Bøn er stærkest i stilheden

Selv på afstand kan man høre, at der bliver grinet i skoven.

Metodistspejderne hygger sig på deres sommerlejr, hvor de allerede har bygget sig et spisebord med bænke af rafter, da jeg kigger forbi for at møde spejdernes leder Bettina Pedersen, der gerne bruger en uges ferie på at give børnene en god oplevelse.

”Spejder er ikke noget, man går til. Det er noget, man bare er. Og jeg tror, at jeg er en af dem, der er blevet bidt af en grøn skjorte. Og jeg synes også, at det er godt, at børn lærer, at vi kan mere i fællesskab.

Her handler det ikke om de individuelle præstationer, men om at løfte i flok. For så kan man rigtig meget,” siger Bettina Pedersen, der har været spejder siden 1974.

Hun er desuden lægprædikant i Metodistkirken og leder for lægfolket i Metodistkirken i Danmark, ligesom hun er medlem af Metodistkirkens landsledelse.

Karriere og livet

I civillivet begyndte Bettina Pedersen sin karriere i rejsebranchen, men hjælper nu folk på deres sidste rejse. For hun arbejder til daglig på kirkegården, hvor hun både laver regnskab og hjælper til med at sælge gravsteder.

”Jeg har døden tæt på, men det generer mig ikke, for det har jeg haft hele mit liv. Min far var præst, og jeg håber, at det, jeg udstråler overfor folk, kan give folk en trøst midt i alt det kedelige,” siger Bettina Pedersen.

Hun hviler i den kristne tro på, at det ikke slutter, når det slutter. Og det trøstede også hende selv, da hun for nylig mistede sin svoger, der døde alt for tidligt af kræft: ”Hvis jeg ikke havde haft troens ekstra resurse der, så ved jeg ikke, hvad der ellers ville have holdt mig oppe,” siger spejderlederen, der ikke altid forstår Guds plan, men hviler i, at man kan komme til ham med alting under alle forhold.

Og bøn har også været en central del af hendes liv, siden hun gik til konfirmations forberedelse.

Hvad er bøn?

”Jeg kan huske, at vi havde et undervisningsmateriale, der hed ’Hvad er bøn?’. Og svaret var ’samtale med Gud.’ For bøn er Guds vej til mennesket og menneskets vej til Gud, og det er lige nøjagtig, hvad bøn også er for mig.

Bøn er en samtale som mellem to mennesker, hvor jeg kan ytre mig, men jeg er også nødt til bagefter at være lidt stille for at lytte til modparten. Det er ikke sikkert, at jeg får det svar, jeg troede, jeg ville få, men jeg får altid svar på en eller anden måde. Og så er Gud en daglig samtalepartner for mig.

Selvfølgelig er bøn også noget, man gør i forskellige sammenhænge – i kirken og til spejder, når vi slutter af med fadervor. Men bøn er lige så meget for mig, når jeg cykler på arbejde eller står i naturen og lader tanker flette frit sammen med Gud.”

Selv fik hun også en ny oplevelse med bøn, da hun som 21-årig besøgte det franske munkekloster i Taizé, hvor man både dyrker bøn og stilhed.

Påske på en uge

”Det er en valfartssted for især mange unge, der gerne vil lære at bede. Og det gør man dernede ved hver uge at gennemleve påsken på en uge.

Men dernede lærte jeg virkelig den stille bøns gave at kende. Pludselig forstod jeg, at det ikke altid var mig, der skulle snakke hele tiden, når jeg bad.

Og sådan oplevede jeg, at man kan få de mest vidunderlige samtaler med Gud, når man tør bevæge sig ind i stilheden for at lytte til det, som Gud vil sige.”

Bøn er en samtaleform, som måske kan være svær for andre at forstå, men ”bønnens kraft er rigtig stor”, mener hun.

”Når I beder, så lad ikke munden løbe… Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham.” (Matthæus 6, 7)

Bøn forandrer

”Bøn forandrer. Det er jeg helt sikker på. Bøn forandrer ens eget liv, men den kan også forandre andre forhold, når man tør bede for større ting.

Jeg tror, at man skal turde tage bønnen med ind i alle former for uretfærdighed fra store krige til små hverdagsting. For det nytter at bede.”

Som 18-årig havde hun dog en troskrise, da hun indenfor nogle få uger både mistede sin mormor, farmor og en nær ven af familien:
”Jeg gik i seng fuld af tvivl på, om der overhovedet fandtes en Gud, men da jeg skulle sove, kunne jeg pludselig mærke, at der lå en hånd på mig, der beroligede mig.

Og det var som om, at Gud sagde: ’Jeg er her altså, og du skal ikke tro, at jeg ikke er med i alt det her’.

Det er nok den stærkeste episode, jeg har oplevet. Men jeg har også oplevet andre vilde ting. Da jeg året efter flyttede til Tyskland, spurgte ungdomslederen i kirken, om jeg ville bede højt.

Det var grænseoverskridende for mig, for jeg syntes ikke, at jeg var god nok til tysk, så jeg tænkte, at jeg bare ville bede på dansk. Men da jeg åbnede munden, kom der kun tyske ord ud.”

Gud holder mig oppe

Hvorfor blev du selv troende?
”Jeg er præstedatter, så jeg fik det ind med modermælken.
Men som ung havde jeg 1½ års ophold i Sydtyskland gennem Metodistkirken, hvor jeg ikke var præstens datter, men bare mig selv. Det var med til at besegle overfor mig selv, at jeg ikke kunne leve uden troen.”

Hvad er kernen i din tro?
”Lige meget hvad der sker, har jeg altid en ekstra resourse, der kan holde mig oppe, når jeg er nede.”

Gud hjælper os igennem

”Folk spørger sommetider, hvorfor der ikke kommer fred på jorden, eller hvorfor syge familiemedlemmer ikke bliver raske. Men jeg tror, at Gud hører alle bønner, der kommer fra hjertet.

Man skal ikke forvente at få 10 i tysk, bare fordi man be’r om det. Men troen kan give dig en ekstra resourse, og så er det lige meget, om man ender med at få 2 eller 12. For man har fået hjælp gennem det hele.”

Fadervor – og tak

Hvordan bruger du selv fadervor? Det kan jo let blive en remse…
”Det må det ikke blive. Ind imellem har jeg også fortalt spejderne, at de ikke skal nå et tog, når de japper ordene af uden at forstå dem.

For når vi beder fadervor, så er det, fordi vi ønsker at komme i kontakt med vores far i Himlen. Og når vi beder om det daglige brød, så beder vi jo om, at vi må få det, vi har behov for – både fysisk mad og åndelig føde.

Vi beder om at kunne tilgive folk, der har gjort os ondt. Og vi beder om, at vi heller ikke må gøre andre folk ondt. Og det kræver ydmyghed at bede om. Og når vi beder om ikke at blive ledt i fristelse, tænker vi også over, hvordan vi bruger vores tid. Og hvis man husker på det, bliver det ikke nogen remse.

For Jesus gav os netop bønnen fadervor, fordi der var flere, der ikke vidste, hvordan de skulle formulere sig i en bøn. Det var en hjælp dengang, og det er det stadig.”
Bøn handler heller ikke kun om at bede for noget, det handler måske først og fremmest om at sige tak, mener hun:
”Hvis vi kun beder om noget, bliver bøn hurtigt egocentreret. Bøn er ikke kun råb til Gud om svære ting, men også taksigelse, tilbedelse og lovprisning. Bøn er alt, hvad der hører til en inkluderende samtale. Men når dagen slutter, plejer jeg at sige tak.”