’Jubelår’ i Missouri – kirken betaler medicin for 43 mio.$

– Vi eftergiver gæld, fordi Jesus har betalt hele vores gæld, siger pastor Keith Simon.

– Jesus betalte vores åndelige gæld, derfor skal vi betale andres gæld, forklarer menigheden The Crossing i Columbia. Her har man indsamlet 430.000 dollar til fordel for familier med ubetalte medicinudgifter.

Pastorerne Keith Simon og Patrick Miller forklarer, at det indsamlede beløb bliver matched med 1 til 100 af NGO’en RIP Medical Debt. Det samlede beløb til medicinudgifter bliver således på hele 43 millioner dollar.

Kirken indsamlede de 430.000 dollar under hashtags #JubileeForMissouri og #JesusPaidItAll. Når de udsatte familier får betalt deres gæld, modtager de et brev fra RIP Medical Debt om, at kirken The Crossing har betalt for dem. I kirken er man inspireret af den gammeltestamentlige praksis med at eftergive gæld i Israel hvert 50. år.

”Det blev kaldt Jubelåret. Det var en frihedens dag, hvor gæld blev eftergivet og slaver sat fri. Pantsat ejendom blev givet tilbage. Og på denne dag blev alle menneskers synder tilgivet,” forklarer pastorerne.

De tilføjer, at deres lokalsamfund lider under både åndelig og økonomisk skyld, ikke mindst på grund af ubetalte medicinudgifter.

NGO’en RIP Medical Debt, som har hovedkontor i New York, blev grundlagt i 2014.