Med Wilfredo på Den Røde Plads

(Læsetid: 5 minutter)

– Der var en meget dejlig atmosfære. Kirken var synligt, men beskedent til stede. De havde kaffe og pandekager med, men deltagerne fra menigheden gik ikke hen og ”kaprede” folk. De var der, og de var imødekommende, fortæller psykolog Jane Bækgard, som var med Wilfredo Gomez (se sidste uge side 3) på Den Røde Plads på Nørrebro.

– Arrangementet startede med almindelig musik, som passede ind i området – ikke lovsang. For alt var tilpasset stedet.

– Præsten Palle Flyger kom med en virkelig fin tale om Kirken i Kulturcenteret. Om hvordan den er blevet en multietnisk kirke. Han talte også om, hvor meget det betyder at kunne føle sig tryg i sit lokalområde.

Det er ikke hver dag, at et tidligere bandemedlem – en morder, som har mødt Jesus og er blevet missionær – taler om fred og kærlighed på en plads på Nørrebro.

– Der var liv omkring dem, der talte, og tilhørerne. Nogle drenge skatede – de stoppede op og lyttede lidt engang imellem. Andre kom gående og på cykler – de stoppede op og lyttede en stund. Der sad folk på bænke og gynger.

– Man kunne se, at der skete noget i dem, når de lyttede. Der var fred og fordragelighed hele vejen igennem. Jeg var så berørt over at stå der. ”Det her er stort”, var min følelse. For tænk engang at stå midt på Nørrebro med budskabet om Jesus. Jeg vidste ikke, hvor meget Jesus ville blive nævnt, men det blev han. Wilfredo nævnte Ham mange gange i sin tale, fortæller Jane Bækgaard.

Hun blev så rørt i sit hjerte over oplevelsen på Den Røde Plads, at hendes stemme knækker lidt over ”bare” ved at fortælle om den.

Psykolog Jane Bækgaard blev dybt berørt af arrangementet med Wilfredo Gomez på Den Røde Plads på Nørrebro.
Kærlighedens kraft

– Det er en kærlighed, som er tilgængelig for os alle, hvis vi tør åbne vores hjerter for den. Åbne os for Guds kærlighed.

Jeg oplevede, at folk var undersøgende, nysgerrige og undrende. Det var meget interessant. Der stod to unge fyre med anden etnisk baggrund og talte sammen. De kiggede skiftevis på Wilfredo og hinanden. Jeg sporede erkendelse i deres samtale.

– Det var som om, Wilfredo talte endnu mere med hjertet, her midt på pladsen på Nørrebro – end han havde gjort i kirken om formiddagen, siger psykologen.

I starten af arrangementet på Den Røde Plads, fik Jane Bækgaard i et strejf tanken: ”Mon det kan være farligt?” Men i ånden hørte hun ordene: ”Frygt ikke” og faldt helt til ro, fortæller hun.

– Wilfredo må nok også have tænkt på, om det kunne være farligt for ham. Måske har han endda haft tanken ”Skal jeg dø for det her?”… Han har jo et lille barn på et par måneder. Men han talte inderligt og fra hjertet. Og kom med budskabet om, at der altid er en anden vej.

– Wilfredo stod i al sin kraft og vidnede om Guds kraft: ”Tænk, at Jesus kan hele vores hjerter”.

Han fortalte om, hvordan hans higen efter accept havde ført ham på afveje. Han mindede os om, at der ligger et såret og svigtet barn bag alle, der kommer ud af kurs. Man kan komme til at svigte sig selv og sine værdier for at opnå anerkendelse. Det gælder også for kristne, siger hun.

Kan sådan et arrangement gavne?

– Ja, det gavner. Bare det at gå forbi og mærke den stemning. Den ånd, der var, vækker mennesker. Alle trænger til bare at kunne være sig selv. Det vækker en længsel efter at kunne leve i fred og kunne begå sig i tillid uden frygt, siger Jane Bækgaard.

– Wilfredo talte uden frygt med en stor kraft, indre styrke og følsomhed. Med en længsel efter at få folk til at vågne i forhold til sig selv – og hvordan vi er sammen. Budskabet var: Du er i orden, og du er elsket af Jesus.

Hvad lagde du især mærke til og vægt på?

– Den kærlige stemning. En afslappet stemning med et stærkt nærvær… og børn, der legede, som stoppede op og lyttede lidt.… som om de tænkte: ”Hvad var det?”

På forhånd havde jeg tænkt, om det måske ville blive for meget for nogen. Når folk kommer i kontakt med deres følelser, kan de godt begynde at larme lidt, fordi de ikke kan holde ud at være i dem. Engang, hvor der blev sunget gospel i et fængsel, oplevede jeg, at en fange blev så berørt, da der blev sunget: ”When we meet again”, at han begyndte at skubbe til de andre. Men de reagerede ikke, og han måtte overgive sig – han bukkede hovedet og lod tårerne trille.

– På samme måde oplevede jeg her, at folk blev i det, fordi det var så stærkt. Det gør noget ved menneskers liv, når vi som Wilfredo taler sandhed og uden at dømme. Det giver håb.

Hans øjne er så levende – han er helet, tilføjer hun.

Læs også