Små smil i ghettoen
Indvandrerdrenge af både 1. 2. og 3. generation bliver udsat for meget had i Danmark. Hvor ville jeg ønske, at de ikke til stadighed skulle høre, at de ikke kan bidrage med noget, at de ikke kan andet end at lave hærværk og stjæle scootere. At de aldrig kan blive danske ligesom ”os andre”. Hvor ville jeg ønske, at de ikke skulle fyldes med hadefulde og degraderende ord, og gang på gang få at vide, at de ikke er ønsket her.
Jeg bor i Gellerupparken og indrømmer gerne, at nogle af drengene begår både drengestreger og kriminalitet. Og det problem skal løses på en eller anden måde. Men jeg tænker på, hvor meget ondskab ord kan skabe.
Unge drenge med udenlandske forældre har det i forvejen svært med deres identitet. Hvordan virker det så, når de oven i købet får at vide, at vi ikke vil have dem i vores land? Giver det dem lyst til at få et ærligt arbejde eller bidrage til samfundet? Får de lyst til at have noget med resten af danskerne at gøre, når vi behandler dem på den måde?
Jesus taler om næstekærlighed i Lukasevangeliet 10, 25-37, hvor den næstekærlige i lignelsen er en samaritaner. Samaritanere var jødernes fjender, dem, der var anderledes. De troede på noget forkert, de var urene – måske endda farlige.
Men når Jesus siger ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke, og din næste som dig selv”, er der mange lag i det. For det første er grundlaget for kærlighed til næsten den kærlighed, vi har modtaget fra Gud. Han viste kærlighed til os, da vi stadig var hans fjender (Rom 5,10). Han vil, at vi skal have den samme kærlighed til vores næste.
Når Jesus bruger to mennesker af forskellig etnicitet i sin lignelse om barmhjertighed, giver det også konnotationer til 3. Mos 19, 33-34: ”I må ikke undertrykke de fremmede, som bor iblandt jer, men I skal behandle dem som alle andre borgere i landet: Elsk dem som jer selv, for I var jo selv engang fremmede i Egyptens land. Jeg er Herren, jeres Gud”.
Derfor er det min bøn, at ingen i Danmark laver racistiske udtalelser og forbinder det med kristendom. Jeg håber, at enhver, der er ”anderledes” end os, må føle sig ønsket og elsket. Jeg håber, at kristne mennesker må være kendte som dem, der elsker de fremmede. Vi kan trygt gøre det i tillid til, at Jesus har al magt i himlen og på jorden. Hvad har vi at frygte?
Min erfaring siger mig, at mennesker åbner sig meget lettere og hurtigere, når man selv går ud og viser, at man gerne vil dem. En dag gik vi beboere i Gellerup-lejligheden udenfor for at kaste med frisbee. Der kom nogle børn, som gerne ville være med, og snart stod vi og legede med en hel flok børn.
Kort efter kom også deres forældre ud for at tale med os. De takkede os ligefrem, fordi vi ville lege med deres børn og tilbød os kaffe!
Tænk, hvis vi igen og igen sagde nej til de her børn – så ville de jo til sidst stoppe med at spørge, om de må være med!
Er det det, vi gør i Danmark, overfor alle de fremmede, vi har i vores land?
