Slip vreden – og bliv selv fri

I Østen er der en kendt fortælling om to munke, som efter lang tids fangenskab og en voldsom behandling fra fangevogterne går fri. På vejen tilbage til deres kloster spørger den ene munk den anden, om han nogensinde vil kunne tilgive vagterne for det, de gjorde imod dem. ”Nej!” svarer munken sin ven ”det var en aldeles uretfærdig behandling, jeg vil aldrig tilgive det, aldrig glemme det!” Hans ven siger da til ham ”For mig lyder det som om, at de stadig holder dig fanget”.

Retfærdighed, hvor er det en svær størrelse. Det eneste, man skal gøre for at støde på den onde tvilling kaldet uretfærdighed, er ikke længere væk end et lille klik med musen eller en kort gennemgang af dagens avis.

Når det bliver personligt

Eller, endnu værre for den enkelte, når uretfærdigheden banker på ens egen dør, når det bliver personligt. Sygdom, utroskab, svigt, døden.

Som en ”god kristen” kan man nikke accepterende til historien om munkenes budskab. Jovist, hvor er det vigtigt at prøve at gøre budskabet til en del af ens ånd. Men det er nødvendigt, at man inddrager sig selv som hovedpersonen i det mareridt, vi alle deltager i og kalder ”en del af livet”. Her det, at realiteterne kommer i spil: man er et menneske, på godt og ondt.

Slip vreden

Det er svært at tilgive, svært at give slip, svært ikke at holde fast med hvide knoer i følelsen af ”lad min retfærdighed ske fyldest”. Men Jesus fortæller os i dagens skriftsted, hvor vigtigt det er.

Meget ondskab og uretfærdighed synes at være uden for vores kontrol. Men dagens ord minder os om vores egne erfaringer.

Hvis vi tænker efter, kender vi alle til de knuder af hævntørst, vrede, angst, had, foragt, mindreværd osv., der er blevet bundet på grund af andre mennesker.

Og vigtigst af alt: Jesus lærer os, hvordan disse knuder kan blive løst. Det kan kun ske gennem tilgivelse, kærlig konfrontation og i forsoningens navn. Ikke at der nødvendigvis så kommer et nært forhold op at køre igen. Men man bremser såret i at bløde, så at man ikke selv bløder ud.

Kristus står imellem os

Det er jo netop det, vi synes er utilgiveligt, der har brug for tilgivelse.

Der er intet retfærdigt i det, ligesom der heller ikke var noget retfærdigt i Jesu død på korset. Det er en rendyrket kærlighedserklæring af nåde.

At tilgive er ikke kun et mellemværende mellem individet og næsten. Kristus er i midten af dem.

Fordi han elskede os først, gjorde han det muligt for os at elske.

Gud ønsker et forhold med os, og det blev muligt, fordi Jesus døde på korset for os. Ligeledes ønsker Gud, at vi har et sundt forhold til hinanden – og til os selv, i troen på Ham.

Slave eller konge

Jeg hørte engang i en sang, at ”det er kun slaver, der ønsker at blive konger”. Jeg forstod det på den måde, at mennesker, der stræber efter deres eget rige, deres egen vilje og deres egen sans for retfærdighed befinder sig i et lukket system. I det system vil de til enhver tid fortsat være slaver, selvom de blev konger.

Selv hvis de fik alt: hævnen ligesom Kain, pengene ligesom Judas, kvinden ligesom David – listen fortsætter – ja, så vil de uden Gud og hans styring forblive i et fangenskab af kaos og ulykke.

I Salmernes Bog kap. 85 skrives der om Israels genoprettelse. I vers 12 står der: ”Sandhed spirer frem af jorden, retfærdighed kommer ned fra Himlen”.

Så lad sandheden i kærlighed spire frem i vores indre. Så bliver vi i stand til at indse, at kun den uendelige nåde, der kommer fra Gud, kan gøre os i stand til elske på trods.

Hvor er det dog uretfærdigt – og Gud ske lov for det.

Søndagens tekst: Matt. 5: 20 – 26

Om retfærdighed

20 Men det siger jeg jer: Hvis I ikke opfylder Guds vilje på en ny og bedre måde end de skriftlærde og farisæerne gør, så kommer I slet ikke ind i Guds rige.

21 I har hørt, at der blev sagt til vores forfædre: ‘Du må ikke begå drab.’ Hvis nogen gør det, skal de stilles for retten. 22 Men jeg siger jer: Den, der blot bliver vred på en af sine nærmeste, burde stilles for retten.
Og den, der kalder en anden for en forbandet idiot, burde straks stilles for en domstol. Og de, der kalder andre for ugudelige tåber, fortjener selv at blive kastet i Helvedes ild.
23 Når du går hen for at give en gave til Gud, og du så kommer i tanke om, at en af dine bekendte har noget imod dig, 24 så lad gaven vente. Gå først hen og bliv forsonet med vedkommende. Derefter kan du bringe din gave.
25 Hvis nogen anklager dig for ikke at have betalt, hvad du skylder, så få et forlig i stand, inden det er for sent. Ellers bliver du slæbt i retten, og dommeren overgiver dig til retsbetjenten, som sætter dig i fængsel. 26 Det siger jeg dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt alt, hvad du skylder.