”Jeg har grædt hver dag i to år”

Bag Helle Skaarups briller gemmer der sig et par grønne øjne fyldt med livsvisdom. Men i øjnene, som er sjælens spejl, ser man også en sorg, der stammer fra den dag, hun i marts måned 2017 mistede sin mand Peter Bastian.

– Jeg har grædt hver dag i to år, fortæller Helle – og sorgen er stadig stor, men jo større sorgen er, jo større er min taknemmelighed over at have mødt Peter, talt med ham, diskuteret med ham og været gift med ham. ”Hvor har han dog beriget mit liv – han var mit livs store kærlighed.”

Mødet

Helle og Peter møder hinanden, da Helle Skaarup i 2009 er direktør for herregården og kulturcenteret Nørre Vosborg i Vestjylland. Hun har planlagt en foredragsrække om sansernes betydning og er nu kommet til høresansen. En veninde fortæller Helle om Peter Bastian – hvor genial han er, og ud fra hans bog ” Ind i Musikken ” er han uden tvivl den helt rigtige til at komme og fortælle om høresansen.

– Peter havde ikke brændt sig fast i min bevidsthed, og jeg havde intet billede af, hvem han var, men jeg kontakter ham, og vi aftaler, at han skal komme og holde et foredrag og en meditations workshop, fortæller Helle.

Mødet mellem Helle og Peter bliver skelsættende, ja, man kan faktisk godt sige, at det virker skæbnebestemt. Det ender i hvert fald med, at de to bliver kærester, og i 2014 gifter de sig. De begynder at lægge planer for fremtiden og føler, at der ikke er den ting, de ikke kan gøre – når bare de er sammen.

Kun 14 dage tilbage at leve i

Et halvt år efter at de er blevet gift, får de en ubehagelig opringning fra lægevagten. Peter havde først på dagen været hos sin læge for at få taget sit kolesteroltal. Blodprøverne viser, at der er noget rivende galt, så Peter og Helle bliver næste dag, lørdag formiddag, indkaldt til et møde på Holstebro Sygehus – hvor Peter skulle have taget nye blodprøver.

Det viser sig at Peter har akut leukæmi, og under samtalen i den følgende uge på Århus hospital fortæller lægen, at Peter kun har 14 dage tilbage at leve i.

– Da jeg hører diagnosen, husker jeg tydeligt følelsen af, at jorden åbnede sig under mig. Det var så forfærdeligt – og så den kolde og kyniske måde, det blev sagt på, fortæller Helle Skaarup.

Læge tror på, at Peter kan blive helbredt

Til et andet møde, der finder sted på Århus Sygehus, får Peter og Helle besked om, at der er tre muligheder: Ved ingen behandling kan Peter leve i 14 dage, en anden mulighed er at give ham nogle indsprøjtninger, og så ville han sandsynligvis kunne leve i tre måneder – måske et halvt år og så er der den sidste mulighed: en hård kemokur, hvor der er en risiko for at dø af behandlingen, men også en chance for at blive helbredt.

– Vi bliver sendt ud af døren med besked om, at vi kan gå hjem og tænke over, hvilken model vi ønsker at vælge, fortæller Helle. Peter og jeg bliver enige om at få en second opinion og tager derfor kort tid efter kontakt til Rigshospitalet. Her møder vi en læge, der er klar til at kæmpe for livet sammen med os og tror på, at Peter kan blive helbredt – baseret på sit lægelige skøn med afsæt i facts om Peters almene tilstand såsom hjerte – og lungefunktion.

Guds vilje ske

– Jeg troede fuldt og fast på, at Peter ville blive rask, men efter den første hårde kemokur var der stadig kræftceller tilbage. Han bliver så tilbudt en knoglemarvstransplantation, hvor Peters søster Karin donerer stamceller til ham. Igen håber vi på, at Peter vil blive rask. Men i efteråret 2016 fik vi en besked om, at der var noget, der tydede på, at det ikke var tilfældet, fortæller Helle Skaarup. Vi nåede til den 6. februar 2017, hvor Peter fik det rigtig dårligt og blev indlagt på hospitalet. – Tanken om, at Peter kunne dø, var ubærlig, så på trods af de faktiske omstændigheder, kæmpede vi med næb og klør for livet. Peter fik det dårligere og dårligere, og på et tidspunkt vidste jeg knap nok, hvad der var op og ned, hvad der var rigtigt og forkert. Jeg kunne ikke bære tanken om, at Peter skulle dø, og jeg kunne heller ikke bære tanken om, at han skulle blive ved med at leve, når han havde det så skidt. Der hjalp det mig utroligt meget, at jeg havde ordene ”Guds vilje ske” – og kunne lægge ansvaret fra mig.

Peter Bastian dør den 27. marts 2017.

Skab en mening

– Livet er meningsløst og uretfærdigt, men vi kan skabe en mening i det nu vi er i. Da Peter var død, tænkte jeg ved mig selv: Hvad gør jeg nu – hvordan kan jeg skabe en mening i det, at han ikke er her mere? fortæller Helle Skaarup.

Og hvordan gjorde du så det? Fandt du en mening med det svære, du stod i?

– Ja, jeg føler at Peter gav mig en stafet, som jeg nu skal give videre. Alle de gaver han har givet mig, al den kærlighed og viden han har beriget mig og andre mennesker med gennem sine bøger og sin musik, hans menneskesyn, hans tilgang til livet, hans tro – det er nu min opgave at give det videre og lade det fortsat leve mellem os.

Er det derfor, du rejser rundt i landet og holder foredrag om Peters liv?

– En god bekendt fortalte mig, at et menneske dør to gange. Den ene er den fysiske død, og den anden er, når vi ikke længere taler om vedkommende.

– Gennem mine foredrag er han her stadig, og alt det han gav, lever iblandt os. Hans aftryk på verden føles så nærværende.

Endelig elsket betingelsesløst

Når man læser Peter Bastians bøger, finder man ud af, at han var et søgende menneske. Hvad var det præcis, han søgte?

– Kærlighed. Hele sit liv havde han stræbt efter at blive elsket, som den han var. I mødet med den kristne tro får han et helt nyt syn på kærlighed, som Jesus – den menneskelige Guddom – viser os. For første gang i sit liv oplever han sig elsket – ikke fordi han er flink, flittig, dygtig eller from, men elsket for den, han er.

– Det var forunderligt at opleve, hvordan Peter til sidst dybt i sit hjerte og i sin sjæl mærker, at han er elsket betingelsesløst af Jesus – og af mig.

SERIE OM SORG
Udfordringen bringer tre
artikler om sorg af journalist Henriette B. Hansen:
Uge 27-30: Henriette B. Hansen fortæller om
afskeden med sin mor
Uge 31: Helle Skaarup
om tabet af sin mand
Peter Bastian
Uge 32: Lotte Blicher Mørk, præst på rigshospitalet
om en hverdag med sorg, og død.