Hvad kan jeg gøre ved mit alkoholproblem?
Kære Jørn og Karin
Jeg oplever at have et stort problem, som gør, at jeg føler, at jeg lever et dobbeltliv.
Jeg er en kristen, men jeg drikker for meget. På en eller anden måde har det taget overhånd, så jeg ikke føler, jeg har kontrol over det, og jeg kan ikke komme ud af mønstret med at drikke om aftenen.
Jeg skjuler det for mine omgivelser, så de ikke opdager noget, men er også bange for, at de kan se det på mig. Jeg bor alene, så jeg tror ikke, der er nogen, der har opdaget det. Jeg føler bare, at jeg snart ikke kan skjule det mere, og jeg har det også rigtig dårligt med det, da jeg ved, at det ikke er rigtigt at gøre.
Jeg ved bare ikke hvordan, jeg skal komme ud af det. Hvad skal jeg gøre?
Hilsen BN
Kære BN
Vi vil gerne sige tak for din ærlighed ved at skrive til os.
Det virker som om, at du er motiveret, og det er rigtig godt, for det er forudsætningen for, at du kan opleve en forandring. Samtidig erkender du, at du har et problem, og det er et godt udgangspunkt for, at der kan ske en ændring. Du har indset behovet for at få hjælp, hvilket også er et meget vigtigt skridt.
Ofte vil trangen til alkohol blive forstærket, jo større anledningen er til at falde i. Derfor vil det være godt at gøre det sværere for dig selv at drikke om aftenen. Det kan du gøre ved, at du vælger ikke at have alkohol i hjemmet. Så vores første råd er, at du holder dit hjem alkoholfrit.
Hvis du så oplever trang til at drikke alkohol en aften, kræver det mere end bare at gå hen i et hjørne af køkkenet eller at åbne køleskabet for at få noget alkohol. Så skal du rent faktisk ned at købe det, og det får dig til at tænke ekstra meget over, hvad det er, du gør.
Du kan også finde en person, som du er tæt nok på, som du kan fortælle om dine udfordringer.
Du kan fx aftale, at du ringer til vedkommende, når du oplever, at trangen til alkohol kommer.
På den måde har du en livline og en sikkerhedsplan, når du oplever trang, og det vil kunne medvirke til at bremse dit forbrug. Måske kan du også mødes med denne person regelmæssigt for at tale om, hvordan det går.
Du nævner, at du er kristen, og det giver dig nogle absolutte fordele i denne sammenhæng. Du kan tage den åndelige dimension, kristne venner og Guds hjælp med i din situation. Det vil være oplagt at dele din situation med din præst og få hjælp til at lægge en plan for, hvordan du kan blive fri. Derudover kan du måske også finde en gruppe i kirken, hvor I er tæt nok på hinanden til, at du kan dele det, du står i, og I kan bede sammen.
Alkoholproblemer er ofte forbundet med meget skyld og skam. Det er dog mere skamfuldt ikke at søge hjælp for sit problem. Derfor er det ekstra godt, at du opsøger hjælp, og vi tænker, at det er rigtig vigtigt, at du også får professionel hjælp til dette. Du kan få gratis og anonym alkoholbehandling flere steder, også uden forudgående henvisning fra din læge, og du kan frit vælge, hvilket behandlingstilbud, du ønsker at benytte.
Støtte fra andre mennesker vil ofte være nødvendig for at bryde et problem med alkohol, hvis det først er begyndt at tage overhånd. Derfor er det også det, vi har fokuseret mest på i vores svar til dig. Vi ønsker dig alt det bedste med din vandring ud i frihed.
Med venlig hilsen
Jørn og Karin Braüner