Jesus kommer igen i herlighed!

I søndagens tekst taler Jesus om sin genkomst i herlighed før oprettelsen af det såkaldte tusindårsrige.

Denne tekst i Matthæusevangeliet er en af de vanskeligste, mest spændingsfyldte, indholdsrige og udfordrende i Det nye Testamente.

Den stammer fra det sidste afsnit i Jesu store tale og undervisning af disciplene om de sidste tider.

Der er ikke tale om en lignelse i almindelig forstand, men snarere en realistisk skildring af verdensdommen, ikke at forveksle med den dom, der omtales i slutningen af Johannes’ Åbenbaring, den sidste bog i Det nye Testamente.

I teksten i Matthæusevangeliet nævnes ingen opstandelse, og det er folkeslag, som dømmes. Tidspunktet er Jesu genkomst i herlighed med alle englene i forbindelse med oprettelsen af det såkaldte tusindårsrige, hvor han skal regere.

Den domsscene, som skildres, byder nok på eksegetiske og dogmatiske problemer, men taler med en sådan klarhed, dybde og myndighed, at den er blandt de bibelske tekster, man aldrig bliver færdig med.

En skildring i tre dele

Fremstillingen falder i tre dele: Skildringen af domssituationen; domsafsigelsen over de retfærdige og domsafsigelsen over de uretfærdige.

Selve domsfuldmagten tilhører Menneskesønnen, Guds søn, som skal forestå Guds dom over alle folkeslag på jorden.

Dommen er selektiv. De retfærdige bliver skilt fra de uretfærdige og onde.
Det græske ord for dom betyder at skille, og det kommer frem i teksten, at han skal skille dem fra hinanden, ligesom hyrden skiller fårene fra bukkene. De retfærdige og uretfærdige har levet side om side i verden, men nu skilles de.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Kongen (det er første og eneste gang, Jesus her kalder sig selv for konge, bortset fra i lignelser) afsiger først frikendelsesdommen over dem til højre, som får følgende at høre: ”Kom, I som er min faders velsignede og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt.”

Denne positive domsafsigelse kan begrundes i de gerninger, disse retfærdige har gjort mod Jesus og hans mindste brødre, der blev besøgt med hjælp, da de var sultne, tørstige, fremmede, nøgne, syge eller i fængsel.

De er imidlertid ikke klar over, at de har gjort sådanne velgerninger mod Jesus, og får følgende forklaring: ”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.”


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Hvem er ’disse mine mindste’?

Et hovedspørgsmål til forståelsen af tekstens domsscene er, hvem der menes med ”disse mine mindste brødre”. En gængs tolkning er, at der er tale om nødlidende mennesker i almindelighed.

Jesus var ”tolderes og synderes ven”, som identificerede sig med samfundets små og udstødte. En sådan forståelse kan altså støtte sig til enkelttræk i Jesu liv og forkyndelse. For så vidt forsvarer den en plads både i udlægningen og vel i særlig grad i praktisk anvendelse af teksten.

Men når Jesus identificerer sig med ”disse mine mindste brødre” og hermed angiveligt sigter til sine disciple, også kaldt brødre, beror det utvivlsomt på deres apostoliske fuldmagt: De er sendt af ham. Derfor hedder det i Matthæusevangeliet: ”Den, der tager imod jer, tager imod mig.”

Evigt liv eller evig straf

Til venstre modtager de uretfærdige, som kun har tænkt på sig selv og ikke haft empati for andre, deres dom: ”Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle.”


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Domsgrundlaget for de uretfærdige er det samme som for de retfærdige, blot at det her har negativt fortegn: ”Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig!”

Jesu store eskatologiske tale afsluttes med ordene: ”Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.”

Sådan fastslår Jesus de to muligheder i verdensdommen: evig straf eller evigt liv.

Søndagens tekst: Matt. 25,31-46

Den afsluttende dom

31Når Menneskesønnen kommer i sin kongeværdighed sammen med alle englene, så vil han tage plads på sin herlighedstrone, 32og mennesker af alle folkeslag vil samles foran ham. Da vil han dele dem op i to grupper, som en hyrde adskiller får og geder. 33Fårene vil han anbringe ved sin højre side og gederne ved sin venstre.
34Derefter vil han sige til dem på højre side: ‘Kom, I min Fars velsignede! Tag det rige i besiddelse, som har stået klar til jer fra verdens grundvold blev lagt. 35I gav mig jo noget at spise, da jeg var sulten, og noget at drikke, da jeg var tørstig. I bød mig velkommen, da jeg stod som fremmed, 36og skaffede mig tøj, da jeg intet havde at tage på. I så til mig, da jeg var syg, og I besøgte mig i fængslet.’
37De, der har gjort Guds vilje, vil svare: ‘Herre, vi har da aldrig set dig sulten og givet dig noget at spise, eller tørstig og givet dig noget at drikke. 38Vi har da heller aldrig set dig stå som fremmed og budt dig velkommen, eller set dig stå uden tøj og skaffet dig noget. 39Vi har da aldrig set dig syg eller i fængsel og besøgt dig.’ 40Da vil han svare dem: ‘Det siger jeg jer: Hvad I har gjort imod selv den mest oversete af dem, som er mine, det har I også gjort mod mig.’

41Derefter vil han vende sig til dem på sin venstre side og sige: ‘Bort med jer, I, der står under Guds dom! Bort til den evige ild, der er bestemt for Djævelen og hans hjælpere. 42I gav mig jo intet at spise, da jeg var sulten, og intet at drikke, da jeg var tørstig. 43I bød mig ikke velkommen, da jeg stod som fremmed, eller skaffede mig tøj, da jeg intet havde at tage på. I så ikke til mig, da jeg var syg eller i fængsel.’
44Da vil de svare på samme måde: ‘Herre, vi har da aldrig set dig sulten eller tørstig, fremmed eller uden tøj, syg eller i fængsel, så vi kunne have hjulpet dig.’ 45Da vil han svare dem: ‘Det siger jeg jer: Hvad I ikke har gjort mod selv den mest oversete af disse mennesker, det har I heller ikke gjort mod mig.’
46Den sidste gruppe vil gå bort til evig straf, men de første, som har gjort Guds vilje, vil gå ind til evigt liv.«

Teksten er fra Bibelen på hverdagsdansk.