tage Sørensen fra KristenDemokraterne.
Han protesterer imod flere ældre politikeres forslag om at gøre det endnu sværere for de små partier at indsamle underskrifter, så de kan stille op til et folketingsvalg.
Det var Bertel Haarder, Venstre, der lagde ud med at kræve strammere regler. Mogens Lykketoft, Socialdemokratiet, Marianne Jelved, Radikale, og Holger K. Nielsen, SF, bakkede op.
Hvis deres partier er enige, er der stort flertal for at stramme reglerne, så det bliver næsten umuligt for partier som fx KristenDemokraterne igen at opstille.
Haarder kræver, at der fremover skal indsamles 40.000 underskrifter, mens tallet nu er ca. 20.000 (nemlig samme antal, som et mandat kostede ved det seneste folketingsvalg.)
Haarder mener også, at man skal tilbage til de skriftlige blanketter istedet for det elektroniske system. Det skyldes især, at Klaus Riskjær omgik reglerne ved selv at hente links, hvorved han undgik de syv dages ventetid, som vælgerne ellers skal vente på at få et link til underskrift fra Indenrigsministeriet.
KD har tidligere protesteret imod dette omstændelige system, som betød at KD – som holdt reglerne – skulle indsamle ca. 40.000 vælgererklæringer for at få 20.000 godkendt. Der er nemlig også et forældelseskrav på 18 måneder.
– Det er jo tankevækkende, at flertallet i Folketinget har bestemt, at man kan blive skilt blot ved at bruge sit Nem-ID på nettet, mens det er meget vanskeligere at støtte et parti med sin underskrift, siger KDs partisekretær.
KristenDemokraternes fungerende formand, Isabella Arendt, betegner det som en ”utrolig dårlig idé”, og hun bakkes op af Pernille Vermund, Nye Borgerlige.
– Hvis man gør det endnu sværere, vil der være rigtig mange mennesker, der ikke føler sig hørt, siger Vermund til Berlingske.
Det er dog ikke alle politikere, der går ind for en stramning.
Henrik Dam Kristensen (Soc.)mener, at man ”skal passe på med at gøre det for vanskeligt” for nye partier at stille op. Mens Venstres Karen Ellemann ligesom sin far, Uffe Ellemann, går ind for en stramning.
– Bør KD så ikke straks gå i gang med at indsamle underskrifter efter de gamle regler?
– Det afgør Hovedbestyrelsen på sit møde den 22. juni, fortæller Tage Sørensen, der håber, at det lykkes at komme igang med at samle underskrifter før Folketinget mødes i oktober.