Teenagere og unge tager også på familielejr
UMO’s familielejr i Fjellerup består ikke kun af børn og voksne. Teenagerne har deres egen lejr i lejren, og flere af de unge, som har deltaget på lejren som børn, tjener nu som medarbejdere.
Benjamin Flinta fra Nørresundby har i mange år sammen med sine forældre og brødre været med på Ungdom Med Opgaves familielejr i Fjellerup. I år var han med som teenleder for de 68 teenagere i alderen 13-16 år.
Men hvorfor vil man som ung bruge sin ferie på at være medarbejder på en familielejr?
– Jeg vil nok sige, at det handler om de relationer, jeg har til andre, som er med, og den tilknytning jeg har til teenageafdelingen specielt, fortæller Benjamin, der også de tre foregående år har været teenleder.
– Jeg føler, at den her lejr gennem årene har givet mig så meget, at jeg har en pligt til at give noget tilbage. Som tak for det, jeg har fået. Da jeg selv var teenager, havde jeg store forbilleder i de andre ledere. Det handlede om den måde, de talte og opførte sig på, og den måde de var forbilleder i bøn og i undervisningen. Jeg så virkelig op til dem og ønskede at hænge ud med dem. De var eksemplet på en god kristen, og det ønskede jeg jo at være.
Er der noget ved undervisningen ’”Destiny by Design”, som har talt særligt til dig?
– Jeg tror, det er det her med identitet, og at vi har vores grundfundament i Jesus. For mig selv som personlig kristen er det den vished, som har båret mig til dér, hvor jeg er i dag. Når der er tvivl og problemer i livet, så er det visheden om, at min fundament ligger i Jesus, der giver mig den styrke, jeg har brug for for at kunne leve mit liv.
Er der noget på lejren, som står som et højdepunkt for dig?
– Mødet hos teenagerne onsdag aften var nok højdepunktet for mig. Der er ofte mange ting i den alder, som går dem på, og som de ikke tør tale om. Men vi fik virkelig lov til at bryde muren ned mellem ledere og deltagere, og det blev til mange gode dialoger. Jeg vil mene, at der var nogle, der fik deres liv forvandlet, fortæller Benjamin
De 17 teenledere har mødtes en weekend tidligere på året med Suna Hansen og Henrik Thomsen, som stod for teenlejren, og de var også en del af camptuning, et døgn inden lejren startede. Camptuning er for alle lejrens medarbejdere, lige fra køkken til gruppeledere. Man mødes til lovsang og bøn for lejren og hjælper UMO-staben med de sidste praktiske forberedelser, som forvandler en efterskole med plads til ca. 100 elever til en lejr for godt 450 deltagere.
Ledelse og egen fordybelse
To andre unge, som også har deltaget på lejren op til flere gange som børn, var i år børnegruppeledere for de 5-8 årige. Andreas (21) fra Odense, og Eileen (17) fra Skjern:
– Noget af det rigtig fede ved denne lejr, er at være leder for børnegruppe 2 og 3. Det har været sindsygt livgivende at være sammen med børnene om formiddagen, og så samtidig om aftenen at kunne være sammen med 17+erne, som jo er dem på min egen alder. At kunne bruge tid på ledelse og egen fordybelse på samme lejr, har været en dejlig cocktail, siger Andreas.
– Jeg er meget glad for undervisningen, som er meget konkret. Det er noget, man kan bruge til noget, og noget man ikke hører om så tit på denne måde. Samtidig med at det er meget personligt og til den enkelte, siger Eileen.
Læs mere om undervisningen ‘Destiny by Design’ og familielejren her.